Californien roadtrip med barn- digitale forberedelser
Jeg har længe drømt om at vise min datter Californien. Hun er rejsevant og eventyrlysten og verdens bedste rejsemakker. Hun elsker lufthavne, restauranter, samtale, natur, teknologi, shopping og lækre biler. (Hvordan har jeg været så heldig at få sådan et barn?) Men en 16 dages roadtrip med billeje, AirBnB, hoteller og Disneyland ordner jo ikke bare sig selv og den er ekstra dyr, hvis man ikke gør lidt krumspring. Forberedelsen kræver massiv digital hjælp og her kommer mine tips til hvad man skal nå at gøre hjemmefra.
Flybilletter:
Jeg var sent ude og vi rejser i den højeste højsæson og skal hjem fra en anden by end vi ankommer i, så priserne på fly er ikke lave. Der kan man med fordel holde øje med flyselskabernes USA kampagner tidligere på året. Jeg søgte på billetter gennem Momondo og skiftede browser og computere et par gange for at sikre mig at prisen ikke gik op, bare fordi jeg viste interesse. Fordi jeg rejser med barn og vil derfor gerne have den hurtigste rute, og det er SAS der som de eneste flyver direkte til San Francisco. Prisen er markant mindre i august end juli.
Billeje:
Jeg er selv ret vild med lækre biler og min datter har på en eller anden måde fundet ud af, at der findes biler uden tag. Så jeg har kikket efter convertibles. Det er generelt meget billigere at leje biler i USA, men convertibles er i den dyre ende.
Jeg søgte på en masse udlejningssites, men fandt ved en tilfældighed ud af at det billigste faktisk var gennem FDM billeje. Her kan man få en Ford Mustang til ca. 5800 kr. for 14 dage. (ved direkte leje gennem Avis i USA var prisen over 8000 kr!). Jeg tog fat i FDM fordi jeg troede der var et catch, det var der IKKE!
Yosemite:
Jeg glæder mig ekstra vildt til at besøge den smukke naturpark Yosemite. Min datter og jeg har klatreskoene med og skal finde lidt klippe vi kan klatre op af. Overnatning i selve parken er dyr og næsten umulig uden bookning lang tid i forvejen. Campingpladser kan man være heldig at få en plads på, hvis man kommer kl. 5 om morgenen. Istedet fandt jeg en hyggelig AirBnB ved et ældre ægtepar i byen Ahwaneh 40 minutter fra parken. De har lovet at riste marshmellows med os om aftenen.
Roadtrip:
Highway 1 mellem San Francisco til LA er en klassisk roadtrip jeg allerede har taget flere gange. Turen fra nord til syd er bedst, da man dermed kører yderst på vejen og får den bedste udsigt. Turen kan gøres på én lang dag, men vi bruger 3 dage og tager det stille og roligt. Jeg har kikket på Highway-USA.com blog og Renefrederiksen.dk for at finde gode steder, vi skal se undervejs. Man kan lade sig inspirere til ruten ved at finde Highway 1 videoer på Youtube.
Disneyland:
Man kommer ikke gennem Californien med en 8 årige uden at skulle i Disneyland. Mange anbefalede at bo på hotel i parken, men det er så markant dyrere end udenfor. Så istedet bookede jeg to parkdage til 2540 kr. Det er ret nemt på Disney sitet.
En dag i hver park- ja der er to ved siden af hinanden og booker man 3 dage eller mere kan man også få Magic Morning, hvor man kan gå i parken før andre gæster. Og så to overnatninger på hotel udenfor. Jeg researchede på gode hoteller på Tripadvisor.com Jeg fik en overraskende ret god pris på Hilton hotellet i Anaheim (2210 kr. for to dage).
Et godt tip til Disneyland som jeg er glad for at have på forhånd er at bruge fastpass til forlystelserne. Man trækker et nummer i en automat ved forlystelsen og kommer så tilbage på et bestemt tidspunkt. Det kan spare flere timeres køtid. Vi har også kikket oversigten over forlystelser igennem, så vi på forhånd ved hvad vi vil, og så jeg har downloadet en Disney app med et kort over de to parker.
Jeg føler op på det hele efter turen. Der skulle gerne komme endnu flere digitale tips og tricks!
FDM er partner på Elektronista's artikelserie om roadtrip i USA.
Annika
juni 30, 2016Rigtig god tur… Det er nu bedst at være fri på en ferie, så roadtrip med plads til afvigelser er et must :D
Nadia
juni 30, 2016Brug siden SF.funcheap.com! Det er jo ikke på grund af Fisherman’s wharf man drømmer om at bo i San Francisco. Den side gav mig mange gode oplevelser, da jeg boede i byen. Jeg har set mennesker i fuld alvor udføre hekseritualer i Golden Gate Park (jeg støttede deres hekse-summercamp ved at købe deres cookies), set superhelteburlesque i Oakland og fundet særligt gode food markets. Og jeg er stadig ærgerlig over da jeg gik glip af Hunky Jesus-konkurrence og Big Wheel Race ned af Lombard Street… Alt sammen at finde derinde.
En anden god oplevelse i San Francisco er sing a long’s I Castro Theater. Det finder sted den sidste uge i måneden, og er faktisk en ret sjov oplevelse!