Verdens mest intelligente BH
Den nye OMbra er verdens klogeste BH. Den er spækket med sensorer og elektronik, der kan fortælle (næsten) alt om dit helbred og motionsmønstre.
Intelligent beklædning – eller tøj i ‘tingenes internet’ – bliver uden tvivl noget af det mest trendsættende, vi kommer til at se i 2016. Men mange er stadig i tvivl om, hvad det egentlig indebærer. Måske denne nye BH fra OM Signal kan give et godt fingerpeg.
OMbra kan i lighed med de populære fitness-armbånd måle alle mulige sundhedsrelaterede ting – men den kan endnu mere en det. Via den medfølgende app kan OMbra levere avancerede statistikker og træningsprogrammer, som kan være til glæde for både den motionerende kvinde, hendes instruktør og hendes læge. Vel at mærke uden at det går ud over pasform og udseende.
Som led i udviklingen fremstillede OM ikke færre end 1.633 prototyper for at skabe den perfekte sports-BH, som er komfortabel at have på under næsten alle forhold.
Undervejs opdagede OM f.eks, at 70 pct. af kvinder vælger en forkert størrelse BH. Det viste sig også, at stropperne er den del af en BH, som irriterer bærerne mest. Endelig løber kvinder forskelligt, alt efter hvor god støtte BH’en giver dem.
Alle tre detaljer er vigtige, når man vil konstruere den optimale BH for den sporty kvinde, som bruger en del timer om ugen i fitnesscenter, til jogging, cykling eller anden form for motion.
Den nye OMbra er derfor fremstillet af et fleksibelt materiale, som kan tilpasser sig automatisk, når kroppen ændrer form under bevægelse. OMbra har samtidig er finmasket net på både bryst og ryg, som indeholder anti-bakterielt materiale, der tørrer og bekæmper sved.
Og hvad er så meningen med denne lange indledning om design af en ny BH?
Jo – for at fortælle, hvor meget der skal til, inden man kan indbygge en masse sensorer og elektronik fornuftigt ind en BH.
Sensorerne skal bruges til at holde øje med BH-bærerens biometri, krop og bevægelse. Alt fra temperatur, stressniveau og hjerteslag til antallet af tilbagelagte kilometer, kadence, hastighed og forbrændte kalorier.
Informationerne sendes trådløst til en smartphone eller en tablet, hvor en app kan kortlægge dem og rådgive BH-brugeren meget detaljeret i, hvor hun kan forbedre sig eller, hvor hun måske skal slappe lidt af.
Man kan f.eks. få skærmbilleder over økonomien i ens løb – hvor langt man har løbet, gennemsnitshastighed, puls, forbrug af ilt og kalorier. Lidt i stil med, hvad man kan aflæse om en bils tilstand på instrumentbrættet.
En anden af de mange skærme i app’en viser brugerens forbrænding under motionen. Grafikkerne bygger på en blanding af puls, åndedrætsrytme og hjerterytme.
Utroligt, alt det en BH kan fortælle!
OMbra kommer på markedet til foråret. Prisen bliver ca. 150 USD eller ca. 1.050 kroner.