Nye tiltag fra Google skal sikre børn online

3 Min læsning

Google har godt forstået, at de spiller en væsentlig rolle, når børn støder på ubehageligt eller ligefrem ulovligt indhold på internettet. Det har ført til en række tiltag som i følge Google skal beskytte børnene. Google skriver selv i et blogindlæg at de er “committed to building products that are secure by default, private by design, and that put people in control”. Det klinger måske lidt hult taget i betragtning, hvor meget Google egentlig ved om os, og hvor meget vi bliver profileret på baggrund af hvad vi foretager os gennem Googles produkter. Men her er et par af de nye tiltag. Et af dem betyder at unge nu kan få fjernet billeder fra søgemaskinen. Et andet sikrer at reklamer ikke er profileret, målrettet til børn og unge.

Men hvordan vurderer Google så om der er tale om et barn? Jo når man er logget ind skal man jo have opgivet sin alder. Men det kan man jo selvfølgelig lyve om. Ellers tager Google udgangspunkt den data de indhenter om brugeren for at vurdere alderen. Altså indsamling af data og profilering så der kan igangsættes tiltag som skal forhindre indsamling af data og profilering. Lidt paradoksalt.

Naturligvis er en bevægelse i den rigtige retning bedre end ingenting. Men er det godt nok? Er det virkelig tegn på en ny kultur eller er det “ethics washing”? Er techbranchen rent faktisk ved at få ryddet op eller er det spil for galleriet? Hvad tænker du?

  • Tryggere søgning: Google tilbyder allerede SafeSearch, som filtrerer stødende og seksuelt indhold for at gøre det sikrere at søge information på nettet – funktionen er standard for brugere under 13 år. Fremover bliver det udvidet til også at gælde brugere op til 18 år. 
  • Fjern billeder i søgemaskinen: I løbet af de kommende uger introduceres en helt ny politik, der giver alle under 18 år (eller deres forældre/værger) mulighed for at bede om at få fjernet deres billeder fra søgeresultaterne. Et værn mod bl.a. mobning.
  • Sikker upload på YouTube: YouTube er beregnet til 13 år og op. Gruppen under 18 – altså de 13-17-årige – bliver fremover sat til den mest private indstilling, så deres uploadede videoer kun kan ses af dem selv og dem, de selv aktivt vælger. Dermed skal de unge træffe et mere oplyst valg af digitalt fodspor.
  • Autoplay slås fra for unge: For de 13-17-årige bliver automatisk afspilning (autoplay) fremover slået fra som standard. Samtidig vil de unge få påmindelser om at tage en pause fx ved sengetid.
  • Placeringshistorik: Placeringshistorik er i dag slået fra som standard for alle brugere, mens man kan slå det til, hvis man ønsker det. Fremover bliver den mulighed helt lukket for brugere under 18 år. Forældre har dog stadig mulighed for at se, hvor deres børn befinder sig gennem Androids Family Link.
  • Annoncering: Annoncører kan ikke længere målrette annoncer baseret på alder, køn og interesser til børn under 18 år. Google forhindrer også visningen af aldersbestemte annoncekategorier for teenagere. 
  • Google Play: I Google Play kommer en ny sikker sektion, hvor forældre kun finder apps, som bedømmes som familievenlige. Udviklere skal blandt andet redegøre for, hvordan deres apps indsamler og bruger data, så forældre nemt kan vurdere, hvad de giver tilladelse til, før de henter de enkelte apps.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

9 + ten =

No Comments Yet.