Tryghed eller tillid? Hvad er danskernes kerneværdi?

Ikke én men to justitsministre har nu sagt at tryghed er danskernes kerneværdi og at øget overvågning giver øget tryghed. Senest Peter Hummelgaard med den såkaldte “Tryghedspakke” som skal sikre mere overvågning af det offentlige rum. Men når vi i Danmark generelt taler om, hvad der virkelig kendetegner det danske samfund og vores unikke sammenhængskraft, så er det dog typisk værdien “tillid” som popper op. Tillid til myndighederne og til hinanden. Herfra presser et spørgsmål sig så på. Kan øget overvågning og en påstand om, at det skulle medføre øget tryghed ikke ende med at blive en trussel mod netop denne afgørende danske tillid? For når myndigheder finder overvågning af borgerne nødvendigt, er det så ikke et ret tydeligt signal om, at de ikke har tillid til os? Og et signal om at vi faktisk derfor heller ikke skal have tillid til hinanden?

Hvorfor ny teknologi?

Når vi skal introducere nye teknologier bør vi altid tage udgangspunkt i en række opklarende spørgsmål. Ny teknologi er nemlig ikke altid en positiv udvikling til fordel for borgerne i samfundet.  Ofte kommer den nye teknologi med nogle konsekvenser som kan være svære at få øje på, hvis man ikke aktivt laver en indledende konsekvensanalyse. I tilfældet omkring øget overvågning i det offentlige rum kan vi med fordel spørge. Hvad er problemet, vi skal løse? Hvem oplever problemet? Hvor? Hvorfor?  Og er der andre løsninger, som giver mere mening?

Føler danskerne sig utrygge?

En “tryghedspakke” og ønske om øget tryghed i samfundet komme med en implicit præmis, at danskerne ikke er trygge nu. Men Justitsministeriets egen Tryghedsundersøgelse fra 2023 viste, at 88 % af danskerne grundlæggende føler sig trygge hvor de bor. I en undersøgelse fra Midt- og Vestjyllands Politi i 2022, siger 91,4 % af borgerne at de føler sig trygge i deres nabolag. Statistikker viser, at antallet af anmeldte voldsforbrydelser er faldende med 6 %, og at voldtægtsanmeldelser er faldet med 10 %.

Men samtidig er det også korrekt, at nogle boligområder oplever en høj grad af utryghed. Dette er dog ikke kendetegnene for hele samfundet.  Så er der overhovedet tale om nok utryghed til så drastiske overvågningstiltag og den pris på danskernes ret til privatliv, som det uundgåeligt vil medføre? Det er ihvertfald en afvejning, man bør gøre sig.

Risikerer vi at miste tilliden mennesker i mellem?

Når overvågningskameraer dukker op i bybilledet, kan det naturligvis give en følelse af at der bliver holdt øje med de kriminelle. Men det er ikke blot de kriminelle men hele befolkningen der holdes øje med. Kameraer kan derfor også sende et signal om, at der er nogen, der skal overvåges og nogen at være bange for. At kriminalitet er en voksende trussel, selv når tallene viser det modsatte. Det kan få os til at se hinanden som potentielle farer snarere end medmennesker. Vi risikerer at skabe en spiral af mistillid, hvor borgerne ikke længere føler sig frie, men konstant overvågede. Og at borgere begynder at betragte staten som et overvågningsorgan snarere end som en beskytter af frihed og fri bevægelighed. Samtidig kan en øget mængde af overvågning og tiltag som netop bliver kommunikeret som en “tryghedspakke” også give et indtryk at at kunne imødekomme et urealistisk krav om ultimativ tryghed og dermed give en falsk tryghedsfølelse.

