Christiane Vejlø-Kunstig intelligens kalder på hverdagsfilosofi

Q&A — Pinlige onkler- og andet vi får brug for i en fremtid med AI. 

Q: Hvad er det centrale spørgsmål, du stiller i Pinlige onkler? Bogen spørger: Hvad risikerer vi at miste, hvis vi outsourcer en stor del af det, der gør os til mennesker, til AI? Der er utallige ting, vi gør hver eneste dag — små mikrooplevelser, vi tager for givet. AI tilbyder at løfte den byrde fra vores skuldre, at få os gennem dagen uden friktion, at glatte de irriterende dele af livet ud. Men jeg hævder i bogen, at det har en pris.

Q: Hvorfor mener du, at AI-debatten i højere grad bør handle om mennesker end om teknologi? Fordi AI handler om mennesker. Mennesker har skabt den, og alt, hvad vi gør, vil blive formet af den — uddannelse, sundhed, kærlighed, børneopdragelse, økonomi. AI er ved at blive en infrastruktur, der løber gennem det hele.

Q: Hvad er vi som mennesker i gang med frivilligt at give væk? Folk bruger allerede AI til ting, de tidligere ville have vendt sig mod andre mennesker for at få. AI optræder som terapeut, præst, romantisk partner, seksuel partner, kollega, mentor, underviser. Mange af disse anvendelser kan være nyttige, men vi er nødt til at være meget påpasselige med ikke at outsource selve vores menneskelighed — ikke at lade maskinen overtage de ting, vi som mennesker faktisk gerne vil gøre. Nogle af de ting er selve meningen med livet.

Q: Hvorfor hedder bogen Pinlige onkler? Fordi vi alle kender typen — onklen eller tanten, søsteren, faren, broren eller kollegaen, der ikke er som alle andre. De har ingen sans for timing. De er en smule pinlige. Nogle gange siger eller gør de ting, der får os til at krumme tæer. De dukker op til festen i en grim Hawaii-skjorte. Men de er originaler. De tilfører festen noget. De tænker anderledes. De giver livet krydderi.

Q: Hvad er det menneskelige, som vi risikerer at optimere væk? De ting, der er svære — friktionen, de dele af livet, der kræver, at vi tænker og reflekterer over, hvad vi gør, og hvad det vil sige at være i live. At være menneske i verden betyder også at lide, at kæmpe, at lære og at blive klogere af sine fejl. AI kommer med et løfte om at udradere fejl, om at gøre alt mere effektivt og hurtigere, og den tilbyder at tage disse helt unikt menneskelige ting fra os. Det er fristende, for de ting er også smertefulde. Men for at være menneske har vi brug for vores menneskelighed — og faren er, at vi giver den væk frivilligt.

Q: AI lover en mere effektiv og fejlfri fremtid. Hvad er problemet med det? Det er dybt fristende at fjerne alle fejl og al friktion fra vores liv. AI tilbyder allerede at være vores romantiske partner — den er altid enig, vil altid tale om de samme ting, er altid sød, høflig, kærlig og klar til at lytte døgnet rundt. Men er det et rigtigt forhold? Den efterligner blot et menneske; den er ikke et. Et ægte forhold går begge veje. AI’en er ingen og intet, og den er ligeglad med, hvad vi tænker, selvom det lyder, som om den ikke er det. Hver gang den siger “jeg forstår dig,” er det bare ord, skabt af en maskine, der udregner en statistisk sandsynlighed.

Q: Hvor ser du allerede i dag AI overtage funktioner eller relationer, som tidligere var menneskelige? Inden for kreativiteten. Mange mennesker bruger nu AI til digte, billeder, tekst, musik — alle former for kreativt output. Men vi er nødt til at spørge, om vi overhovedet kan kalde det kreativitet, hvis det er skabt af AI. Kræver ægte kreativitet ikke, at der er nogen bag den? AI har intet levet liv. Den har aldrig haft hjertesorg, aldrig mistet eller elsket, aldrig følt stolthed eller glæde. Og fordi den er ingen, er alt, hvad den frembringer, et fatamorgana.

