# 3 Kram eller klam – er internettet hjælper eller skurk i moderne kærlighed?
Del og Like er en podcast om de digitale dilemmaer, som rammer os alle. I Del & Like #3 spørger Christiane Vejlø panelet om internettet gjort det nemmere at flirte? Eller er vi omvendt blevet ‘tinderficerede’ og overfladiske?
Når det kommer til dating på nettet er der ofte to generationer: Dem der synes det var bedre i gamle dage, og dem der er vokset op med uendelige muligheder. Christiane Vejlø tager med sit panel i dagens program digital kærlighed under kærlig behandling – for hvad betyder det, når det første romantiske møde er online?
I tredje afsnit af podcasten Del & Like kommer kønsforsker Christian Groes med en fortælling om et hemmeligt møde med en mystisk kvinde på Tinder og pressechef for De Frie Grønne Bjarke Charlie lukker op for chatrummets mørkere side med en personlig historie fra sit første møde med kærligheden – det gik katastrofalt.
For selvom internettet er en god isbryder til at møde og matche nye mennesker byder det også på en mindre romantisk side. Det skaber nemlig også en jagtmark for skumle, klamme typer. For på internettet kan man (også) skjule sin identitet og lyve sig langt yngre for at møde teenagere. Derfor er dagens digitale dilemma om internettet er en hjælper eller skurk i moderne kærlighed?
Panelet runder også hvad det vil sige at have et godt profilbillede. Ved du for eksempel hvad det betyder at have en bil, et jagtbytte, marathonbilleder eller hvad du viser ved at vise dig selv på en klatrevæg? Christiane Vejlø taler med algoritmeteoretiker Thore Husfeldt, der blandt andet fortæller, at algoritmerne på datingapps har hentet inspiration fra et ældgammelt spil samt hvad algoritmer og en opskrift på bearnaise har med hinanden at gøre.
Panelet kommer ind på stalking, ghosting, den store datingpulje, hvordan en skilsmisse kan være startskuddet til en ny datingkarriere, hvad det betyder når nogen stopper med at like billeder, og hvordan man egentlig definerer digital utroskab?
TW – Programmet indeholder snak om seksuelle krænkelser og overgreb.
Vært er Christiane Vejlø. Programmet er produceret af Ninette Birck og Elektronista Media for Algoritmer, data og demokrati projektet.
Lyt ved at søge på podcasten Del & Like i din appstore. Programmerne udkommer også i podcasten Elektronista, som du finder samme sted. Hvis du vil dele dit eget digitale dilemma kan du slide ind i @christianevejlo’s DM på både twitter og Instagram og dele din datinghistorie. Brug gerne #deloglike.
Links fra programmet
Guide til do’s and don’ts på datingmarkedet.
Kort guide til at skabe kontakt.
Vi har testet de forskellige apps for dig.
Og hvis du bare er nysgerrig på kærlighed generelt, finder du meget mere om emnet her.
Podcast om Christian Groes’ forskningsprojekt om sugardating.
Artikel om sociolog Zygmunt Bauman, som bliver nævnt i dagens program.
Joachim Trier, norsk filminstruktør om mulighedernes lammelseseffekt, som han skildrer i ny film.
Tidligere Elektronista-udsendelse “Guide: Sådan dater og dumper du digitalt”.