Social afkøling

Når mennesker oplever, at vi er under konstant betragtning, kan der være en tendens til at vi censurerer vores adfærd. Dette fænomen, kendt som “social afkøling,” (social cooling) betyder, at borgerne nedtoner deres bevægelser og handlinger, og hvem de tør ses sammen med af frygt for, at deres adfærd kan blive misfortolket af dem, der overvåger. “Fætter Jacob fik vist engang en dom for spritkørsel, betyder det mon, at jeg bliver ekstra observeret af færdselspolitiet? Han må hellere få et lift i en anden bil.” Overvågning kan føre til selvcensur og en frygt for at deltage i offentlig debat, demonstrationer, aktivisme eller sociale aktiviteter. Vi risikerer en samfundsudvikling, hvor vi ikke længere handler frit, men konstant overvejer, hvordan vi tager os ud for kameraerne.

En glidebane- mer vil have mer

Overvågning bliver sjældent rullet tilbage. Når vi først har sat noget igang skrider grænserne langsomt, og der er en fare for at borgerne vænner sig til overvågning, og for at myndighederne ser fordele i at udvide overvågningen. Først er det i sportsarenaen, i natklubben, i gaderne, så på arbejdspladsen, så i klasseværelserne, så i sociale medier og fritidsklubben. Med teknologier som ansigtsgenkendelse og kunstig intelligens bliver det muligt at profilere borgere baseret på deres færden, interesser og sociale netværk. Det kan føre til en situation, hvor myndighederne har mulighed for at monitorere og endda forudsige demonstrationer, politiske aktiviteter og daglig social interaktion. Det er allerede en virkelighed i fx. Kina og andre stater vi normalt ikke sammenligner os med. Men selv i USA er kvinder holdt op med at bruge menstruationstracking apps, af frygt for at en graviditet og dermed evt. en ulovlig abort bliver opdaget af myndighederne. Det er muligt, at vi har tillid til at de nuværende myndigheder forvalter teknologien forsvarligt, men ting kan ændre sig og nye politiske bevægelser kan ønske at bruge overvågning på nye mere indgribende måder.

Hvad gør os egentlig trygge?

Hvis målet er tryghed, er det så overvågning, vi har brug for? Forestil dig din kæreste vil have adgang til din telefon og dine emails, lokationsovervågning af dine bevægelser og gennemsyn af dine smskorrespondancer. Er det et forhold du ville føle dig tryg i? Eller et forhold præget af mistillid og frygt? Ville du begynde at lægge unødige bånd på dig selv?

Hvordan bygger man tryghed op? Hvis kvinder er bange for at gå ned af en mørk vej om aftenen af frygt for at blive overfaldet, er løsningen så flere overvågningskameraer?  Eller er det en kulturændring, som arbejder imod vold mod kvinder? At andre mænd oftere siger fra over kammeratens hadtale mod kvinder? At voldelige mænd får hjælp så volden ikke eskallerer?

Det er værd at undersøge om udannelse, nabohjælp, sociale netværk og en kultur, hvor vi tager ansvar for hinanden, ikke skaber langt større tryghed end kameraer på hvert gadehjørne. Især når vi ved, at de netop ikke forhindrer spontan vold. De kan hjælpe med opklaringsarbejdet, men det stopper jo ikke volden.

Teknologi med omtanke

Hvordan sikrer vi, at overvågning kun bliver taget i brug, når det kan begrundes og har effekt? Hvordan sikrer vi at overvågning forbliver kontrolleret, begrænset og gennemsigtig?

Overvågning er ikke bare en teknologisk udvikling – det er et valg om, hvilken historie vi vil fortælle om vores samfund. Har vi et narrativ om frygt og mistillid? Eller om en kultur, hvor staten som udgangspunkt har tillid til borgerne og borgerne har tillid til hinanden? Et absolut afgørende spørgsmål før man tager nogen som helst form for ny teknologi i brug er: Vil denne teknologi medvirke til at skabe en fremtid, vi har lyst til at leve i? Hvad kan gå galt? Og hvordan sikrer vi, at teknologien understøtter og ikke ender med at true afgørende menneskelige værdier i vores samfund?

Du kan læse om overvågningsudspillet her. 

Illustration: Midjourney/Elektronista Media