Smartphone med to forsider
YotaPhone 2 har virkelig formået at udnytte de ydre dimensioner og lavet både forside og bagside (faktisk har den nærmest to forsider) til skærm. Hovedskærmen er 4,7″ AMOLED-skærm med multitouch, hvorimod skærmen på bagsiden er lavet med e-papirteknologien. Denne skærm er altid tændt, også selvom telefonen løber tør for strøm.
Via bagskærmen kan du gøre alverdens basale ting, såsom at besvare opkald og tjekke notifikationer, og eftersom du ikke behøver at fyre op for strømmen ved at aktivere hovedskærmen, får telefonen også en længere batterilevetid.
Der er et væld af muligheder for, hvad du kan få vist på skærmen, der har 16 gråtoner at gøre godt med – klokken, et kort, notifikationer, vejret. Du kan også spille skak, sudoku, få vist dit RSS-feed og meget mere, og der kommer hele tiden nye ting til.
YotaPhone 2 har også en indbygget e-læser, og selvom skærmen ikke er særlig stor, hvis man skal kværne en hel krimi, så er e-papir langt mere behageligt at læse på end en oplyst skærm. Du bliver heller ikke irriteret af sollys, der normalt gør det svært at se, hvad der sker på skærmen.
Det er svært ikke at komme udenom, at den ekstra skærm på bagsiden er noget af det mest interessante ved YotaPhone 2, men det er også værd at nævne designet. Telefon er super enkel i sit udtryk, men der er selvfølgelig heller ikke plads til så meget tingeltangel, når størstedelen af telefonen er skærme.
Den ekstra skærm på bagsiden vil nok heller ikke blive den primære skærm, når man skal dimse lidt mere rundt med sin YotaPhone 2. Umiddelbart virker det som en hurtig måde at få overblik over notifikationer og feeds, men for virkelig at udnytte den som smartphone, må man om på forsiden.
YotaPhone 2 er et spændende alternativ til den efterhånden ret store mængde af Android-telefoner, der findes ude i verden. Prisen på telefonen ligger i den høje ende på 5199,- kroner. Du kan se mere om telefonen og købe den på YotaPhone.com.
Michael Bay
januar 4, 2015Ja det er virkelig en fed telefon, men har man brug for en telefon med 2 skærmer? Jeg mener. Det er da fint nok til Twitter brug, og evt. til at læse bøger på. Men er der folk der vil bruge det?
Det lyder hvertfald spændende. Den er bare en anelse dyr syntes jeg.
Mvh. Michael Bay Sørensen
Anne Mette Beck
januar 7, 2015Hej Michael
Man har helt sikkert ikke brug for to skærme – to skærme må klart stå på listen over ting, der er nice to have. Jeg tænker jeg ville bruge den til at tjekke notifikationer og nok også til at læse på.
Amalie Jensen
februar 9, 2015Jeg har svært ved at forestille mig hvem målgruppen skulle være, og prisen ja, den er lige lovlig høj.
Anne Mette Beck
februar 10, 2015Hej Amalie
Folk der gerne vil kigge på deres telefon, uden andre opdager det? :) Jeg tror i hvert fald, den ekstra skærm vil skabe et behov, man ikke har, hvis man erhverver sig sådan en.
Kristian
februar 21, 2017Jeg synes også prisen er lige høj nok :)
Sofie
marts 8, 2017Utroligt som udviklingen går så stærkt – man kan roligt sige telefonen faldt igennem ;-)
Tom
marts 28, 2017Ja, udviklingen er bestemt gået stærkt og måske ikke til YotaPhones fordel, men går det for stærkt.
Jeg synes det er en tendens til at virksomhederne i dag sender flere og flere telefoner på markedet for derefter at finde fejl på dem. Man må f.eks. ikke have visse Samsung telefoner med i flyet i dag :)