Apple CarPlay – Elektronista anmelder

4 Min læsning

Apple CarPlay er software, der forbinder din iPhone med bilens touch-skærm. CarPlay har været på markedet i et stykke tid, men hvordan spiller det i praksis? Elektronistas Gitte Søby bruger CarPlay i en SEAT Leon Cupra.

Apple Carplay fungerer ved, at du forbinder din telefon med bilen via et kabel, og ikke Bluetooth som ellers. Det er praktisk, fordi telefonen bliver ladet samtidig, og jeg oplever også, at lyden ved telefonsamtaler er lidt bedre end med Bluetooth, som godt kan give lidt dåseagtig lyd.

CarPlay viser din iPhones interface på bilens skærm. Alle ikoner ligner sig selv, og dine apps virker som du er vant til på telefonen. Telefonens kontakter fungerer helt magen til, så du ikke skal lære et nyt system at kende. Det fungerer, fordi man ikke skal sætte sig ind i, hvordan bilens software er indrettet. Det er genbrug af de favoritter, du allerede har, og du ved jo allerede, hvor alting er. Det er fedt, når man ikke er typen, der synes manualer er lækker læsning.

Det hele er baseret på, at du skal kunne betjene din telefon uden at forringe køresikkerheden. Derfor er det ikke alle apps, der bliver vist på bilens skærm. Apple har udvalgt de apps, de synes er sikre at anvende under kørsel. Så nul YouTube.

I CarPlay kommer Siris talegenkendelse virkelig til sin ret. Hvis du ikke brugt tjenesten før, så er det et oplagt at tage den i brug sammen med CarPlay. Jeg har ikke brugt Siri så meget hidtil. Blandt andet fordi jeg ofte er blandt andre mennesker, som jeg ikke vil belemre med mig, der taler h ø j t og t y d e l i g t til min telefon.

Siri læser SMS’er op, og du kan svare på dem, mens du kører. Siri klarer det godt, hvis bare du taler tydeligt og langsomt. Jeg øvede mig, mens jeg ikke kørte bil, så jeg ikke skulle sidde og blive alt for distraheret, hvis det ikke virkede med det samme. Man skal trods alt stadig trykke på besked-ikonet, inden Siri sætter ind med højtlæsning. Men det virker og er ret fedt til de korte beskeder.

Se også video med Christiane Vejlø om stemmestyrede gadgets

Du kan spille din egen musik via iTunes, Spotify, TuneIn Radio og høre podcasts og lydbøger. Det hele virker som på telefonen. Skrue op og ned, samt hoppe mellem numre, foregår på bilens knapper. Fuldstændig ligesom hvis du havde sat en CD i. Det er lækkert.

Apples navigation fungerer også, mens du kører, fordi Siri spørger dig, hvor du vil hen og forstår både navne på kontaktpersoner og adresser. Kortet er altid opdateret, hvilket kan være et problem med den faste navigation i en bil, hvor du skal opdatere et SD-kort via computeren. Har du siddet hjemme i stuen og fundet ruten, så åbner Apple Maps navigationen det rigtige sted, når du tilslutter telefonen i bilen.

Det ville være dejligt, hvis andre navigationsapps som fx TomTom også var tilgængelige. Det er nemlig offline-navigation og dermed egnet til udlandsture, hvor man ikke automatisk har mobildata.

Der er en anden fordel ved at bruge iPhone og Apple maps til navigation: den taler dansk. Det gør SEATs egen navigation for eksempel ikke. Den taler en slags engelsk, hvor alle stednavne bliver udtalt på ret besynderlig vis.

Det koster 2.500 kr. at få installeret CarPlay i en SEAT. Til sammenligning koster SEATs egen navigation 14.500 kr. i vores sammensætning. Så der er alligevel en hel del kroner, der kan bruges på mobildata inden man rammer det beløb. Priser på navigation afhænger af bilmærke og individuelle valg, så tjek hvad du har af muligheder, når du skal vælge.

Fordelen ved den indbyggede navigation er, at den ikke er afhængig af mobildata og derfor også virker i udlandet. Apple Maps suger nu ikke dit mobilabonnement tør for data. Det er faktisk ikke så galt. Og jeg har ikke ubegrænset data på mobilen.

Du behøver selvfølgelig ikke være iPhone-tilhænger for at få din telefon forbundet med din bil. Så hedder systemet bare Android Auto eller MirrorLink, men princippet er det samme.

Forudsætningen for at kunne bruge Apple CarPlay er, at din bil har en skærm, der er stor nok og er trykfølsom. Se listen over hvilke bilmodeller, der understøtter Apple CarPlay.

Skal du købe ny bil og overvejer budgettet til ekstraudstyr, så sammenlign priser på bilproducentens egen multimedie-/navigationsløsning og mobil-løsningen. Og tænk over hvor meget tid du vil bruge på at sætte dig ind i bilens system, frem for at bruge en grænseflade du kender i forvejen. Jeg er i hvert fald begejstret for CarPlay.

Fortæl om dine egne erfaringer med brug af mobiltelefonens apps direkte i bilens skærm. Jeg hører meget gerne om erfaringer med Android Auto og MirrorLink.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 × two =

3 Comments
  • Thomas
    november 24, 2016

    Jeg er ikke vild med Apple for at sige det mildt, men jeg er nød til at erkende, at det her spiller faktisk ganske fortrinligt. Den eneste hage, som også er påpeget er, at Maps ikke kan fungere med offline kort (det kunne Nokia for 10 år siden) – det virker voldsomt uhensigtsmæssigt, men problemet minimeres med udviklingen i roaming priser i specielt EU.
    Tlf lyden er super pga den kablede forbindelse for øvrigt.
    Afprøvet i Opel Astra Sportstourer 2016.

  • Peter
    marts 15, 2017

    Jeg har prøvet både navigation med både Apple Carplay og Android Auto. Om man foretrækker det ene frem for det andet er nok et religionsspørgsmål. Jeg har dog ohserveret at Googles kort (Android Auto) er helt opdateret. Det er Apples ikke.

  • Skrot min bil
    november 16, 2017

    FLEVERE SELV BİLEN ELLER LAD OS HENTE
    DEN – DU BESTEMMER
    http://skrotpriser.com
    Vi afregner kontant, bankoverførelse eller gennem mobilepay, du bestemmer.
    Du får mere i hånden hvis du selv aflevere din bil hos os