25 podcasts til de lange vinteraftener
Elektronista elsker at lytte til podcast og i forbindelse med podcastfestivallen (hvor du måske hørte Radio 24/7s Elektronista Live?) har vi samlet en masse spændende, sjove, nørdede og fine podcast, der kan fylde dine ører i de lange vinteraftener. God lytter!
Du skal lytte til…
Podcast-legenden Marc Maron
… der fra sin garage tager imod store og små personligheder fra hele USA og gennemgår hele deres livshistorie på omkring en time i podcasten WTF. Afsnittet med BARACK OBAMA er særdeles anbefalingsværdigt (også hvis, du spørger komiker, skuespiller og tv- og radiovært Christian Fuhlendorff).
Anders & Anders
… der i stil med De Sorte Spejdere, snakker om emner, de ikke har forberedt, altså alt om stort og småt, alt og intet. Den er både uforudsigelig og sjov.
The Podcast History Of Our World
… der ja, handler om verdenshistorien fra Big Bang til moderniteten, fordi, som skaberne bag siger, en podcast om 12.000 år af menneskets historie syntes som en god idé på det tidspunkt.
The WIRED UK Podcast
… en informerende og underholdende oversigt over den nyeste teknologi, videnskab, business og ikke mindst kulturelle nyheder.
Musikdokumentarer
… i Musikkens Historier, der skrives, produceres og mixes af Kristian Leth og handler om de overraskende, forførende og bizarre aspekter af musik – den abstrakte kunst, som alle elsker.
You Must Remember This
… en historiefortællende podcast om de hemmelige og/eller glemte historier fra Hollywoods første århundrede. Bonus: anbefales af musiker og producer Søren Rasted.
The Tim Ferris Show
… med gæster som Arnold Schwarzenegger, Jamie Foxx, Edward Norton, Tony Robbins og Maria Popova giver Ferris indblik i personlige taktikker, oplevelser, erfaringer, værktøjer og rutiner. Fra yndlingsbøger, morgenrutiner, træningsvaner til tidsoptimerings tricks og meget mere.
Hjernekassen på P1
… Med Peter Lund Madsen ‘n’ friends, der deler ud af deres store viden om eksempelvis diskodans, sindssygdom, følende blomster og andre fængende hjørner af videnskaben.
Third Ear!
… True crime, når det bedst fortalt og produceret af Tim Hinman og Krister Moltzen.
Man kan aldrig vide
… Endnu mere true crime, når dokumentarist Morten Narvedsen er på sporet af en svindler.
DYNAMO
… en ny politisk samtaleklub. Om håb og forandringer, og om hvordan vi bliver klogere, imens vi ændrer verden.
Bearnaise er Dyrenes Konge
… Madanmeldelser direkte i dine ører. Hver uge inviterer forfatter Martin Kongstad en aktuel person på middag og anmelder samtidig restauranten efter 13-skalaen.
Klassikere Genfortalt
… digital, litterær førstehjælp til den, der ikke har tid (eller orker) at sætte sig ned og læse alle de store litteraturklassikere fra ende til anden. På en halv time genfortæller spændende gæster bøger, og man kan lytte med gratis.
Solopreneurcast
… der handler om at drive sin virksomhed alene. Men med masser af partnere, samarbejdspartnere og kunder.
Erotik, humor og drengesnak
… når kendte danske artister, komikere og skuepillere læser erotiske historier (De Grå Sider) højt for hinanden
Christian Fuhlendorff
… der i podcasten Hva så?! går en tur med mennesker han beundrer, finder spændende eller føler har noget at byde på.
Elektronista
… hvis du ikke kan få nok af digital kultur, sociale medier, rygter på nettet, teknologi, nye gadgets, apps og nyheder fra medieverdenen. Digital trendekspert Christiane Vejlø og hendes gæster er et must hear!
Podcastmagasinet Lyt Dybt
… om lyd og lytning skabt i samarbejde mellem Seismograf og The Lake Radio. Pssst.. særligt afsnittet The Voyager Golden Records er lytteværdigt, hvis du spørger Jacob Kreutzfeldt, der er Adjunkt ved Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og en del af det nationale LARM radioforskningsprojekt, hvor han har forsket i radioreportagens æstetik.
Podcasten Chameleon Breeder
… om ja.. kameloner!
Detox din hjerne
… programmet, der udrenser dit sind for usunde usandheder om sundhed. I hvert afsnit punkterer Morten Elsøe (cand. scient.) og Anne Gaardmand (PBES) myter om ernæring, træning og vægttab.
Reply All
… en podcast om internettet og ifølge The Guardian en utroligt original udforskning af det moderne liv, og hvordan man overlever det. Podcasten er en del af Gimlet Media, der også huser andre fantastiske podcasts.
Den Korte Radioavis
… med seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og nyhedsredaktør Rasmus Bruun. Med deadline hvert femtende minut arbejder de målrettet, knaldhurtigt og kompromisløst på at gøre nyhederne kortere og kortere og skarpere og skarpere. Politisk satire, når det er bedst!
Serial
… verdens mest lyttede podcast, og det er ikke for sjov. Det er dødalvor og amerikansk true crime. Hvor journalisten Sara Koenig og hendes kollegaer i første sæson undersøger en mordsag fra Baltimore, få havde hørt om, handler sæson to om den amerikanske soldat Bowe Bergdahl, der i 2009 under en udsendelse til Afghanistan bliver taget til fange af Taliban.
TED Talks Daily
… TED-talks på farten hver dag. Det er talks om tankevækkende ideer om emner fra kunstig intelligens til zoologi og alt derimellem leveret af verdens førende tænkere.
Poltikkens Poptillæg
… dyk med Lucia Odoom ned i populærkulturelle tendenser inden for film, tv, musik og tidstypisk støj fra internettet.