Må man vække de døde til live i VR?
De står i Parken. Solen skinner. Moderen rækker armene ud efter datteren. Den lille pige griner og spørger moderen, om hun har savnet hende. Moderen siger, hun tænker på datteren hver eneste dag. Men den lille pige døde for tre år siden, og mødet mellem den computerskabte pige og hendes sørgende mor finder sted i et virtuelt rum. Er det nu også en god idé?
I Sydkorea har en dokumentarfilmshold fulgt en sørgende mor, da hun tre år efter sit barns død skal møde barnet igen i VR. Programmører har indsamlet billeder, video og stemme med den afdøde pige og genskabt hende i digital form. Det er muligt nu digitalt muligt at genskabe de døde. Men skal vi bare fordi vi kan?
Når vi mister en vi holder af, er det naturligt at føle en trang til at fylde det store tomrum og savn med den person igen. Det har altid været en naturlig del af sorgprocessen at mindes. Vi ser på gamle billeder. Gennemgår falmede breve og besøger gravstedet med lys og blomster. Men der er også en grund til at en reel tilbagekomst af den afdøde på de fleste virker forkert. Spøgelser og genfærd er forbundet med uhygge og noget misplaceret i vores del af verden. Et menneske, som er afgået ved døden har skiftet status og tilhører dermed en anden verden. I religioner taler man om efterlivet. Altså at den døde befinder sig et andet sted. Skulle den døde så pludselig vende tilbage til de levendes verden, er det et brud med den orden, vi forventer.
Når man ser filmen med den koreanske mor og hendes afdøde men digitalt genskabte datter opstår der to stærke følelser. Først en hjerteskærende indlevelse i moderens savn. Men så en fornemmelse af at noget er off. I robotvidenskab taler man om The Uncanny Valley. Den uhyggelige følelse det giver, når noget artificielt begynder at ligne mennesker så meget, at man næsten ikke længere kan se forskel, men lige præcist kan mærke at man står overfor noget ikke-menneskeligt. Der løber barnet og leger. Men det er jo ikke barnet. Det er et digitalt genfærd. En død på afveje.
Man kan på alle mulige måder forstå, at det eneste moderen ønsker i livet er at se sin datter igen. Men problemet er jo, at hun ikke ser sin datter. Moderen taler med en computeranimeret version af det barn, hun savner. Man fornemmer at mødet handler om en savn moderen har svært ved at komme videre fra. Hun forsøger med mødet altså at fylde et hul, der aldrig kan fyldes.
I science fiction filmen Minority Report ser vi aften efter aften Tom Cruise betragte hologrammer af sin afdøde kone og datter. Han taler til de digitale genfærd og søger flugt ind i deres verden. Savnet, desperationen og pinen er monumental. Men den nærmest tvangsprægede tilbagevenden til noget som ikke længere er, forekommer som en blokering, der forhindre den sørgende i at bearbejde sorgen. Det er ikke en sørgende som mindes. Det er en efterladt, som ikke vil erkende den nye verdensorden uden den afdøde. Forsøget på lindring tager i filmen form som et misbrug. Hvis den koreanske mor havde ubegrænset adgang til møder med den computerskabte datter i det virtuelle rum, ville hun så fortabe sig i det? Ville hun ende i et evigt limbo mellem liv og død, og ville hun dermed forsømme sit eget liv og de levende, der er tilbage? Hendes mand og anden datter, som med tårerne trillende betragter det hjerteskærende digitale møde fra sidelinjen?
Men teknologien og mødet med en computeranimeret afdød kan i enkelte tilfælde faktisk give terapeutisk mening. Hvis dødsfaldet er pludseligt, og den efterladte sidder fast i sorgprocessen, fordi der var for meget, der var uforløst. Hvis der var ting som ikke var blevet sagt. Uvenskab der ikke var blevet forsonet. Et kort virtuelt enkeltstående møde hvor man får sagt det usagte og taget endelig afsked kan tænkes at have en forløsende effekt, på sammen måde som det kan hjælpe at skrive et brev til den afdøde, hvis der er noget man mangler at sige.
Men der er mange etiske problemstillinger i at bringe de døde til live digitalt. Ville den døde have ønsket at “genopstå”? Hvem skal bestemme hvad den afdøde må sige og gøre i sit digitale liv? Hvilken alder skal den genopståede døde have? Ejer vi som individder ikke rettigheden til vores egen person- også efter døden? Jo mere der er teknologiske muligt, jo mere skal vi debattere den etiske dimension. Ofte kan teknologien være den rigtige vej at gå, andre gange skal vi ikke, bare fordi vi kan.
