Kræs for lydnørden

3 Min læsning

Vi har testet Parrot ZIK-hovedtelefonerne. Her er de tre ting, vi er vildest med.

parrot hvide

af Christina Majcher

Første gang, jeg tog Parrot ZIK-hovedtelefonerne på for at høre et nummer, som jeg har hørt 100 gange før på min mobil, var lyden så overraskende god, at jeg med det samme tog hovedtelefonerne af igen. Jeg skulle lige være sikker på, at musikken faktisk ikke, på en eller anden mærkelig måde, pludselig bragede ud i hele lokalet fra store højttalere. Det ville selvfølgelig være helt umuligt, men det var en rygmarvsreaktion. Det siger en hel del om, hvor dårlig lyd, jeg efterhånden har vænnet mig til, når jeg hører musik gennem in-ear-buds fra min smartphone. Det siger også en hel del om, hvor god lyden er i Parrot ZIK.

Jeg hører meget musik fra min smartphone. Meget ofte er det, når jeg løber. Dér kan Parrot ZIK-hovedtelefonerne ikke hjælpe mig, for selvom de ikke vejer alverden, egner de sig ikke lige til løbeturen. Men det var en rar og kærkommen påmindelse om, hvor mast en lyd, man går og vænner sig til. Og hvor lækkert det er at høre den foldet smukt ud.

Automatisk stop
En anden ting, jeg er ret vild med, er, at musikken stopper automatisk, når man tager ørebøfferne af – og starter igen, når man tager dem på igen. Så hænger musikken ikke og summer om halsen, når man lige skal bruge ørerne til noget andet.

Vild noise cancellation
Den tredje ting, der virkelig imponerer, er den lovede noise cancellation. Gennem årene har jeg prøvet en del ørebøffer, der lovede at kunne lukke uønsket lyd ude i storrumskontorer og på flyveture. Det har aldrig virket. Men det gør det med Parrot ZIK. Så effektivt, at det er helt sjovt at sidde og lege med. Du kan sidde i samme stue som din kæreste, der ser tv, og arbejde helt uforstyrret. Flyveture bliver en mild puppe af fred. Et støjende keyboard bliver til en sart klikken. Ren zen.

Nørd med lyden
Parrot ZIK 2.0 er nemme at parre med din smartphone (via bluetooth) og skal oplades helt før du bruger dem første gang.

Zik-2
Hvis du vil nørde mere med lyden, er der masser af mulighed for at lege med equalizeren i den tilhørende app, som kan downloades gratis. Men du behøver ikke at have telefonen oppe af lommen for mere simple ordrer: Du skruer op og ned for lydstyrken eller hopper til næste nummer ved at glide fingeren op og ned (eller hen) af den højre ørebøf, som var det en touchscreen. Et enkelt tap sætter nummeret på pause. Smart.

Parrot ZIK 2.0-høretelefonerne (læs mere her på websitet) er designet af franske Philippe Starck og fås i 6 farver: sort, knaldblå, brun, orange, hvid og gul. De koster omkring 2990 kr. og kan fx købes i ComputerCity.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

twenty + nine =

2 Comments
  • Berit
    maj 22, 2015

    Kære Christina,

    Jeg har store problemer med at lukke andres samtale ude i forbindelse med studie og arbejde i storrumskontor, så jeg leder naturligvis efter de allerbedste hørebøffer til noise cancellation.

    Du skriver, at Parrot er bedre end noget som helst andet, du har prøvet. Vil det sige, at de er bedre end Bose QC 25?
    (Hivs de er, så vil jeg nemlig straks købe Parrot.)

    • Christina Majcher
      maj 25, 2015

      Kære Berit,
      Dem har jeg ikke prøvet, så jeg kan desværre ikke sammenligne.
      Bedste hilsener,
      Christina