3 APPS SOM LØFTER DIN IQ
Af Christiane Vejlø
På med svedpandebåndet. Det siges, at hjernen kan trænes lige som en muskel. Hvis du ikke bruger den til noget, så bliver du med andre ord bare dummere og dummere. Det vil jeg selvfølgelig ikke være, så jeg har sat mig for at lave hjernegymnastik med de følgende 3 apps.
1. Brain Exercise with Dr. Kawashima Her finder du en række hjerneøvelser superviseret af den kendte (?) hjernemand Dr. Kawashima. Spillet er allerede etableret til konsoller, men det er nu nemmere at lave de hurtige små øvelser på iPad eller iPhone. Du bliver udsat for en række problemstillinger som stimulerer din hjerne mens du løser dem. Samtidig får du besked om hvilke dele af hjernen du aktiverer. Du kan følge dine fremskridt med en kalender funktion. Brain Exercise findes gratis i en lite version. Vil du undgå reklamer og afprøve et par yderligere features, så må du hoste op med 12. kr.
2. Syvkabale Jeg bliver aldrig træt af den, selvom syvkabalen er det nok mest grundlæggende spil der nogensinde er poppet op på nogen form for computerskærm. Men det var jo også det man spillede med sin kloge mormor, så det er selvfølgelig en klassiker. Her er endnu en app som kan holdet hovedet igang. Syvkabalen kan du finde gratis i iTunes. Syvkabalen findes også til andre styresystemer, hvor den ofte går under navne Solitaire.
3. Moron test. Bare navnet i sig selv får mig til at få lyst til at gå igang. “Jeg er satme ingen moron” får jeg lyst til at insistere, mens jeg kæmper mig gennem små men ikke så lette puzzle opgaver. Målet er selvfølgelig at hoppe fra Moron til Genius på no time. Problemerne minder lidt om klassiske intelligenstests men de er sjovere og lækkert grafisk sat op med små historier undervejs. God underholdning og selvfølgelig benhård hjernetræning. Moron test app’en koster 6 kr. i Apples app store.