AI kan konstatere nedbør, men ikke dufte magien i en regnvejrsdag
Følgende er et uddrag fra bogen Argumenter for Mennesker. I dette afsnit, som kommer sidst i bogen taler jeg om konkrete forskelle mellem mennesket og maskinen. Jeg mener i bund og grund, at mennesket unikt og værd at passe på. Vil du læse mere kan du bestille bogen her til levering eller hente den i din lokale bogbutik. Lad mig endelig høre i kommentarfeltet, hvad du synes der adskiller mennesket fra maskinen?
Ligegyldig hvor meget teknologien kommer til at ligne mennesker og handle som mennesker, vil jeg vove skindet og påstå, at den altid vil være en kopi. Eller som minimum noget andet end os. Kunstig intelligens kan simulere menneskelige aktiviteter og løse vigtige udfordringer, men den kan ikke være menneske. Maskinerne kan konstatere, at der er nedbør, men de kan ikke mærke magien i en regnvejrsdag. De kan måle mængden af kærlighedshormonet oxytocin hos et forelsket par, men ikke fornemme den indre ild, når de elskende udveksler et blik. De kan konstatere, at musikken, som spiller, er opera, men de kan ikke mærke det i hjertet, når heltinden dør af tuberkulose.
Vi må derfor gøre os seriøse overvejelser om, hvor meget plads, frihed og magt vi egentlig er villige til at afgive til noget, der ligner os, og som på mange måder kan overhale os, men som efter alt at dømme mangler de vigtigste egenskaber, der skal til for ansvarligt at kunne forvalte den verden, vi lever i, og den fremtid, vi er på vej mod.
Teknologien kommer med mange fantastiske muligheder, men vi skal løbende spørge os selv, hvilken pris vi betaler for fremskridtet. Hvor meget er den eksplosive udvikling værd, hvis prisen er en verden med endnu mere ulighed? En verden, hvor vi ikke kan stole på noget som helst, vi ser, hvor alle systemer er under konstante cybertrusler, hvor demokratiet er smuldret som konsekvens af valgkampe baseret på AI-forudsigelser, deep fakes og kanylepræcise analyser af vælgernes private data. En verden, hvor enhver har adgang til værktøjer, der kan hjælpe med at planlægge og udføre et terrorangreb, konstruere en dødelig virus eller oversvømme internettet med usandheder, så vi ikke længere kan regne med noget som helst.
Det koster at lade det hurtige og effektive vinde over det langsomme og reflekterende.
Lige nu skal vi ikke kun fokusere på teknologiens højtsvævende løfter, men også løbende rette blikket direkte mod, hvilke utilsigtede, uigenkaldelige negative konsekvenser dens tilstedeværelse kan risikere at have for hele vores eksistens. Måske kalder tiden ligefrem på, at vi som den græske søhelt Odysseus binder os selv fast til skibets mast og for en stund modstår sirenernes sang om de skinnende skatte, der følger med den teknologiske udvikling. For udviklingen er et tveægget sværd – styrer vi blindt efter hele potentialet, risikerer vi, at vi overser de farlige skær og kæntrer.
Det er nødvendigt, at vi skruer ned for besættelsen af hastighed og økonomisk vækst og op for overvejelser, værdier, etik og evnen til at sætte grænser. Vores opgave de næste mange år bliver at finde ud af, hvordan teknologien kan styrke os som det, vi biologisk, socialt og kulturelt definerer os selv som og ønsker at bevare. Hvis vi bliver mere bevidste om, hvad vi ønsker at være og (for)blive, er der også en bedre mulighed for, at vi udvikler verden omkring os på en måde, som tilgodeser dette. Det kan vise sig at blive afgørende for, om der også i fremtiden vil være argumenter for mennesker.
