Mennesket bag shitstormen kunne være dig- Depression, angst, fyringer, skilsmisser, selvmord

Forestil dig, at det allermest usympatiske eller det dummeste, du har sagt nogensinde helt uden kontekst, ansigtsudtryk, kropssprog, ironisk distance, alkoholtåger, tid og sted bliver citeret for din chef,  for hele din vennekreds, for dine naboer, for dine kollegaer, for alle dine gamle klassekammerater, for dine forældres venner og for alle, der nogensinde møder dig i fremtiden. Forestil dig den følelse. Er vi rummelige nok, når folk træder ved siden af på sociale medier?

Som aktive deltagere med meninger på sociale medier har vi allesammen et kæmpe ansvar for, hvad vi udsætter mennesker andre for. Vi skal lige minde hinanden om, at en idiot sjældent er en idiot hele tiden, og at den idiotiske ting, personen har sagt eller gjort måske ville se helt anderledes ud, hvis vi kendte hele historien. Og at den morsomme bemærkning, vi bruger sekunder på at poste, kan betyde, at personen kan få svært ved at få jobs og kærester i al tid fremover. Google glemmer aldrig og fremhæver altid det vildeste. Shitstorms og public shaming trækker en slipstrøm af ødelagte liv efter sig.  Lad os tænke os om en ekstra gang, inden vi dømmer og shamer. John Olivers interview med Monica Lewinsky nederst er et absolut must see!

Har du nogensinde lavet en småracistisk joke? Altså selvfølgelig ikke fordi, du rigtig er racist, men mere sådan en metajoke,  hvor det er helt indforstået, at du jo med din lange uddannelse, utallige rejser til eksotiske lande og med dine iøvrigt meget korrekte politiske valg selvfølgelig ikke mener det? Måske en kommentar sagt i festligt lag blandt venner som kender dig nok til at vide, præcist hvad du mente (og slet ikke mente) med kommentaren. I virkeligheden var din joke en matakommentar, som netop skulle være sjov, fordi den ironisk lænede sig op af et segment eller en holdning, som tydeligvis er SÅ langt fra, hvad du står for? Kender du det?

Eller har du prøvet det med at vågne efter en våd aften og tænke “åh nej, jeg skulle ikke have ævlet sådan løs og diskuteret SÅ højlydt. Jeg lød jo som en idiot og burde bare have holdt min kæft”.

Måske er du endda en af dem, som ganske bevidst har sagt noget ondskabsfuldt om andre? Måske var du typen, der mobbede i folkeskolen? Måske gør du det nu på arbejdspladsen? Siger gemene, men underholdende ting (som du selv føler er ret uskyldige) om andre mennesker bare for at sole dig i grinene og opmærksomheden?

Ingen er dele er særligt heldige, men du er et meget usædvanligt menneske, hvis du ikke genkender dig selv i bare en af situationerne.

Forestil dig så, at det allermest usympatiske eller det dummeste (eller bare noget, der er rimelig dumt eller rimelig usympatisk), du har sagt nogensinde helt uden kontekst, ansigtsudtryk, kropssprog, ironisk distance, alkoholtåger, tid og sted bliver citeret for din chef,  for hele din vennekreds, for dine naboer, for dine kollegaer, for alle dine gamle klassekammerater, for dine forældres venner. Forestil dig følelse. At du har lyst til at skrige, at du jo ikke mente det på den måde, at det jo ikke har noget at gøre med, hvordan du ellers er, at det er taget ud af kontekst, eller bare var noget du sagde, fordi du var dum eller fuld eller ked af det. At det ikke betød noget som helst, og at du ville ønske, du aldrig havde sagt det.

Forestil dig så, at den her udtalelse, som gør dig så skamfuld og flov, er det første din fremtidige arbejdsplads, dine kærester, dine børn og dine nye venner støder på, når de googler dig. For den stopper nemlig ikke ved det private selskab, hvor du i et øjebliks hovmod/fuldskab/behagesyge fyrede den af. Den ligger nemlig på internettet. Sammen med tusindevis af hadefulde og foragede kommentarer, emails, tweets og posts. Mennesker som sviner dig til, folk der udstiller dig, folk der dømmer dig, bygger videre på dine udsagn, vrider dine tidligere tweets til ukendelighed, poster dine instagram-billeder som memes, gør hele din person til racist/homofob/nazist/sexist/pædofil/ løgner/sexist. Et mareridt ikke?

Sådan er virkeligheden for flere og flere mennesker på internettet. Og det er ikke kun kendte og politikere, der står for skud. Det er os allesammen. Internettet står klar til at like os, når vi siger noget godt, men endnu mere klar til at hate, trolle og tilsvine os, hvis vi træder ved siden af.

Der er utrolig mange mennesker, der oprigtigt siger og gør virkelig usympatiske ting på internettet, fordi de ER racister, homofober, sexister og alt muligt andet intolerant,  Og så er der alle os andre, der som almindelige mennesker simpelthen ikke kan gå gennem livet uden at komme til at sige eller gøre noget, vi ikke skulle have sagt eller gjort. Vi er allesammen åndsvage at høre på engang imellem. Men hvor det tidligere kun var dem, vi sad i stue med, som kunne ryste på hovedet af et malplaceret udsagn og sige “gå hjem Jørgen, du er fuld”, så er det nu hele verden, der er vidner, og straffen er alt for ofte helt ude af proportioner med forteelsen.

