LOVENDE NOKIA LUMIA 920- ÆRGERLIG FUP I REKLAMEFILMEN
Af Kristina Blenker og Christiane Vejlø
I denne uge offentliggjorde Nokia deres nyeste medlemmer af smartphone-familien, Lumia 920 og 820, med Windows Phone 8. Nokia har virkelig lagt sig i selen for at skabe afstand til konkurrenterne med Puremotion skærm, PureView fototeknologi og opladning helt uden ledninger. Men hvad der så ud til at skulle være Nokias redning på smartphone-markedet, fik en vakkelvorne start, med en ikke helt ærlig videooptagelse.
Men før vi kommer til filmen som på internettet næsten overskygger telefonen, så lad os lige se nærmere på hvad det er for nogle smartphones Nokia præsenterer. Vi har spurgt Nokia hvornår vi kan få mulighed for at røre ved de nye telefoner, men har ikke fået noget svar. Vi har dog haft fingrene i tidligere Lumia telefoner fra Nokia, men de nye modeller er de første smartphones med Windows Phone 8, og det er egentlig spændende nok i sig selv. Vi kan lide de animerede Live Tiles “fliser” som kan flyttes rundt på skærmen. De kommer nu også med en særlig tilpasningsfunktion, hvor du kan ændre deres størrelse efter behov. Begge smartphones giver dig mulighed for at synkronisere mobilen med dine andre Windows 8-baserede enheder.
Nokia har givet Lumia 920 den bedste touchskærm nogensinde på en smartphone. Lumia 920 er udstyret med en (kæmpe) 4,5 tommer PureMotion HD+-skærm, der på nuværende tidspunkt er verdens hurtigste og mest følsomme touchskærm. Skærmen er følsom nok til at reagere selv, når du har handsker på.
Lumia 920 kommer med den seneste udvikling af Nokias fototeknologi, PureView (som vi først så på den mærkelige 808 model). Nokia PureView er en banebrydende teknologi, der gør det muligt for et smartphone-kamera at tage noget bedre og mindre rystede billeder end vi er vant til med mobiltelefoner. Lumia 920 er udstyret med et 8,7 megapixel kamera, med særlig linseteknologi, lader kameraet tage fem gange så meget lys ind uden brug af blitz. Det betyder at det nu er muligt at fange klare og lyse billeder eller videofilme indendørs og om natten.
Lumia 920 kommer også med smart trådløs opladning (ingen ledning mellem lader og telefon) via en særlig fatboy-lomme eller en lille plade, der sættes til strøm. Og så skulle funktionen City Lens give en augmented reality infooplevelse open på hvad du nu støder på af butikker og restauranter, når du går rundt i byen og holder kameraet op foran det du nu er interesseret i.
Alt i alt lyder især den nye Nokia 920 som en rigtig god telefon hvis man er til Windows. Vi kan godt lide designet og generelt er der ret gode toner. Men, men, men,,,,Nokia begår en kæmpe brøler under lanceringen. I en reklamevideo som skal illustrere hvor fantastisk en billedstabiliseringsteknologi PureView giver viser det sig, at det altså ikke er den kække dreng på cyklen som filmer pigen med sin telefon, men en fotograf med professionelt kamera i en vogn som kører lige bag drengen.
Det ser man da parret bliver reflekteret i vinduet i en campingvogn de kører forbi. Nokia har senere sagt at det da ikke skulle forstås som om at det var selve telefonen som blev brugt til filmen. Der var tale om noget “testudstyr”. Desværre for Nokia er markedets tillid til virksomheden i forvejen i bund. Aktierne faldt i forbindelse med launchen af de nye Lumia telefoner og en historie som sætter troværdigheden på spil er ikke noget finnerne har brug for lige nu. Men hvad tænker du? Kan Nokia rejse sig med de nye, lovende telefoner? Er samarbejdet med Microsoft redningsplanken? Ville du købe en Lumia som din næste telefon? Eller har du opgivet og peger tommenfingeren nedad?
Niels Kjelstrup
september 7, 2012Hej Christiane.
Du har helt ret i, at der har været nogle misforståelser, omkring hvilke billeder der er taget med Lumia 920, og hvilke der ikke er. Nokia har undskyldt misforståelsen i en artikel på conversations.nokia.com, som du måske har set, og videoen som du viser her var udelukkende lavet for at demonstrere, hvad man opnår ved at benytte OIS (Optical Image Stabilization). Det har vi nu rettet og gjort helt klart i de videoer, der ligger tilgængelige.
Vi ser meget frem til, at du kan komme til at teste Lumia 920, og vi giver besked, så snart vi har den tilgængelig til test. Hvornår kan vi ikke sige noget om endnu, men hvis du har lyst, så kan du naturligvis bare kigge forbi mig og få et kig. Hvis du vil se billeder, som alle er taget med en prototype af Lumia 920, så tag et kig på http://www.nokia.com/global/products/pureview/ – jeg er sikker på, at du bliver positivt overrasket.
De bedste hilsner
Niels Kjelstrp, Produktchef, Nokia
Jens Ole
september 12, 2012Tja er der nogen her der tilfældigvis har hørt om et firma ved navn Apple?
http://pocketnow.com/2012/09/11/false-advertising-apple-vs-nokia/
Hvordan kan det være at alle iDioterne ikke råber op om disse sager?
Nåh nej det er jo Apple og dem kan man da stole på!