I september skal du lytte til podcasten: The Tim Ferriss Show
Med gæster som Arnold Schwarzenegger, Jamie Foxx, Edward Norton, Tony Robbins og Maria Popova dukker The Tim Ferriss Show op igen og igen som absolut must-hear på samtlige hitlister over podcasts, du bør unde dine ører. Og det er ikke uden grund! Lyt selv hvorfor.
Timothy Ferriss, bedre kendt som Tim Ferriss, er manden bag bestselleren “4-timers arbejdsuge”, hvor han udfordrer den måde, vi lever vores liv på og tænker fremtiden ind i nutiden. I podcast-serien The Tim Ferriss Show, der har over 60 millioner downloads, deler Ferriss igen ud af sine egne erfaringer, men denne gang i selskab med prominente gæster. Og han graver dybt for at finde de værktøjer, taktikker og tricks, man som lytter kan bruge til at blive klogere på verden og sig selv.
I podcasten dekonstruerer han på bedste vis sine gæster, store tænkere eller geniale entreprenører, der, på hver deres måde, er verdensklasse kunstnere. Kendte som mindre kendte fra forskellige områder og brancher over hele verden. Fra store forfattere, chefredaktører, succesfulde iværksættere, globale investorer, designere, fysikere etc.
Ferriss vender med andre ord alt fra den respektive gæsts personlige oplevelser, erfaringer, værktøjer, arbejdsrutiner, yndlingsbøger til råd om deres morgenrutiner, træningsvaner, tidsoptimering og meget mere. Alt det, du ville ønske, du vidste serveret på et sølvfad. Listen er lang og der er massere af afsnit at tage hul på. Hermed en anbefaling til et podcast fyldt efterår.
Lyt til The Tim Ferriss Show i din yndlings podcast-app.