Hi-tech seng – som at sove under stjernerne
Af Leif Bomberg
Den russiske designer Natalia Rumyantseva lader computere lulle os i søvn med sød musik, dufte, beroligende toner og blink fra en stjernehimmel af LED-lamper.
Romantik kan være at ligge ude i naturen under skyfri himmel med stjernerne blinkende over sig og falde i søvn med sin kæreste/mand/kone ved sin side.
Den slags oplever man nok lidt for sjældent på vores breddegrader. Enten bor folk inde i en by, hvor de naturlige omgivelser mangler – eller man ikke tør lægge sig til at sove i en offentlig park – eller det simpelthen er for koldt.
Altså kunne man ty til den næstbedste løsning, hvis målet er blinkende stjerner og noget dejligt blødt at ligge på.
Den dobbelte Cosmos himmelseng fra den russiske designer Natalia Rumyantseva skaber den romantiske stemning ved hjælp af computere og elektronik.
Det mest iøjnefaldende ved Cosmos-nyheden er selvfølgelig den mørke sengehimmel, hvor en computer kan simulere stjernehimmelen ved hjælp af snesevis af små LED-pærer. De kan bevæge sig som rigtige stjerner i universet eller indstilles, så de viser bestemte stjernetegn.
Cosmos kommer også med et high-end lydsystem indbygget, der kan lulle en i søvn med musik, naturens egne lyde eller for den sags skyld hvid støj.
Sengen har sågar en programmerbar aromaterapispray, som hjælper med at skabe den perfekte duft og atmosfære.
Lyder det ikkke zzzzzzzz….