HTC ONE X SMARTPHONE – AFLØSER TIL DIT DIGITAL KAMERA?

4 Min læsning

Af Christiane Vejlø

Endelig en telefon som gør dit kamera overflødigt. HTC One X er en lækker smartphone proppet med små, nyttige gaver til hverdagen. 

Min allerførste smartphone var en HTC Magic. Det var den telefon som for mig virkelig varslede et paradigmeskifte indenfor mobilen som underholdningsplatform. Siden har jeg altid holdt godt øje med hvad den Taiwanesiske mobilproducent smider på bordet.

Lige nu har jeg fornøjelsen af den nyeste high end limousinemodel nemlig HTC One X. Hvis du er på udkik efter en Android telefon som ligger en hel del over middel, så læs videre.

Med HTC One serien lægger HTC en ny branding strategi der handler meget om at lade brugerne fortælle historier om hvordan de her hyperintelligente smartphones indgår i et praktisk liv.  Et eksemel er den lange reklamefilm som viser hvordan en modefotograf laver et fashion shoot i frit fald med en HTC One X. Nok lidt mere ekstremt end hvad de fleste af os kommer ud for med vores smartphone, men meget sjovt tænkt og noget som tyder på, at HTC er på vej væk fra mottoet “Quietly brilliant” og på vej til noget mere larmende på den lidt lækre måde.  Jeg håber, HTC også lader de almindelige brugere komme til orde.

Der er ingen tvivl om at kameraet er det helt overskyggende salgsargument for HTC One X. Det tager sindsygt gode billeder (8 megapixel kamera). Markant bedre en f.eks. iPhone. Det er nemt at betjene, du kan redigere og tilføje forskellige Instagram/Hipstamatic agtige filtre for at give billedet et mere unikt look.

Video foregår i HD og skulle du midt i sekvensen med vennerne som springer i vandet fra klipperne (ja du har crazy og lækre venner) få lyst til at tage et stilbillede, så gør du bare det imens. Kameraet i sig selv gør faktisk at du kan glemme dit 2-4 år gamle point and shoot digital kamera. Det her er sandsynligvis bedre -og altid med dig.

Skærmen er med sine 4.7″ kæmpestor og rigtig lækker til både billeder og video og for den sags skyld også håndtering af emails. (Kan dog ikke rigtig være i baglommen, men lad være med det alligevel. Den ender i toilettet på et eller andet tidspunkt). Selve glasset ligger let løftet over skallen og har derfor fået det swimmingpool inspirerede tilnavnet “Infinity”.

Telefonen er pakket ind i en skal, som jeg synes virker en lille smule plastikagtig. Især når telefonen er hvid. Gadgets skal efter min mening være i et knaldhamrende lækkert og solidt materiale for at kunne holde til at blive præsenteret i hvid. Ellers ser det nemt lidt cheap ud og hvad værre er, de bliver nogle gange gullige og beskidte.

En lækkert lille ekstra luksusgave som HTC One X bringer med sig er 25 MB plads i Dropbox. Dejligt at vide, at alle ens billeder f.eks. lander direkte i en Dropbox, så de er tilgængelige fra alle skærme og backet up hvis telefonen skulle forsvinde. Godt initiativ for HTC fordi brugeren bliver glad, godt for Dropbox fordi det kun er gratis to år og brugeren derefter er hooked og nok ender som kunde.

HTC One serien er lavet til at spille særligt godt sammen med Beats høretelefoner som HTC jo har ejerskab i. Tanken er at musikere gerne vil have at musikken folk lytter til på deres mobil lyder som den der blev produceret i studiet. Derfor er der flere detaljer og mere bas på musik der ryger gennem et sæt Beats høretelefoner på en HTC One X.

Man kan virkelig høre forskel og jeg synes alle bør gøre sig selv den tjeneste at få god lyd på deres smartphone. Det gør alt bedre. Musik, podcasts og spil. (Tjek lige rumlydene i det nye Angry Birds Space!).

HTC One X er selvfølgelig en Android telefon og HTC gør det endnu mere spiseligt med deres egen Sense brugergrænseflade. Alligevel er jeg desværre stødt på et par mærkelig back stage tech tics, som f.eks. et underligt hurtigt pixelleret glimt af noget softwarerod i et nanosekund, når jeg åbner min twitter app. Den slags har jeg meget lav tærskel for. Jeg gider ikke mindes om at det er kompliceret software jeg sidder med i hånden. Det skal bare virke.

Men alt i alt er HTC One X et meget godt bud på forårets hotteste smartphone i luksusklassen. For dig der vil have en del mere end bare en telefon.

HTC One X koster 4995 kr uden abonnement (husk abonnementer er blot forskellige måder for dig at betale din telefon på. Pengene kommer du af med på en eller anden måde alligevel).

Kunne du finde på at lade en HTC One X blive din nye smartphone?

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 × 1 =

3 Comments
  • Adam
    april 18, 2012

    Jeg har en One X – og er allerede overbevist. Nej den har ikke 100 timers batterilevetid – men sådan er det jo bare. Men kameraet er fantastisk. Og ICS er smooth. Alt virker sådan set …

    Jeg har ladet den afløse min aldrende HTC Desire – og ikke fortrudt det.

  • T
    april 19, 2012

    Htc Incredible S har også 8 megapixel kamera – så kameraet er vel som sådan ikke blevet forbedret? Godt nok kan min Incredible S ikke tage stills mens man optager en video, men kvaliteten af billederne på min og den nye One X må være det samme. Og min telefon er ved at være halvgammel. Nu må de snart begynde at smide nogle flere megapixels i deres kameraer :)

    • christiane
      april 19, 2012

      Hej T
      HTC havde en lang snak om at pixel ikke er så afgørende. De har lavet nogle andre forbedringer som skulle gøre billederne bedre end det kamera som er i Incredible. Jeg har testet den noget tid nu og kameraet er rigtig godt for en smartphone. Nok det bedste jeg har set.

      :-)
      Christiane