Hvad sker der (af ulykker), når skolen går digital?
Gentofte kommune har valgt at gå digital, og det har blandt andet betydet, at alle folkeskolerne i kommunen skal bruge digitale redskaber og værktøjer til undervisningen, men virker det, som det skal?
Elektronistas ungdomsreporter på 14 har kikket på udfordringerne i skolens digitalisering.
På min skole virker det ikke. Heller ikke på nabo-skolen. Eller nabo-nabo-skolen, hvis man spørger eleverne.
»Vi kan altså ikke åbne vores opgave, igen,«
Sådan lød det irriteret fra en elev på min skole. Gentofte kommune har nemlig i samarbejde med Microsoft fået et SharePoint-website, så vi, som elever, kan gå ind og dele filer med hinanden og have vores egen personlige OneDrive (OneDrive er en skylagringstjeneste som fx Dropbox). Løsningen, der hedder Gentofte Skyen (Skyen), er et svar på den tidligere løsning – der virkede – som var et netværksdrev. Altså et drev, som alle skolens computere havde adgang til, så længe de var på skolens netværk.
Den mest bemærkelsesværdige forskel på den gamle og den nye mere digitale løsning er klar, ikke kun blandt elever, men også lærere: Det virker ikke, som det skal. Den oprindelige idé var, at vi skulle kunne undgå at tage et USB-stik med i skolen og blot have vores dokumenter i “Gentofte skyen”. Vi kan arbejde på samme tid i dokumenter, så vi undgår, at eleverne ikke kan lave videre på deres opgave, fordi det var deres klassekammerat, der havde USB-stikket med filen på.
Fx sker der sommetider, at vores opgaver pludselig er blevet skrivebeskyttet, så vi ikke længere kan redigere dokumentet – og hvad gør man så? Som regel kan man ikke gøre noget, for vi som elever har ikke den tekniske viden til at overføre dokumentet til fx Google Docs eller et andet online skriveprogram. Så halvdelen af timen bliver pludselig fra en ”Nu skal vi arbejde med dansk-time” til en ”Jeg løber lige ned til IT-afdelingen og henter hjælp-time”. Det går ud over undervisningen, så vi sidder og venter, mens læreren henter hjælp. Ikke ligefrem produktivt!
”Der gik noget galt”
Af og til sker det, at noget går galt. For Gentofte skyen sker det ret tit. Især når man tænker på, at det er meningen, man skal bruge det til sine vigtige skolenoter og opgaver – men kommunens digitale løsning har sit eget liv. Det kan tage op til 5 minutter at logge på, og nogen gange kan man slet ikke logge på midt i skoletiden, fordi ”login virker ikke lige nu”.
Idéen er god, men…
Den virker bare ikke, som den skal. Et andet eksempel er, at der går et par dage før de seneste opdateringer bliver implementeret. For alle de elever, der har gemt deres skolenoter i Gentofte Skyen, har i flere dage ikke kunne få adgang til dem, fordi Microsoft har opdateret deres software, og Skyen ikke med det samme er blevet opdateret til samme version. Eksempler som dette har ført til hviske-tiske anbefalinger fra lærene på min skole: at skyen ikke er til at stole på, og at man ikke skal bruge det, som det ser ud i øjeblikket.
Den digitale ordbog er smart, hvis…
… du har tid til at bruge dyrebare minutter på at logge ind, for overhovedet at bruge ordbogen. Lukker du app’en ned igen, eller går der mere end 15 minutter siden sidste besøg, skal du logge ind igen.
En skole-lektion varer 45 minutter, det betyder, at vi skal logge på ordbogen op til 3 gange iløbet af en lektion. Det indebærer, at vi skal indtaste vores adgangskode, som skal indeholde mindst 8 tegn, have stort og små bogstaver og så skal den indeholde mindst 1 tal, op til 3 gange per 45 minutter – besværligt, ikke?
