SMUK APP TIL SKANDERBORG- IPHONE OG ANDROID

2 Min læsning

Af Clara Mai Kunstmann

Skanderborg Festivalen har en dugfrisk og opdateret app til årets festivalgæster. Se her hvorfor DU skal huske at pakke den i tasken inden SmukFest.

Smukfest er navnet på app’en, som har været ude med nyheder de sidste par måneder, men nu er den her med den endelige opdatering, som byder på alt den tænkelige information, du kunne tænke dig. Og meget mere. Udover de sædvanlige features som kort, program, nyheder, festival TV og information har Skanderborg også fyldt deres app med bl.a. spil og konkurrencer, hvor du kan udfordre dine venner fra Facebook, som også har app’en.

Måske kan du huske de gamle bilkort-spil, hvor man kunne udfordre hinanden på bl.a. antal cylindere, hestekræfter og hastighed – det samme kan du her. Indholdet på kortene er i stedet detaljer fra festivalens forskellige barer som bl.a. antal solgte øl, frivillige medarbejdere og kilo isterninger brugt i 2011. Her vælger man en kategori og udfordrer en af sine venner.

Mere interessant er nok spillet Flaskehalsen, hvor du skal vælge én ud af tre svarmuligheder i kategorierne Fakta, Musik, Forbrug og Diverse. Og så ”Chancen”, som det endnu ikke er lykkedes undertegnede at ramme. Kort og godt – jo flere spørgsmål, du besvarer korrekt, jo flere lodder får du i konkurrencen om gratis drinks.

Men for festivaldeltagere så er den allervigtigste feature nok Drinksrobotten. Kort og godt kan du købe drinks med din telefon i stedet at stå i kø. Robotten er ubemandet, og du vælger bare din favoritdrink, betaler med telefonen, og kort efter står du med din drink i hånden. Den kunne Roskilde godt ha’ brugt i år, hvor der var alenlange køer, fordi de havde indført stort set konsekvent kort- eller kontantbetaling de fleste steder, ikke både og.

Eneste minus ved app’en kan selvfølgelig være, at der er så mange features, at man ikke når halvdelen af dem igennem. På den anden side så fungerer de vigtigste features som program, kort, information osv. så godt, at det jo sådan set ikke er et problem, at man får ”for meget”. Hvis vejret bliver dårligt på årets festival, så er der i hvert fald rigelig med underholdning at hente. Og man skal ikke engang tænke over, om man kan få opladet sin telefon, for der er gratis opladning på stort set alle opholdssteder på pladsen. Skanderborg har igen gjort det lidt bedre end de andre festivaler.

App’en fås både til iPhone og Android.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

8 − 3 =

No Comments Yet.