Computerfirma fejrer Valentinsdag – går amok i lyserødt
Kendt gamer-specialist fejrer i år Valentinsdag med det mest pinke computerudstyr, som I nogensinde har set. Det er så stærkt i farverne, at man frygter, computerspillerne mister lidt af koncentrationen på, hvad der sker på skærmen.
I februar hvert år fejrer verden Valentinsdag. Torsdag den 14. februar er udnævnt til “de elskendes dag”, hvor man giver sin hjertenskær gaver, er ekstra sød mod ham eller hende – og inviterer sin bedre halvdel ud på en romantisk middag.
Sådan bliver Valentinsdag i hvert fald markedsført lige nu af alt fra blomster- og chokolade-butikker, over restauranter og juvelerer til rejsebureauer, der gerne vil sende forelskede par ud på en forlænget weekend til et særligt sted i udlandet.
Helt nyt er det til gengæld, at computerbranchen fejrer Valentinsdag. Ikke med et nyt computerspil eller en app, der leverer forslag på samlebånd til, hvad man skal foretage sig den 14. februar, Næhh – denne gang er en pc-fabrikant gået “all the way”. Med en komplet familie af laptops og tilbehør i en meget lyserød farve.
Som de fleste andre specialister i computerspil og gamere plejer Razer at holde sig til en mere diskret sort farve på sine produkter. OK, de kan sagtens indeholde lidt lysshows og lir med farveskiftende LED-rækker. Men shocking pink. Det vil nok overraske de fleste. Skræmme mange gamere bort og få andre til at elske det nye udstyr.
Well, nyt er egentlig kun kuløren. Resten af Razers Blade Stealth Quartz Pink kollektion er velkendte produkter, som normalt optræder i barsk black. Udstyret sælges kun i et limiteret oplag og kun i tiden her op til Valentinsdag. Målgruppen er amerikanere, kinesere og canadiere. Så I skal online for at kunne købe den lyserøde familie.
Hjertet i den nye kollektion er Razers lille Blade Stealth laptop. Den har en 13,3 tommers skærm i Full HD opløsning, Intels hurtige 8. generation Core i7 processor, 16 GB RAM, 256 GB lynhurtig SSD harddisk og op til 11 timers spilletid på en batteriopladning.
Laptoppens kabinet er skåret ud af ét stykke aluminium. Det er meget dyrere at gøre end at sætte nogle metal- og kunststof plader sammen som på de fleste andre notebooks. Omvendt gør det ens spille-pc eksklusiv, ret så kostbar og meget mere holdbar end gennemsnittet.
Man kan vælge sin lyserøde gamer-laptop med enten Intels UHD 620 grafikchip eller opgradere til NVidias endnu kraftige GeForce MX 150 grafikkort med 4 GB video-RAM ombord. Så bliver der nok god brug for det avancerede kølesystem, som Razer har udstyret sin fysisk mindste laptop med.
Sammen med laptoppen har har Razer præsenteret en kollektion af periferi-enheder i samme opsigtsvækkende pinke kulør. Det hele skal jo passe sammen. Det er bl.a. et Razer Huntsman tastatur, Razer Kraken headsæt, Razer Basilisk mus, Razer Seiren X mikrofon, Razer Goliathus muse-måtte og Razer Raiju controller til Sony PS4. Endelig må vi ikke glemme et nyt lyserødt cover til Razer Phone 2 spillemobilen.
Razers marketing afdeling reklamerer med, at man får en opsigtsvækkende laptop, der vejer 1,3 kilo og derfor hverken vil få ens skulder eller ens hjerte til at smerte. Nogle mennesker vil dog nok synes, at den får ens kreditkort til at bløde og bankkontoen til at vise (lyse-) rødt. Alene den rosa laptop koster 1.600 USD eller ca. 10.650 kroner.