Men jeg er ikke alene om den mening. Den digitale ordbogsapp, som kommunen abonnerer på, har i App Store 2 ud af 6 stjerner, og med kommentarer som ”kan det virkelig være rigtigt at man skal logge ind manuelt hver gang? Så er det nemmere at bruge en papirordbog!” er der bred enighed om, at det er en forfærdelig løsning, der skal begraves sammen med Forældre- og Elevintra! Så når en skole går digital, går alt, hvad der kan gå galt, galt.
Men hov, hvad siger lærerne?
Som Elektronistas ungdomsreporter fortæller jeg om de unges syn på tingene, men skoles IT-løsninger driver ikke kun eleverne til vanvid – det påvirker også lærene. Men på hvilken måde, tænker du nok? Jeg har spurgt en lærer fra Gentofte kommune, som ønsker at være anonym, så vi kalder vedkommende for Kim.
Når tingene ikke virker, som de skal, hvad tænker du så?
Kim mener, at Gentofte Skyen er et ufærdigt skib, der sejler, og som så bliver lappet undervejs og at »det ødelægger undervisningen,« . Han mener ikke, at det er gennemtestet godt nok og frustrationen løber igennem Kim, når det, igen, ikke virker. Han synes, at idéen er god, men som der er nu, er det ikke værd at bruge tid på; »De [eleverne] mister værdifuld læring, når Skyen ikke virker, for jeg skal i stedet skal bruge min tid på at rode med teknik, der bare burde virke«.
Hvad kan du gøre, når tingene ikke virker?
Hvis det er en fejl på Skyen får han eleverne til at genstarte deres computere og håber på, at det kan hjælpe. »Virker det stadig ikke, lukker vi ned og de må skrive i Word og gemme på et usb-stik eller sende det til sig selv via e-mail eller Facebook.«.
»Eleverne har problemer«
-Jeg som lærer oplever, at det fungerer bedre, som tiden går, men eleverne har stadig væsentlige problemer. De kan ikke altid logge på, nogle er tilknyttet en forkert skole eller en forkert klasse, og så det alt for ofte urimeligt langsomt og ustabilt.
Et andet væsentligt problem er at delingsfunktion ikke fungerer ordentligt, så hele collaborative writing idéen falder lidt til jorden. »Det gør, at det ikke kan bruges det efter hensigten, og dét giver en masse tidspild i undervisningen,« tilføjer Kim.
Oplever du som lærer også problemer?
Kim fortæller, at der også er problemer for lærerne. Fx når han sender invitationer ud til hans kollegaer, så er det ikke altid, de kan se den invitation, de har fået, – eller i værste fald modtager de den slet ikke. Han mener, at det “generelt er langsomt” og i visse situationer “spild af tid”.
»Skyen skulle være gennemtestet ordentligt, inden man frigav det til skolerne” afslutter Kim med at sige, inden tiden for interviewet er gået.
(Gentofte Kommunes IT-afdeling har svaret på kritikken. De erkender, at det ikke har fungeret stabilt, men siger samtidig, at de har arbejdet hårdt på at løse problemet, og at det nu burde være løst. Du kan læse deres svar her.)
Magnus Toftdal Lund
november 18, 2014Jeres link til IT-afdelingens svar er præget af dårlig opløsning og en forkert encoding :-)
Milos Jørgensen
november 18, 2014Det er rigtigt – og det beklager jeg. Jeg ser om jeg kan få det rettet asap. :) Edit: Det er fikset nu – tak. :)
Anja Emilie Madsen
november 19, 2014Jeg synes, det kunne være spændende med en ungdomsreporter fra en skole, hvor de arbejder med Cloudtjenesten Google for Education. Mine erfaringer er, at Google Drev kører stabilt, og at elevene let deler deres produkter på kryds og tværs, så der er mulighed for kollaboration og forskellige grader af “publiseringer”. Værktøjet er gratis og har på min skole været med til at rykke brugen af it undervisningen på alle klassetrin allermest.