Teknologiminder: Interaktive bøger og magiske klædeskabe
Som barn elskede jeg at drømme om fremtiden, paralleluniverser og rumskibe og maskiner, der gav superkræfter. Jeg har besluttet mig for at dele nogle af mine teknologiminder, og jeg håber jeg måske kan lokke dig til at være med? For kan du huske de interaktive bøger, hvor man selv skabte historien med en terning? Hvad popper op, når du tager et kig i rygsækken? Fortæl endelig dit eget teknologiminde i kommentarsporet.
Mine somre tilbragte jeg ved Vesterhavet. Jeg husker lyden af bittesmå bier i de duftende hybenblomster, og min mors nynnen over den opvask, hun altid tog med udenfor, så hun kunne stå i den friske luft og være tæt på mig.
Jeg lå på en spraglet madras, der lugtede lidt af sommerhus og lidt af varm sommersol, og jeg læste alle de bøger jeg kunne finde, der handlede om skjulte portaler til andre verdener og helte med magiske kræfter. Nogle af mine yndlingsbøger krævede en terning, og det blev min første spiloplevelser med en interaktiv historie.
Terningeslaget bestemte, hvilken side bogen jeg skulle til, og så sprang jeg ellers rundt mellem siderne og følte mig ekstatiske over at intet var forudsigeligt, og at den vanlige lineære oplevelse blev splittet til atomer. For sådan var det jo aldrig normalt. En bog havde en fast begyndelse, midte og slutning. Det samme galt en film. Man gik heller ikke på kunstmuseum og så Kobra malerne i det ene rum og en svømmehal i det næste. Man tog ikke en tur på biblioteket for at hoppe ud i Tivoli mellem to reoler. Omgivelserne havde sine faste kasser, og den ene oplevelse fulgte naturligt den næste i en lang perlerække. Det var også sådan jeg lærte at navigere i verden hjemmefra.
“Gør tingene ordentligt færdigt” sagde min mor bestemt, når jeg roterede i sædet og kiggede længselsfuldt ud af vinduet mod skoven, og de træer jeg hellere ville klatre i. Jeg skulle lave lektier til det sidste regnestykke var løst. Jeg skulle øve klaver til æggeuret ringede, og forlod iokke spisebordet før alle var færdige, og vi rituelt havde afsluttet med et “tak for mad” og båret tallerkenen ud.
Hvis der var dage, hvor jeg vågnede med feber, men var frisk som en ørn om eftermiddagen, skulle jeg ikke regne med, at jeg kunne tage en sygedag fra skolen, og så alligevel tage til spejder senere. Enten var man syg eller også var man ikke. Man skiftede ikke sådan lige tilstand i løbet af dagen, måtte jeg forstå, selvom feberen var forduftet, og jeg længtes efter bål og reb. Hvis jeg var villig til at blive væk fra det kedelige måtte jeg også gå glip af det sjove. Jeg formoder, der var en indre logik, som skulle sikre, at jeg ikke forsøgte at forgive sygdom for at slippe for skoletiden, for så bagefter at spille fandango og hænge i lysekronerne om eftermiddagen. Men måske også en underliggende lidt afsavnssøgende verdensopfattelse, som sikkert både var præget af min families solide jyske ophav og den protestantiske etik det danske samfundet på mange måder ligger under for. At man skal yde før man kan nyde. At man ikke springer over hvor gærdet er lavest. At man ikke skal komme for godt igang.
“Du har krudt i røven. Én ting af gangen!” hørte jeg mere end én gang. Men jeg var vant til rammerne. De gjorde hverdagen overskuelig og uden for mange valg. Og måske vigtigst af alt. Uden fornemmelsen for hvad alternative valg kunne have bragt med sig. Jeg havde ingen chance for at vide, hvad jeg gik glip af hvis jeg ikke kom til spejder. Og var jeg først igang med én ting, var der ingen skærme der brød ind og lokkede med, hvad jeg ellers kunne kaste mig over.
Men alligevel. Når jeg var alene, blev jeg ved med at vade ind i garderobeskabe og forsøgte med sammenknebne øjne at teleporte mig selv ved tankens kraft for at finde andre verdener, der kunne vende komplet op og ned på alt det, jeg kendte til. Verdener hvor kronologien var langt mindre forudsigelig. Hvor jeg kunne rejse ikke bare i rummet men også i tiden. Hvor jeg kunne holde møder med folk, som befandt sig lysår væk, men tonede frem som hologrammer foran mig. Hvor flere ting kunne eksistere på samme tid, og hvor jeg kunne være en helt anden og flere steder på én gang. En galaktisk prinsesse. En kentaur. En faun. En superhelt. En lille mand med en magisk vadsæk, der indeholdte ALT. Især derfor holdte jeg af de interaktive historier.
Fordi alt kunne ske og verden var åben…
