Smarte smykker kan måske redde dit liv

2 Min læsning

Af Leif Bomberg

Kvinder, der bliver overfaldet, kan i fremtiden slå alarm via de halskæder, brocher, armbånd og hårspænder, de bærer. Alle har Bluetooth og netforbindelse.

sense6 foto 1

Et nyt eksempel på ”wearable technology” i en meget praktisk indpakning er netop blevet præsenteret  i Californien, hvor det lille nystartede firma Sense6 har lanceret en smykkekollektion, der er mere ”intelligent”, end smykker normalt er.

Smykkerne fra Sense6 synkroniserer nemlig via trådløst Bluetooth med bærerens smartphone eller tablet, så hun kan slå alarm, hvis hun er ved at blive overfaldet – vel at mærke uden at overfalderen opdager det.

Slår brugeren f.eks. alarm ved at klikke på et armbånd eller et hårspænde, sender smykket automatisk besked til pårørende, venner, kolleger osv.

Beskeden giver præcist besked om, hvor den overfaldne befinder sig ved at udnytte smartphonens gps-lokalisering.

Samtidig indeholder nogle af Sense6’s Artemis smykker en digital lydoptager, der automatisk begynder at indspille de involveredes stemmer under overfaldet og sender dem til en cloud-baseret server. Her kan de aflyttes ”live” af pårørende eller downloades af politiet til identifikation af overfaldsmanden.

Markedet for ”wearable tech” er i sin vorden, men spirer kan hurtigt blive til flotte blomster. Allerede om et par år vurderer analytikere, at markedet vil være på mindst 16 milliarder USD dollars om året.

Langt størstedelen af salget i ”wearable tech” ligger i dag i fitness (armbånd og ure, der viser puls osv.) og i sundhedssektoren inkl. hospitaler.

Markedet for ”wearable security” er stadig minimalt – med Sense6 som en af de få kendte aktører. Sense6 har således opnået en vis lokal berømmelse i Californien efter at have vist sin Artemis-kollektion af smykker med trådløs kommunikation.

Sense6 har nu sine første smykker i beta-test hos nogle hundrede brugere i San Francisco-området. Fungerer testen godt, forventer Sense6 at indlede en masseproduktion senere i år.

first sign hårspænde 1 ny

En anden aktør i ”wearable tech” er First Sign fra Arizona. First sign står bag Smartpin – et diskret hårspænde, der rummer både Bluetooth-videokamera og lydoptager samt gps til at bestemme præcist, hvor dens bærer befinder sig.

I stil med Sense6 smykkerne alarmerer Smartpin via en smartphone, som hårspændets bærer forventes at have på sig i f.eks. en lomme eller taske. Smartpin sender både alarm til udvalgte modtagere som forældre, familie osv, men kan også programmeres til at ringe direkte til politi og ambulance. Video- og lydoptagelser lagres automatisk i skyen, så politiet efterfølgende kan bruge dem til eftersøgning – og i sidste ende domstole som dokumentation for det skete.

first sign hårspænde 2 ny

First Sign er lige nu ved at finde investorer, men regner med at Smartpin kommer til salg i juni til priser fra 50 USD.

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

one × 1 =

No Comments Yet.