Q: Hvad sker der med os som mennesker, hvis AI bliver mentor, ven, terapeut eller kæreste? Vi vænner os til altid at have ret. Ingen udfordrer os nogensinde eller sætter spørgsmålstegn ved, hvad vi siger eller gør. Vi risikerer aldrig at såre nogen, hvis vi kun taler med AI’er. Men vi har brug for friktion for at overleve. Et liv uden den ville være let — og også meget kedeligt.

Q: Er du selv bekymret for udviklingen eller også fascineret af den? Det er et tveægget sværd, og det er mit syn på det også. På den ene side er jeg fascineret — jeg ser alle mulighederne, løftet, håbet. På den anden side ser jeg også rædsel og en afgrund.

Q: Hvordan bruger du selv AI i din hverdag? Jeg bruger den nok på den ene eller anden måde hver dag, mest til simple ting — at finde kilder til emner, jeg researcher, eller at hjælpe mig med at forstå min datters skolearbejde.

Q: Hvornår begyndte du selv at mærke, at AI ikke længere bare var noget i fremtiden, men noget, der ændrer vores liv nu og her? Året før ChatGPT udkom, begyndte jeg at høre om, hvordan denne nye generative AI fungerede. Jeg så den i aktion — skrive digte, efterligne menneskeligt sprog — og jeg vidste, at dette var fundamentalt forskelligt fra alt, hvad vi tidligere havde set i den teknologiske udvikling.

Q: Er der noget i udviklingen, som personligt gør dig urolig? Ja, jeg er ret urolig — og jeg er ikke alene. De mennesker, der er mest bekymrede for AI, er ofte netop dem, der har forsket i eller bygget den. Nogle af dem, der bygger disse systemer, er dybt bekymrede, fordi de ved, at det i de forkerte hænder, eller uden ordentlig kontrol, kan gå meget galt. Jeg er bekymret for, at menneskeheden outsourcer sin menneskelighed til AI og mister den. Men jeg er også bekymret for, at AI går amok — kører sit eget løb og træffer beslutninger uafhængigt af, hvad der er bedst for menneskeheden.

Q: Hvad håber du, læserne sidder tilbage med efter at have læst bogen? Jeg ville skrive noget, alle kan læse — man behøver ikke vide noget om teknologi eller AI, man skal bare være nysgerrig. I bogen finder man meget, man kan relatere til helt almindelige hverdagssituationer med AI, og hvad det kan komme til at betyde for ens fremtid: hvordan vi implementerer denne teknologi i samfundet, og hvornår vi vinder ved den kontra hvornår vi taber. Jeg kobler det også til de filosofiske tanker, menneskeheden har brydes med gennem historien. Mange af dem er dybt relevante nu — spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske, hvad bevidsthed er, hvad der gør os lykkelige, hvad et godt forhold er. De spørgsmål er afgørende i AI’ens tidsalder.

Q: Hvad håber du, at vi som samfund bliver bedre til at tale om? Jeg håber, vi opbygger nok forståelse til at diskutere AI på et mere filosofisk og eksistentielt plan. Det behøver ikke være svært, men vi er nødt til at tale dybere om, hvad denne teknologi betyder for os som mennesker. Vi har alle brug for at vide mere, reflektere mere og udfordre hinanden mere — om hvorfor vi bruger den, hvordan, hvornår vi skal bruge den, og hvornår ikke.

Q: Hvis du kunne få danskerne til at stille ét spørgsmål mere i AI-debatten, hvilket skulle det så være? Hvad er vigtigt for mig i mit liv? Hvad giver mig værdi og mening? Det er måske de vigtigste spørgsmål, nogen af os kan stille, i en hvilken som helst tidsalder i menneskets historie. Vi stræber alle efter at bygge det bedste liv, vi kan, og at være de bedste mennesker, vi kan. Måske kan AI hjælpe med det — og måske har vi nogle gange brug for ikke at gribe ud efter den, fordi den ville gøre det sværere at være et rigtigt menneske.