Guide til efterårsferiens bedste spilunderholdning

Efterårsferien har gjort sin ankomst, og uanset om du er til digital eller analog underholdning har vi anbefalinger klar til dig.
Marvels Wolverine er en blodig superhelte ballet

Marvels Wolverine kan bedst beskrives som en enormt blodig kærlighedshistorie. For selvom der er rigeligt med action i Marvels nyeste actionspil, så er det kærlighedshistorien mellem Wolverine og mutanten Jean Gray som er spillets helt store tilløbsstykke.
Når Wolverine ikke har travlt med at rive armene af sine fjender, eller spidde dem med sine klør, gør han nemlig alt hvad han kan for at overbevise Jean Gray om at de er som skabt for hinanden. For denne udgave af Wolverine bruger ekstraordinært meget krudt på, at male den udødelige Logan som en sørgelig skikkelse, ødelagt af at set alle han elsker dø af alderdom, mens han lever videre og aldrig får lov til at have sin egen familie og det trivielle liv han inderst inde drømme om.
I mellemrummene mellem den medrivende historie er der til gengæld action for alle pengene. Det hele udspiller sig som en enormt blodig ballet, hvor du som spiller bliver belønnet for konstant at være aggressiv og altid i færd med enten at spidde din nærmeste fjende eller slynge dig selv gennem luften for at få fat på den næste.
Hvis du vil have en superheltehistorie, der spænder bredere og dybere end det du plejer at se i biografen, så er Marvels Wolverine absolut din tid værd. Her er eksplosiv action akkompagneret af en dybtfølt historie om sorg og finde en plads i verden. Alt imens hovedpersonen bærer rundt på et skriggult kostume.
Marvels Wolverine fås til PlayStation 5.
Pandoras Legacy er det underligste puslespil du nogensinde kommer til at se

Er du mere til den analog form for underholdning, så er her det vildeste puslespil du nogensinde kommer til at se. Pandoras Legacy er nemlig ikke bare et puslespil, men en kringlet og indviklet udfordring, hvor det at samle puslespillet blot er en lille del af den større gåde.
For på nogle punkter minder Pandoras Legacy mere om et miniature escape room end et puslespil. Godt nok starter du med at lægge et puslespil, men hurtigt eskalerer det til at du skal løse små gåder for at få adgang til endnu flere brikker i puslespillet. Gåderne spænder alt fra ordspil til, at du skal samle en mini labyrint og sågar vende puslespilsbrikkerne om for at indtaste hemmelige koder på en hjemmeside for få din næste ledetråd.
Så hvis du er typen der altid inviterer familien til at lægge et puslespil sammen med dig i ferierne, så er Pandoras Legacy den mest avancerede udgave af den kvalitetstid, du kommer til at opleve.
Pandoras Legacy fås til 650,- kr,
Orbitals er en levende tegnefilm, der er perfekt til en hyggelig ferie foran fjernsynet

Hvis efterårsferiens underholdning skal nydes sammen med andre i familien, så er det svært ikke at komme udenom det dybt charmerende Orbitals. Her er det som at se en tegnefilm komme til live, når du skal ud i det ydre rum på et storslået eventyr, med fuld skrue på 80’er tegnefilms æstetikken.
I Orbitals er det noget så unikt, som at det er påkrævet at være to spillere. Du skal enten spille igennem eventyret med en makker på sofaen, eller med en ven online.
Det betyder også, at hver eneste gåde og udfordring i Orbitals er bygget op om konceptet, at I skal hjælpe hinanden. Hver af figurerne du kan styre i spillet har nemlig unikke evner, der komplimenterer modparten og derfor er samarbejde den eneste vej frem i spillet.
Og kommunikation er essentielt i Orbitals mange gåder. Forventningsniveauet er nemlig ret højt, og det gælder både om at holde tungen lige i munden og beskederne tydelige, når der skal åbnes døre i en bestemt rækkefølge, eller i på skift skal bruge jeres forskellige evner til, at flytte sprængfarlige ting gennem et område.
Hvis du vil hygge med en god ven, eller familiemedlem, i efterårsferien, så er Orbitals det helt oplagte valg at få mange timer til at gå med.






