SAMSUNG GALAXY GEAR BRINGER GADGETS TILBAGE PÅ HÅNDLEDDET
Af Christiane Vejlø
Nu havde vi lige vænnet os til at mobiltelefoner betød at vi ikke længere skulle have armbåndsur. Men nu bliver der igen rift om pladsen på håndleddet. Smartwatch kategorien står lige for et gennembrud. Sætter Samsungs nye Galaxy Gear linjen for mainstream smartwatches?
Det er ikke noget nyt at bærer et ur på håndleddet. Det er faktisk noget rigtig gammelt. For den unge mobile generation er det nærmest at sammenligne med at gå med lommeur. Men flere af os husker nu tilbage med slet skjult nørdet entusiasme på dengang et armbåndsur ikke længere bare var et armbåndsur men lige pludselig f.eks. også noget så eksotisk og science fiction agtigt som en lommeregner!
Galaxy Gear er ikke en erstatning for din mobiltelefon men nærmere en tjener til den enhed du har i forvejen. Du kan lægge telefonen i tasken eller lomme og så ellers bare holde øje med håndleddet for notifikation, opkald, beskeder og social media opdateringer. Det er jo ikke det hele du behøver at reagere på, men med et smartwatch får du overblikket.
Samsungs Galaxy Gear gør med indbyggede højtalere det muligt at foretage og modtage opkald. Du behøver faktisk slet ikke at taste noget som helst hvis du f.eks. har hænderne fulde. Voice command med S Voice kan både oprette kalenderaftaler, lave udkast til beskeder og indstille alarmer.
Et kamera skal selvfølgelig også være ved hånden, så du på bedste spionmanér kan skyde snapshots med et håndtegn. 1.9 megapixel har Galaxy Gear til rådighed. Ikke så meget men vil du have bedre billeder skal du bare række ned i lommen hvor din smartphone forhåbentlig har bedre fotoegenskaber.
En ret smart feature sørger i øvrigt for at din smartphone skærm automatisk låser hvis du bevæger dig mere end halvanden meter væk fra telefonen.
Der er en del smartwatch projekter, men jeg mangler simpelthen at se et der er bare en lille smule pænt. Urerne er tit kæmpestore (alt for store til mit meget smalle håndled) og klumpede og uelegante og kantede. Der må de godt stramme lidt op rundt omkring.
Hele den her bølge af smartwatches som vi i den nærmeste fremtid vil skylle ind over os fra diverse producenter er en afspejling af selvtracking trenden, hvor flere og flere holder mere og mere øje med deres egne aktiviteter for at optimere krop og sjæl. Selv Apple har oprustet med folk der har sports og selftracking ekspertise.
Hvad tænker du om smartwatches? Skal du have et? Er de pæne nok? Hvad skal det kunne?