Det var ikke smart, da Justine Sacco var ved at boarde et fly til Afrika og tweetede “I hope I don’t get AIDS. Just kidding. Im white”. Under hendes 11 timer lange flyvetur eksploderede tweetet, og hun stod ud til tusindevis af hadefulde beskeder, opkald, et hotel, som ikke ville have hende boende, trusler, en skuffet familie, som i årevis havde kæmpet mod apartheid og en fyring. I et interview med New York Times-journalist Jon Ronsson forklarede Sacco, at tweetet var en ironisk kommentar til, hvor beskyttede amerikanere er i deres lille boble. Men sådan opfattede internettet det ikke. Enkeltstående kommentarer på Twitter bliver ofte taget temmeligt bogstaveligt.

Internettet har givet os allesammen en utal af kanaler, vi kan tale igennem. Og en masse kanaler andre kan citere os igennem. Hvad enten du selv har lavet en uheldig Facebook-post, et lidt for kækt tweet, eller du i en faglig eller social sammenhæng har gjort eller sagt noget, der blev tweetet eller delt på instagram, så kan din kommentar blive spredt som en steppebrand på no time. Og mens snebolden ruller, samler den mere skidt op. Din historie bliver værre, et dårligt billede af dig bliver gravet frem og sat på historien, andre ting, du har udtalt dig om, bliver cirkuleret og kædet sammen med din kommentar, dine sociale netværk, interesser og venner bliver analyseret for alt, der kan understrege, hvor dårligt et menneske du er.

Tonen på nettet er hård, men det er som om, vi nogle gange glemmer, at vi også bidrager til den hårde tone, når vi hopper med på shitstorme og dømmer og udskælder og latterliggør dem, som begik en fejl.

Engang fik jeg en mail fra en pige, som bad mig fjerne et billede af hende fra bloggen. Det var et billede fra et meme, vi havde skrevet om. Pigen var ufrivilligt blevet hovedpersonen. Nogen havde taget et tilfældigt billede af hende og påført en tekst (som typisk for memes). En tekst, som satte hende i et temmelig dårligt lys. Det her var en helt almindelig pige, som havde poseret lidt åndsvagt en aften i byen, og nu grinede hele internettet af hende og tolkede hendes pose med hundredevis af kommentarer. Jeg fik en email fra et menneske. Ikke fra et tilfældigt meme. Jeg fjernede billedet og spurgte pigen, om jeg ikke måtte interviewe hende om hendes oplevelse. Om konsekvenserne. Hun takkede nej, og sagde hun bare gerne ville have, det hele gik væk.

Konsekvensen af den morskab vi allesammen kender til, når et sjovt meme eller en shitstorm ruller, kan være kæmpestor for de mennesker, hvis liv bliver udstillet. Det bliver forfulgt, chikaneret og hacket og bliver nødt til at lukke emailadresser, telefonnumre og sociale profiler ned for at undgå de tusindevis af hadefulde kommentarer. De kan ikke sove, de udvikler angst, PTSD, sociale fobier, bliver indadvendte, mister venner, bliver skilt, bliver fyret, bliver så dårlige, at de faktisk ikke kan arbejde. Og deres tilsmudsede navn på internettet gør det nærmest umuligt nogensinde at komme videre.

Jeg synes, vi skal tænke over det. At den kollektive straf, vi er med til at kaste på de medmennesker, som har været så uheldige at få deres fejl udstillet online, faktisk medvirker til at gøre verden til et dårligere og mere intolerant og utilgivende sted. Det betyder også, at mange eller interessante stemmer trækker sig fra samtalen.

En Facebook-ven skrev forleden om et fænomen, jeg ikke før har hørt beskrevet, men som jeg bestemt kender til. Når nogen går ind og liker den mest perfide kommentar i en Facebook-tråd uden selv at ville deltage yderligere. Bare sådan en lille “jeg spreder lige lidt negativitet, mens jeg samtidig holder mine hænder rene”. Det er så nemt og samtidig så destruktivt. Stå dog ved det, hvis du har en holdning til emnet. Skriv en kommentar, men tal ordenligt og argumenter sagligt. Eller som min mormor altid sagde. “Hvis du ikke har noget pænt at sige, så lad være med at sige noget”. Lad være med at like noget kunne man også sige.

Engang kommenterede jeg et billede på Instagram fordi jeg simpelthen fik kvalme af tråden. Billedet er af en kendt kvindelig skuespiller, tror jeg, men jeg kender hende ikke. Men hun er tynd. MEGET tynd. Og i kommentarfeltet under har folk travlt med at skrive, hvor grim hun er, gøre grin med at hendes hovedet ser stort ud, at hun bør spise burgere osv. Vi aner ikke, hvorfor hun er så tynd. Måske fordi hun har haft kræft som flere påpeger i kommentarfeltet, måske fordi hun har anorexi, som også er en meget alvorlig sygdom? Ligegyldig hvad så er det et eksempel på, hvor grimt talen ofte er på sociale medier. Jeg tror ikke dem, der kommenterer, er dårlige mennesker. De morer sig bare i to minutter og smider en kommentar uden at tænke over mennesket. Hvor sårende det må være. Hvilke konsekvenser det kan have.

Et gammel bibelsk ordsprog siger noget om “lad den som er ren kaste den første sten”. Ingen af os er rene. Vi er allesammen mennesker fulde af fejl. Ingen af os kan holde til at få vores mest uheldige udtalelser udstillet. Jeg tror, vi kommer til at se tilbage til den her stadig socialt umodne periode af internettet og skamme os. Skamme os over, at vi hoppede med på vognen. Skamme os over, at vi ikke kunne opføre os ordenligt. Jeg håber, vi som menneskerace bliver bedre til at bruge internettet til at tale ordentligt til hinanden. Jeg håber! Kan vi prøve?

Nb. Dette indlæg er en opdateret version af et indlæg påbegyndt i 2015.