Er du klar til det evige digitale liv?

Deep fake teknologi som tager det menneskelige digitale DNA i videobilleder og bruger personen i andre sammenhænge, hvor hun aldrig har været. Gentoplivning af afdøde ved brug af deres digitale DNA? Har vi lyst til det?

I DR2 Deadline blev temaet om det evige digitale liv behandlet, efter det kom frem at Microsoft har tegnet et patent på at kunne indsamle en persons social media data og derfra bygge en chatbot, der agerer som var den personen. Sidste år så vi hvordan en Koreansk mor mødte sin afdøde datter i Virtual Reality. Herunder er hvad Christiane Vejlø havde at sige til den digitale genoplivning og drømmen om det evige liv. Se også videoklippet her.

“En ting er, at man gerne vil udvikle forretning, men en anden ting, som også kommer ud af Silicon Valley. Der er en nærmest kvasireligiøs bevægelse, som kæmper for, at mennesker kan opdateres ligesom software. Vi kender det fra teknologien. Der kommer helt en ny udgave, og vi kan blive ved i en uendelighed. Det vil mange meget gerne, fordi de drømmer om at kunne skabe perfektion og kunne skabe ja evigt liv.”

“Man taler om singulariteten altså det tidspunkt, hvor maskinerne bliver klogere end mennesker. Næsten som om, at det var en religiøs begivenhed, og det er selvfølgelig ikke kendetegnende for alle, men der sådan en kvasireligiøse stemning, hvor vi ser noget, der i virkeligheden minder om det, religioner altid har prøvet på. Nemlig at gå gennem den her grænse over til det land, hvor man egentlig normalt skulle sige farvel til folk. På en eller anden måde at enten trække folk tilbage, eller også lade sig selv leve videre i en anden tilstand.”  

“I forhold til det koreanske eksempel hvor en mor i stor sorg “møder” sit afdøde barn. Jeg tror, der er rigtig mange, der ser det her, som føler ret stort ubehag ved det. Det er klart, det er jo dybt tragisk, med en mor, som savner sit afdøde barn. Men samtidig kan man jo se hende stå og fægte ud i tom luft. Barnet er her altså ikke mere. Der er en sorgproces, som er naturlig og som hun skal igennem. At give slip og erkende, at det menneske, som vi har haft tæt på er et andet sted nu og det, der sker her. Det, der gør, at vi synes det ubehageligt, at se de døde igen, det er det som antropologen Mary Douglas kalder for Matter out of place. Der er noget, som burde være et andet sted, og sådan er det med de døde. De hører til i en anden sfære, og det er ikke så rart, hvis de bryder den barriere. Det er derfor spøgelser altid har været omgivet med uhygge. Altså det er helt enormt sørgeligt. Men en del af processen er jo at give slip. Det er hjerteskærende at se moderen. Det er det især, fordi hun holder fast i noget, som aldrig vender tilbage. Der er et hul, hun ikke kan fylde. Heller ikke gennem VR.”

“I forhold til at vi jo altid har mindedes døde ved at se på gamle billeder. Jeg synes, der er meget stor forskel på, om man tager noget op fra fortiden, hvor det her menneske faktisk levede, eller man genskaber noget der minder om mennesket i realtid. Mennesket er her jo ikke mere. Så det er jo ikke en ægte ting. For det andet har det afdøde menneske ikke mulighed for at sige fra.. Det kunne godt være, personen ikke har lyst til at figurere efter sin død. Vi skal tænke på en slags digitalt testamente simpelthen. Jeg vil bestemme over min egen ret til privatliv. Jeg synes det er rigtig problematisk, og derfor er det virkelig vigtigt, at vi får snakket om det her. Men det handler jo ikke kun om afdøde. Teknologien gør det også muligt at en levende person kan bruges eller optræde i andre sammenhænge. Måske kunne der komme noget interessant kunst ud af det. Men etikken at virkelig, virkelig vigtigt.”

“Det er ikke en ny tanke at vi gerne vil leve evigt. Dét har mennesket ønsket i så lang tid vi har eksisteret. Det har vi drømt om, fordi vi er biologisk er begrænsede. Vi har en udløbsdato. Hvis vi skal se på teknologien lige nu. Så er der er Cryosleep, hvor man bliver frosset ned og måske kan blive vækket på et tidspunkt, hvor der findes en kur for den sygdom, man måske har. Men der er også, det er lidt vildere som der bliver forsket i. Det er, at vi kan tage vores bevidsthed og udskille den fra hjernen og placere den i et nyt stykke hardware. Så kan vi leve videre på den måde, Det kan også godt være, at vi kan får reservedele som 3D-printede organer. Men det vender altså op og ned på forståelsen hvad livet er. Forestil dig, at du blev 300 år i stedet for de der 85 eller hvad vi ligger omkring nu. Jamen, hvad ændrer det for os? Altså hvad betyder kærlighed? Hvad betyder et ægteskab? Hvornår skal vi have børn som 100 årige eller hvad? Hvad betyder det for det måltid, du spiser? Altså kan du nyde det måltid i særlig høj grad, når du ved, at du har så mange flere måltider tilbage?”

“Vi kan ikke nå det hele. Vi er nødt til at vælge. Vi nødt til at prioritere. Vi er nødt til at vælge noget fra, og man kan jo spørge sig selv, om det her skridt i retningen af det evige liv i virkeligheden bliver det, der måske gør en forskel for, om jeg i morgen prioriterer at sige til mine børn, at jeg elsker dem?Jo mindre vi har af noget, jo mere værdifuldt bliver det. Vi kan gribe øjeblikket og smage den vin, vi drikker, og lægge mærke til den blomst, vi kigger på, og føle kærligheden til dem, vi omgiver os med. Vi skal huske, at jo mere teknologien udvikler sig, jo vigtigere er det at være menneske. Og teknologien kan altså ikke konkurrere med os som mennesker. Endnu. “