Tag Heuer klar med nyt smartwatch
TAG Heuer har i samarbejde med Intel Corporation og Google lanceret deres smartwatch ved navn TAG Heuer Connected. Selvfølgelig er der “Intel inside”, Android Wear og design af Tag Heuer.
Designerbrands har lugtet lunten. Der er måske nok noget at komme efter med det der teknologi. Især når man laver et produkt, der på den ene side er forældet, fordi mobiltelefonen har overtaget den væsentligste funktion, nemlig at kende klokken. Men også fordi nye spillere gudhjælpemig har kastet sig over ens ældgamle kategori og gjort den smart. “Er man ikke med, er man ude”, har det nok lydt til en brainstorming session hos Tag Heuer, som altså nu står klar med deres første smartwatch.
Når det gælder de dyre ure, har jeg altid haft en svaghed for Tag Heuer. Det er lækkert, men det har stadig kant. Det handler mere om racerbiler og flyvemaskiner og dykning end om country club og fester. Det er bare lidt mere råt, og den stil følger også deres nye smartwatch. Det er faktisk lidt svært at kende forskel på et almindeligt TAG Heuer-ur og det nye smartwatch. Og det kan der være en selvstændig pointe i. Det kan godt være, nørderne gerne vil flashe deres Apple Watch, Galaxy Gear eller andre af elektronikproducenternes nye smartwatches. Men der kunne også være et segment, som gerne vil have funktionaliteten ved et smartwatch, men uden at ligne en tech-nørd.
Uret er også tungere (51 g) end de typiske smartwatches og temmelig tykt – 12.8 mm. Batteritiden skulle være omkring 25 timer, hvilket i praksis betyder daglig opladning som ved alle andre større smartwatches.
På software-siden møder vi Android Wear. Særlig eksklusive apps er blevet udviklet netop til TAG Heuers smartwatch. Som f.eks. Insiders (lifestyle), GolfShot Pro (golf), RaceChrono Pro (motor racing) og Viewrangers (trailing). På minuslisten er manglen af GPS (man kan ikke tracke sit løb) og NFC (kan ikke bruges til mobilbetaling).
TAG Heuer Connected er lavet af titanium, som sørger for at uret er lettere og mere modstandsdygtigt, end hvis det f.eks. var lavet af guld eller stål. Remmen er sort gummi og yderligere 6 andre farver kan tilkøbes. Rød, blå, hvid, orange, grøn og gul. Prisen bliver omkring 1.350 Euros.