Test: Googles nyeste smarthøjttaler er ikke bare smuk, den spiller også overraskende højt

4 Min læsning

Googles nye smarthøjttaler er ikke bare pæn og forbundet til Googles store digitale hjerne. Det er også en højttaler, der kan tage kampen op mod Sonos.

For fire år siden blev Googles digitale hjerne gjort fysisk i form af Google Home højttaleren, og nu er Googles nyeste højttaler klar til også at være dit musikalske centrum.

Da den første Google Home højttaler blev udgivet tilbage i 2016 var det første gang, at verden blev introduceret til Googles Assistent udenfor telefonen. Nu kunne Google bo på køkkenbordet eller i reolen hjemmen i stuen, og med de to ord, “Ok, Google”, var man igang med at bringe en helt anden form for internetsøgning ind i ens liv.

Nu er stemmeassistenter overalt. De bor i vores telefoner, højttalere, fjernsyn og Amazon har endda et Alexa vægur. Det næste skridt er derfor, at fokusere på den sidste del af ordet “smarthøjttaler“. For den nye Nest Audio lyder helt fantastisk til prisen.

Nest Audio vil være din yndlingshøjttaler

Det er nemlig musikken, som er i centrum med Nest Audio da den funktionsmæssigt er præcis magen til dens forgænger og den lille Mini højttaler. Nest Audio forbinder til din Google-konto og via Google Home appen på din telefon, og derfra kan du kontrollere hvem der har adgang til den, hvilken musiktjenester den skal bruge og fintune hvordan den passer ind i dit hjem.

Der er ingen nye gimmicks eller smarte funktioner i Nest Audio sammenlignet med de gamle højttalere. Men det er ikke skidt. For i stedet for nye gimmicks, er der fokuseret på at skrue kvaliteten af produktet op.

På designfronten følger Nest Audio de tendenser, der blev grundlagt med den lille Mini-højttaler. Plastikudseendet som den originale Google Home havde er skrottet til fordel for et mere moderne udseende. Derfor er næsten hele højttaleren dækket af stof, og det giver den et varmt og indbydende udtryk.

Bag på Nest Audio er der også en knap, hvor du manuelt kan slukke for den indbyggede mikrofon i højttaleren. Slår du den fra, kan du ikke længere snakke til Nest Audio, men du kan stadig spille musik på den via apps på din telefon som Spotify, YouTube Music og andre musiktjenester.

Lydkvalitet der overrasker

På trods af Nest Audios ret beskedne størrelse, så er det en højttaler der både i kontekst af dens størrelse, og ikke mindst pris, spiller overraskende godt. Der er en god separation mellem de forskellige toner, og den er et gevaldigt skridt op fra både Mini-højttaleren og den gængse bluetooth højttaler du kan købe.

Lyder den lige så godt som en Sonos One højttaler? Nej, det gør den ikke. I en direkte sammenligning mangler Nest Audio dybde i bassen, og vokaler har det med forsvinde i resten af musikken. Til gengæld så koster en Nest Audio næsten det halve af en Sonos One, og det er på prisen at Nest Audio vinder.

En Sonos One lyder bedre, men den lyder ikke 900kr bedre end en Nest Audio. Og prisen er specielt vigtig, hvis du vil udstyre hele huset med højttalere der kan spille den samme musik i alle rum på samme tid.

<h4>Dig, Google og dine data</h4>

En del af det, at eje en smarthøjttaler er også hvor den data som du fodrer den med bor. Som standard har Google slået indsamling af data fra, så dine stemmekommandoer bliver ikke automatisk sendt videre til en server et sted i verden.

Men hvorfor så slå indsamling af data til? Jo, hvis du kender vil have at Google kan genkende din stemme bedre, og med tiden hurtigere forstå at det er dig og ikke din partner som snakker til den, så er det nødvendigt at dataen bliver opsamlet, gennemarbejdet af en maskine og lagret et sted.

Google gør selvfølgelig dataen anonym, men vær opmærksom på at dataen stadigvæk forlader dit hjem. Nogle gange vil den data blive håndteret af en ansigtsløs maskine, og andre gange vil Google-ansatte kigge på det.

Inden du investerer i en smarthøjttaler bør du gøre dig disse overvejelser, og selvom du i forvejen bruger Google til alting i dit liv.

Nest Audio er den nye standard for smarthøjttalere

På mange måder er Nest Audio blot “mere af det samme”, men alting er bare blevet bedre. Det er den bedste højttaler Google nogensinde har lavet, Google Assistent er smart og den er kompakt nok til at du kan stille den stort set hvor som helst og den ser godt ud imens du gør det.

Har du allerede investeret i Googles smarthøjttaler-univers er Nest Audio en naturlig opgradering og ideel partner til stuen, køkkenet eller som supplement til et eksisterende Sonos-system. Er du ny i Googles verden, så er Nest Audio en relativt billig entre hvor du får en fremragende højttaler for pengene.

Google Nest Audio koster 799,- kr og kan købes nu.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 + 9 =

No Comments Yet.