Guide til februars bedste spil

9 Min læsning

Foråret er ved at nærme sig, så hvorfor ikke blive klar til mere sol og hygge med fire fantastiske spil, hvor du får alt fra vikinger og samuraier til noget nær det bedste strategispil i mange år. Her er lidt for enhver smag i guiden til de bedste spil fra februar.

 

Samuraier og dæmoner pryder et af de sværeste spil i mange år

Nioh fås til Playstation 4

Jeg brugte tre aftener på at vinde over den første boss i Nioh – et nyt og voldsomt svært actionspil til Playstation 4. Grunden til at jeg måtte slå panden mod muren tre aftenener i træk, var ikke kun fordi, at Nioh er svært, men også fordi at jeg simpelthen ikke havde øjnene med mig. I kampens hede fokuserede jeg alt for meget på min egen figur på skærmen, den britiske wannabe-samurai William, og ikke nok på det monster, jeg prøvede at slå ihjel. Det er forresten ham her:

Hver eneste gang monstret angriber, mister jeg en stor del af mit liv og efter tre-fire angreb, så er det slut. Fordi alt min fokus lå på William og ikke på monstret, fangede jeg slet ikke, at når monstret gør klar til at angribe, så trækker det skulderen tilbage på den arm, som der skal svinges med. Den viden kunne jeg bruge til at regne ud, hvilken arm, der om lidt ville komme flyvende imod mig, og det gav mig et langt bedre mulighed for at undgå angrebet, der var på vej.

Pludselig blev min modstander langt mere overkommelig, dog stadigvæk meget udfordrende, men noget klikkede mellem mig og Nioh og dets unikke blanding mellem intens action og det mere strategiske overblik, som spillet forlanger, blev pludselig meget synlig. Hvis du synes, at den type af historie lyder bekendt, så er du sikkert fan af spil som Dark Souls og Bloodborne, men selvom Nioh deler meget af det samme DNA som de spil, så adskiller det sig også markant fra dem.

Nioh er langt mere fokuseret på action. Det går stærkt, det er voldsomt, og det handler lige så meget om at kunne reagere hurtigt som at tænke hurtigt. Det skyldes ikke bare at tempoet er meget højt i spillet, men også fordi du har adgang til tre forskellige kampstile i spillet, som du løbende kan skifte imellem. Den ene er aggressiv og lader dig uddele store mængde skade, men gør dig hurtigt sårbar, der er den svage, som gør dig hurtig på fødderne, men lader dig ikke gøre meget skade og så er der mellemniveauet.

Hver af de tre stilarter kan du skifte imellem hele tiden, og det skaber et dybere lag af strategi i spillet, hvor du skifter imellem de forskellige stilarter samtidig med, at du angriber fjender for at få det optimale ud af alle situationer.

Hvis du vil have et actionspil, som kræver lidt mere af dig, end spil normalt gør, og hvis du elsker idéen om at lege samurai, der tæsker dæmoner og slynger om sig med kastestjerner, så er Nioh et spil, du ikke skal gå glip af.

Elektronista anbefaler til:
– Dig der elsker spil som Bloodborne og Dark Souls, og vil have endnu mere af den slags

 

Genialt strategispil baseret på Halo-universet

Halo Wars 2 fås til Xbox One og PC

Strategispil har typisk været en genre, som mere eller mindre har været eksklusiv til PC-platformen. En mus og et tastatur har gennem årtier været essentielle værktøjer for at kunne få de hektiske og hæsblæsende strategispil til at virke. Det har endda skabt dets helt eget slang, hvor folk bliver målt på deres APM (Actions Per Minute), når de spiller professionelt.

Spil med så stort et råderum til at udfolde ens evner er voldsomt svære at komme igang med og tager lang tid at mestre. Heldigvis prøver flere og flere at skabe strategispil, som er mere imødekommende og afslappede, blandt dem er Halo Wars 2.

Kernen i spillet er som i et traditionelt strategispil: Du skal bygge en base med soldater og bygninger, der kan indsamle ressourcer til dig så du kan bygge endnu mere. Når du så har nok soldater, skal du storme modstanderens base, og den der står tilbage har vundet.

Den basale formular holder Halo Wars 2 sig tæt op af, men præsentationen og måden, du interagerer med spillet på, er meget mere ligetil og forståeligt end de fleste andre spil. Det er tydeligt, at der er blevet brugt en del energi på at skabe et spil, som faktisk er ret nemt at forstå. Igennem spillets historiedel bliver der gradvist bygget flere og flere komponenter på, både strategisk men også indholdsmæssigt, så du til sidst er klar til at gå online mod andre, hvor spillet virkelig folder sig ud.

Uanset om du kæmper online eller offline, så formår Halo Wars 2 at være et bundsolidt strategispil. Det er et spil, som opfordrer til den lidt mere aggressive og udforskende stil, hvor du helst skal jonglere mellem at have et eller flere hold soldater rundt omkring på slagmarken og samtidig holde gryderne i kog hjemme på basen. Men det bliver aldrig en situation, hvor du skal holde overblik over tyve forskellige ting, og som regel så er en hel kamp i spillet overstået på omkring tyve minutter, vel og mærke tyve hektiske minutter.

Halo Wars 2 er det perfekte strategispil for alle, som ikke gider være hardcore strategifan. Det er et spil, som er så nemt at komme igang med, forstå og have det sjovt med, at der næsten ikke er tid til frustration, men i stedet bare ren og skær strategisk underholdning.

