SPILBRANCHEN OVERSER KVINDERNE
Vi er stolte af at kunne præsentere et gæsteindlæg fra Natasja Broström. Ikke alene er Natasja en erfaren journalist med speciale i IT, sociale medier, design og computerspil. Hun er også selv en meget aktiv gamer og blogger. Natasja skriver om spilbranchens blinde vinkler, når det gælder de kvindelige gamers. Dem er der nemlig rigtig mange af. Er du en af dem?
Af Natasja Broström
Spilbranchen overser et kæmpe marked – kvinderne. 40 pct. er kvinder, men står det til spilbranchen, må de nøjes med SIMS eller nuttende Nintendogs.
Ifølge Multimedieforeningen (november 2010), er fire ud af ti spillere en kvinde. Og når omsætningen i spilbranchen i 2012 forventes at runde godt 400 milliarder kroner, så må det undre, at kvinderne i den grad som kundegruppe bliver undervurderet.
Et spil sælges ofte (til mænd) ved hjælp af et cover med storbarmede krigerkvinder eller (til kvinder) med nuttede hvalpe eller storsmilende SIMS-figurer. Måske skyldes det, at store dele af branchen består af mænd, der lever i en fantasi om kvindelige krigere eller avatarer iført tøjstykker, der afslører mere, end de skjuler.
Om det har noget på sig eller ej, er ikke det interessante. Og er man fornærmet over det, må man droppe sin spillelidenskab. Pointen er, at mænd og kvinder gerne går efter de samme spil. Det fremgår bare ikke af de endimensionelle salgsmetoder.
Ifølge ekspert i onlineverdner T.L.Taylor ved IT Universitet i København, bygger vi vores forestilling på, at computerspil er vokset ud af beregninger og teknologi. Et generelt maskulint område. Heraf udspringer fordommene om, at kvinder hader at konkurrere, og at de ikke kan være fokuserede og drevne spillere.
Men sådan ser den digitale virkelighed ikke ud. Gennem en årrække ”opholdt” T.L.Taylor sig i onlineverdenen EverQuest. Her opdagede hun, hvor slående ligheder, der var mellem mænds og kvinders spillestil. Ikke fordi kvinder spiller som mænd, eller omvendt. Der er bare ligheder.
I World Of Warcraft findes der masser af kvinder, som gerne slår på tæven med en krigerdværg for at nå det – på nuværende tidspunkt – ultimative level 85, og der findes masser af mænd, som nørkler med strategiske overvejelser i en gruppekamp, hvor der skal tænkes taktik ind i hvert eneste træk.
Er du kvinde og spiller du konsol, PC eller online spil? Eller kunne du aldrig drømme om det? Føler du spilbranchen taler til dig, eller synes du der mangler noget?