Tips til din ferie: Tre digitale udflugter til påskedagene
Har du styr på, hvad du skal lave i påskedagene? Her er tre digitale udflugter, der både kan underholde mini- og voksennørder.
For alle: Leg med interaktiv kunst på en togstation
Påskeudflugten kan gå til den helt nye digitale kunsthal DIAS ved Vallensbæk Station. Kunsthallen, som åbnede 3. april 2014 , er den første af sin slags i Danmark med fuldt fokus på digitale kunstværker og installationer.
Oplev blandt andet, hvordan de kriblende digitale insekter fra installationen ”Delicate Boundaries” forlader computerskærmen og kravler ud på kroppen (få et indtryk på billedet lige herunder), se det interaktive skyggeteater ”Electric Shadows of Wu” (som påvirkes af de passagerer, der venter på togene), og bliv overrasket over den amerikanske kunstner Wayne Siegels lydinstallation ”Drowning/Burning” (som pigen leger med på billedet i toppen af denne artikel).
Eftersom kunsthallen ligger på en fungerende togstation, er den åben 24 timer i døgnet.
De deltagende kunstnere er Aram Bartholl (DE), Patrick Bergeron (CA), Jesper Carlsen (DK), A K Dolven (NO), Mogens Jacobsen (DK), Wayne Siegel (US / DK), Rolf Steensig (DK), Chris Sugrue (US), Jacob Tækker (DK) and Kassandra Wellendorf (DK).
For de små: Find Pixelines påskeæg
Den nyåbnede forlystelsespark Pixelineland, som slog dørene op i starten af april på Als (læs Elektronistas artikel her) holder selvfølgelig også åbent i påskedagene.
Her kan ungerne bl.a. tage på påskeæggejagt dagen lang, se rigtige kyllinger blive udklækket under varmelamper og deltage i konkurrencen om at bygge Universets største æggebakketårn. Hver dag vinder byggerne af det højeste tårn et kvartalsabonnement på Anders And, og der er Pixelinespil til finalisterne.
I påskeferien slår forlystelsesparken dørene op hver dag kl. 10. Læs mere om påsken i Pixelineland og Universe her. Universe og Pixelineland ligger ved Nordborg på Als (se kort).
For de konkurrencelystne: Se de professionelle spille Counter-Strike
Det har været en påskeferietradition siden 2010, at Danmarks største esport-event, Copenhagen Games, indtager Øksnehallen på Vesterbro i København i starten af påskeferien. Her dyster hold fra hele verden i spil som ”Counter-Strike”, ”League of Legends”, ”Fifa” og ”StarCraft 2”.
De store kampe i turneringen foregår på de store scener i hallen og vises på storskærm med live-kommentering, og for gæsterne til eventen er der masser af mindre konkurrencer og spilturneringer samt rig mulighed for at spille selv på de opstillede Xbox- og Playstation-konsoller og arkademaskiner.
Copenhagen Games kører fra onsdag den 16. april (dørene åbner kl. 14) til den 20. april. Læs mere på begivenhedens egen hjemmeside her.