Elektronista anbefaler til:
Dig der vil have et lettilgængeligt strategispil med nok dybde til at holde i længden

 

Et af de mest interessante og nyskabende actionspil i flere år

For Honor fås til Playstation 4, Xbox One og PC

For Honor er et utroligt imponerende spil. Det kræver noget så simpelt som to personer, der slås mod hinanden, og gør det til et af de dybeste, udfordrende og taktiske spiloplevelser i rigtig mange år.

I For Honor slås samuraier, vikinger og riddere alle mod hinanden for at vinde ressourcer og ære. Igennem spillets historiedel kommer du til at spille som alle tre typer igennem en række missioner, mens du online frit kan vælge mellem, om du er til vikinger, samuraier eller riddere og derefter vælge mellem fire forskellige typer af krigere (hurtig, langsom osv.).

Men det, som gør For Honor til noget helt unikt, er måden, du spiller det på. På overfladen ligner det ethvert andet actionspil, hvor du tankeløst svinger dit våben og hakker fjender ned til højre og venstre. Men den taktik vil kun resultere i, at du meget hurtigt selv bliver hakket ned af mere tålmodige spillere. For i For Honor handler det hele om duellen med den enkelte kriger. Når du står ansigt til ansigt med en anden person, så forvandler spillet sig til en vild, vovet og fantastisk smuk koreograferet kampscene.

I kamp har du mulighed for at holde dit våben på tre måder (til højre, venstre eller over hovedet), og det har din modstander også. Den vej du holder dit våben, er også den vej, du svinger dit våben, når du angriber. Din modstander kan dog blokere dit angreb ved at holde sit våben i samme retning, som den du svinger fra. Hvis det gøres, så bliver angrebet blokeret, og sådan fortsætter det, indtil nogen ser en åbning, og den anden ikke er hurtig nok til at blokere for den.

Det er et ret simpel spilopbygning, men det er kun toppen af isbjerget, for der går meget hurtigt psykiske spil i at skifte mellem de tre retninger hurtigt efter hinanden. Spillet minder på den måde til tider mere om boksning, hvor det handler om at fokusere lige så meget på kropsholdning som på det konkrete angreb samt på, at forsvar er en lige så valid taktik som det er at angribe. Duellerne i For Honor foregår lige så meget på skærmen som i hovedet på dig og din modstander. Det skaber en helt unik dynamik, og det gør at hver eneste kamp mod en modstander har betydning og føles som en kamp, der kan tabes, hvis du ikke er vågen og passer på.

For Honor er et intenst actionspil, der er fuldkommen uden sammenligning med noget andet. Hvis du altid har drømt om et spil, hvor hvert et sving med dit sværd har konsekvenser, og det handler om den enkelte duel frem for den store krig, så er For Honor dit drømmespil. For alle os andre er For Honor et af de mest nyskabende og spændende actionspil i mange år.

Elektronista anbefaler til:
– Dig der vil have intense sværddueller og vil se en viking slås mod en samurai

 

Slå, skyd og spring nazister i luften i et anderledes skydespil

Sniper Elite 4 fås til Xbox One, PC og Playstation 4

De fleste actionspil handler om at storme fjenden, gerne med aftrækkeren i bund og fuld fart fremad. Men sådan er det ikke i Sniper Elite 4. Her bliver stilhed, køligt overblik og snilde belønnet i spandevis, når du rejser igennem Italien for at jage nazister og selvfølgelig Hitler.

Spillet er inddelt i en række missioner, hvor du skal dræbe en række udvalgte mål, og det kan gøres på et hav af forskellige måder. Fælles for dem alle er, at det er nemmest, hvis du undgår at blive set og skabe opmærksomhed. Som snigskytte gælder det om at holde afstand til fjenden, du har også pistoler og maskingeværer når du skal helt tæt på, og det at finde et godt skjulested, hvor du kan observere fjenden (og bagefter skyde dem), er essentielt for din overlevelse.

En stor del af charmen i Sniper Elite 4 kommer fra dets dedikation til det med at være en snigeskytte. Både vind og vejr påvirker, hvordan din kugle flyver gennem luften, og du skal helst sørge for, at dine skud bliver affyret samtidig med, at et fly eller lastbil er i nærheden så lyden fra din riffel bliver druknet i støjen.

Det er alt sammen små detaljer, som gør, at spillet bliver en oplevelse med en helt unik sjæl, for selvom du er langt væk fra alt action, så er det med en enormt høj puls, at du fører sigtekornet hen over dit mål og trykker på aftrækkeren. Du behøver ikke engang skyde dit mål direkte, du kan også orkestrere fantastiske “ulykker”, hvor benzintanken på en lastbil tilfældigvis eksploderer, mens dit mål går forbi, eller noget tungt falder ned i hovedet på dem. Samtidig er der rig mulighed for at vælge præcis, hvorfra du vil angribe i spillets store åbne områder, så er der ligeså stor variation i, hvordan du vil gøre det af med dine mål.

Sniper Elite 4 er et unikt spil, og det kræver også en unik tilgang for at virke. Men hvis du kan lægge ambitionerne om at være Rambo på hylden, og i stedet blive god til at holde vejret, så gemmer der sig en unik og fantastisk anderledes oplevelse i Sniper Elite 4.

Elektronista anbefaler til:
– Dig der elsker idéen om at ligge flere hundrede meter væk i græsset og gøre det af med dit mål

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 + 2 =

No Comments Yet.