Meta mangler menneske
Der er uden tvivl mange muligheder i kombinationen maskine plus menneske. Men i begejstringens rus må vi ikke undervurdere betydningen af og faktisk også magien ved at være en analog menneskekrop i en tredimensionel verden med tyngdekraft og konstante oplevelser af kulde, varme, smerte, behag, tyngde, styrke, svaghed, smage, lyde, synsindtryk, følelser og ægte menneskelig berøring.
Da jeg prøvede Metas seneste AI-briller, var jeg mest overrasket over, hvor usynlig teknologien er udadtil, men hvor gennemgribende den er indadtil. Udefra kan ingen umiddelbart se, at jeg går rundt med et par helt særlige briller proppet med AI-teknologi. Men set fra indersiden er brilleglasset et gennemsigtigt display med ikoner, billeder og tekst, og via et diskret armbånd om håndleddet kan jeg med ganske små, ubetydelige bevægelser som et o.k.-tegn eller en swipebevægelse med mine fingre bladre mellem apps, finde kort frem eller læse en besked. Ved et busstoppested ville de færreste opdage, at jeg var forsvundet ind i min egen verden.
Hvis vi lige nu synes, det er mærkeligt at sidde i et tog, hvor alle bøjer hovedet ned mod en skærm eller tilsyneladende ”taler” med sig selv, så bare vent, til toget er fuldt af mennesker, der blankt stirrer ud i intetheden, mens de ustandseligt bevæger deres fingre.
Teknologien bliver paradoksalt nok på én gang mindre synlig, men alligevel mere indgribende.
Den bliver i form af smart glasses eller som Metas nuttede, nye Muse AI “nøglerings”- assistent vores evige hjælper, som villigt står klar til at guide os gennem alle hverdagens udfordringer.
Bed brillen vise vej, oversætte et vejskilt i et andet land, give dig tips til, hvordan du skifter dæk på din bil, mens du står bøjet ind over den, tælle kalorierne i den tallerken spaghetti alfredo, du er i gang med, eller give dig navnet på den blomst, du lige har plukket. Eller fortæl den du er ensom og den vil tale med dig til den løber før for strøm.
Der er uden tvivl mange muligheder i kombinationen maskine plus menneske. Men i begejstringens rus må vi ikke undervurdere betydningen af og faktisk også magien ved at være en analog menneskekrop i en tredimensionel verden med tyngdekraft og konstante oplevelser af kulde, varme, smerte, behag, tyngde, styrke, svaghed, smage, lyde, synsindtryk, følelser og ægte menneskelig berøring. Selvom den kunstige intelligens kan guide os gennem verden her den absolut ingen erfaring med hvordan verden opleves for et mennesket.
Kun vi mennesker kender den subjektive oplevelse af at fryse, når vintervinden blæser. Kun vi ved, hvordan det føles at skrælle den perfekte appelsin, og at tårer, der triller, på én gang kan føles som sorg og som forløsning.
Filosofien har et ord for præcis denne oplevelse af at være et sanseligt menneske i verden. Qualia. Her er der nemlig ikke blot tale om kvantitativ registrering og formidling af data. Men om en ren kvalitativ værensoplevelse. Der er noget råt og ekstremt personligt i den menneskelige oplevelse. Samtidig kan en delt forståelse af de mest intense oplevelser bringe mennesker tættere sammen.
For vores rejsemakker ved også, hvor ondt det gør, når ryggen er solskoldet. Vores partner ved også, at lavt blodsukker kan resultere i den ubehagelige tilstand af at være ”hangry” – sulten og sur på én gang. Sammen med familien deler vi smagsoplevelser gennem et mageløst måltid. Vi har selv mærket, hvordan det sved i øjnene, mens vi hakkede løgene, og smilet bredte sig, da vi smagte sovsen til. Sammen med vennerne dyrker vi sport og oplever både smerte og styrke. Sejre og nederlag. Vi hopper i det kolde vinterbad og den varme sauna. Vi går en efterårstur med vores elskede i den ene hånd og dampende varm chokolade i den anden.
Men i takt med at menneske og maskine smelter sammen, er dette ved at ændre sig. Hvor meget menneskelighed ender vi med at overlade til maskinen?
