Mate 9- En ven med pæne muskler fra Huawei

5 Min læsning

Huawei Mate 9 Pro er den stærkeste og kraftigste smartphone, som Elektronista nogensinde har testet. Android-telefonen er lige så dyr som iPhones, og den henvender sig nok mest til entusiaster. Bl.a. dem, der vil have et kamera, der i funktion og kvalitet ligger på linje med gode spejlrefleksapparater.

Kinesiske Huawei sender en lind strøm af nye smartphones på markedet. Mange af dem er svære at kende fra hinanden, og alle er de rigtig gode – for ikke at sige fremragende.

Det gælder også for Huawei Mate 9 Pro, der for en tid har været topmodellen. Men den slags positioner holder ikke alt for længe hos verdens tredjestørste smartphone fabrikant.

Huawei har således allerede en ny P10-toptelefon på vej. Desuden er Pro-modellens lillebror Mate 9 i al stilhed kommet på det danske marked, hvor vi til gengæld ikke kan købe den allerstørste og dyreste Mate 9 Porsche Design-telefon.

Dertil skal lægges, at Huawei også har sin Honor-serie af smartphones. De er nærmest ”discount” i pris, men bestemt ikke i kvalitet.

Med andre ord skal tænke sig godt om, hvad man har brug for i sin smartphone, før man vælger Huawei. Der er så mange modeller at vælge imellem, at alle kan finde en til præcist sin smag og tegnebog.

Mate 9 Pro er stærk og kraftig – og den første Huawei på det danske marked, der koster det samme som en stor iPhone. Lige knap 6.000 kroner skal man af med.

Her på Elektronista har vi brugt ekstra meget tid på at teste Huawei Mate 9 Pro. Simpelthen fordi telefonen kan så meget, at den bør prøvekøres i alle ender og kanter.

Desuden bygger Huawei Mate 9 på som få andre smartphones en bro op til professionel fotografi. På det punkt kan faktisk kun iPhone 7 Plus følge med i overblikket.

Derfor henvender den store Huawei sig primært til folk, der er entusiaster. På alle fronter. Folk, der vil lade deres spejrefleks kamera afløse helt af deres mobil. Folk, der vil have en af de absolut hurtigste smartphones osv. osv.

Fremtoning

Elektronistas testeksemplar af Huawei Mate 9 Pro kom i gylden farve. Den får faktisk telefonen til at virke mindre end den er.  Med sin 5,5” skærm og meget solide indkapsling i aluminium fylder Pro’en nemlig 152 x 75 x 7,7 mm og vejer 169 gram. Har man en lille hånd, kan telefonen godt virke for voldsom og tung.

Huawei har anbragt fingeraftrykslæseren på fronten under displayet. Den er lunhurtigt – faktisk den rappeste, vi nogensinde har afprøvet. Det tager ikke et halvt sekund at låse mobilen op med sin finger. Fint.

Huaweis skærm er af den nyeste AMOLED type med den fornemme Quad HD-opløsning på 2.560 gange 1.440 punkter. Opløsningen kan også forklares som 538 punkter pr. tomme (PPI), hvilket er meget flot.

Alt står skarpt på dette display. Klare farver, fin kontrast, hurtige billedskift. Samtidig har Huawei ikke helt de stærke kulører, der ellers ofte præger AMOLED displays.

 

Kameraet

Huawei var først på markedet til at satse på dobbelte kameraer og samtidig at indgå et tæt samarbejde med den berømte, tyske fotofabrikant Leica.

Jeg skal indrømme, at jeg i sin tid havde mistanke om, at Leica-samarbejdet kun var en marketing gimmick. Men det har siden vist sig at være helt anderledes.

Leica er med inde over udviklingen hele vejen, og det kan ses. Jeg har aldrig set så skarpe billeder fra et smartphone-kamera før som på Mate 9 Pro.

Man kan heldigvis lade telefonen tage billederne i en ”Auto”-funktion. For begynder man først grave ned i de mange detaljerede skærm menuer, står man pludselig med en12-manueltilpasning som på et professionelt fotokamera.

Det dobbelte kamera på ryggen af Mate 9 Pro indeholder en 12 megapixel farvesensor og en 21 MP sensor i sort/hvid. Sidstnævnte bruges til at skabe forbedret kontrast og skarphed.

Desuden har Mate 9 Pro som noget ret unikt for smartphones en ”rigtig” optisk zoom – ikke kun en digital. Huawei kalder nyheden for ”hybrid zoom”, og den kan trække et motiv ind to gange. Igen en funktion mest til fotoentusiaster, men fungerer altså fint – og de zoomede billeder står skarpt.

Glemte jeg at fortælle, at Huawei Mate 9 Pro selvfølgelig også kan tage selfies. Fine selvportrætter med et 8 megapixel kamera på fronten. Denne telefon kan blot så meget, at man næppe vil købe den for primært at tage selfies. Det ville være at skyde spurve med kanoner.

Huawei disker op med hele tre autofokussystemer til Mate 9 Pro-kameraet. Billederne skal bare ved skarpe. De tre er laser-, kontrast- og fasekorrigeret fokus.

Huawei har også indbygget en såkaldt ”bokeh”-funktion i telefonen. Den gør det muligt at holde forgrunden – f.eks. et ansigt eller en hel person – skarp i forgrunden, mens baggrunden sløres. Dette trick er meget populært hos mange spejlrefleksentusiaster.

 

Indendørs

Huawei Mate 9 Pro lægger ikke skjul på, at den er en kraftig sag – også selvom de glatte minimalistiske linjer prøver at bøde lidt op i musklernes spil.

Processoren er Huaweis egen – en Kirin 960 med otte kerner, hurtig clock-frekvens på 2,4 GHz og en Mali G71 grafikchip til at styre billedet.

Som en af de første smartphones kommer Mate 9 Pro med hele 6 GB RAM. Den mængde ville have lydt som utopi for et par år siden, men i løbet af i år vil den være standard på alle store Android-topmodeller.

128 GB lager er standard, og det samme er et hurtigt batteri på 4.000 mAh. Hurtigt, fordi man via Huaweis lynkredsløb kan lade batteriet op til over 50 pct. på bare en halv time. En fuld opladning tager halvanden time.

Mate 9 Pro leveres med USB-C konnektor, traditionelt hovedtelefonstik og dual-SI funktion. Sidstnævnte gør det f.eks. muligt at have både et privat- og et job-nummer i samme telefon.

Android 7.0 er standard og har Huaweis egen Emotion-brugerflade oven på. Sidstnævnte tilføjer bl.a. en smart feature, så man kan nå frem til alle funktioner ved at trykke maksimalt to gange.

Huawei Mate 9 har to højttalere på fronten. De kan spille højt og rimelig rent, men ægte hi-fi er det ikke.

 

Stærk og dyr

Selvom det ikke var en kostbar Huawei Mate 9 Pro Porsche Edition, men ”kun” en Pro vi havde til test, er der absolut ligheder til supersportsvogne.

Huawei Mate 9 Pro har nemlig en super stærk motor/processor og har rigelige kræfter til alle formål. Telefonen er lynhurtig og kan larme højt. Men den er også lidt af en pralhals og bestemt ikke diskret som en engelsk gentleman.

Det er selvfølgelig et spørgsmål om stil og pengepung.

Uanset hvad er Huawei Mate 9 den kraftigste smartphone, vi hidtil har afprøvet. Den skriger efter manuelt gear for at udnytte alle mulighederne i f.eks. kameraer, men kan selvfølgelig også køres med automatgear….

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 × 5 =

No Comments Yet.