‘Kondomet’ er et batteri til mobilen

De nye PowrTabs-engangsbatterier kan give fire timers ekstra spilletid på en smartphone. De fås både til iPhone og Android og er fremstillet af nedbrydelige materialer – og så ligner de mest af alt et indpakket kondom.
Batteriteknologien er ikke blevet voldsomt bedre i de senere år. Vi mangler ligesom det helt store gennembrud og nye materialer, der kan holde meget længere.
OK – batterier på moderne smartphones er langt mere kraftige end for bare et par år siden. På den anden side er telefonerne også blevet meget stærkere og har større skærme, der kræver mere strøm.
Så fremskridtet er summa summarum ikke særlig voldsomt. Og resultatet er, at smartphones bliver større og tungere i daglig brug.
Det er derfor, at bærbare batterier – power banks – er blevet en stor business. Bruger man sin smartphone rigtigt meget uden at være i nærheden af stikkontakt, kan power banks hurtigt vise sig uundværlige.
PowrTab ligner et indpakket kondom og kan ligesom sidste forbillede give ekstra sikkerhed. Bruger man det på sin smartphone, sikrer man sig fire timers ekstra spilletid. Ikke tosset.
Kondomet indeholder et lille li-ion batteri og fås med stik til både iPhone Lightning og MicroUSB på Android-telefoner. Man stikker det såmænd bare i mobilen, og så kører vi.
PowrTab er en éngangs fornøjelse. Det kan ikke genoplades. Til gengæld fylder det meget lidt, og man kan smide det ud efter brug.
Det skal man selvfølgelig gøre miljørigtigt, men heldigvis er PowrTab fremstillet af naturligt nedbrydelige materialer. Så man behøver ikke at føle sig som et svin, hvis man lige har givet sin yndlingsgadget et stød.
PowrTab er en genial ting at have med sig undervejs – på rejser, udendørs ture eller på tidspunkter, hvor man ved, at man ikke har adgang til en oplader og et stikkontakt i en del timer.
Det smarte éngangsbatteri købes i pakker af tre, seks eller 12 styk. Prisen ligger på mellem 15 og 50 USD – ca. 107 og 350 kroner. Man kan også godt få et enkelt styk PowrTab, men så koster det 5 USD – 35 kroner….
https://www.youtube.com/watch?v=2jNXPIIecVs