Så digital er verden blevet
To af tre mennesker i verden har i dag en mobiltelefon. Over halvdelen er på internettet, og 3,2 milliarder er medlem af et socialt medie. Tankevækkende tal om os selv i den digitale verden.
For kun få år siden, mente mange, at digitalisering var noget, som ingeniører, programmører og nogle få tekno-profeter forstod sig på. I dag er det digitale hvermandseje. Selv langt ude på Asiens stepper eller Afrikas savanner.
5,1 milliarder mennesker ejer i dag en mobiltelefon. Ikke nødvendigvis en smartphone med alle de fancy features, men i hvert fald en telefon, der kan ringe og smsse, uden at man skal have en ledning i vægstikket som i gamle dage. De 5,1 milliarder svarer til omkring 2/3 af verdens 7,6 mia. indbyggere.
Det er ‘kun’ lidt over halvdelen af verdens befolkning, som bruger internettet. 4,0 milliarder for at være mere præcis. De fleste nok via kabel, mens væksten i dag kommer fra det mobile internet. Det bliver udbredt med stor hast i tredjelande i f.eks. Afrika, Sydamerika og Asien, hvor det ville være alt for dyrt og besværligt at trække jordkabler,
3,2 milliarder af os er aktive på de sociale medier – og 3,0 mia. via vores smartphones. For bare et par år siden var det mobile tal langt mindre. De lande i verden, hvor sociale medier er mest populære, ligger på den arabiske halvø. I Qatar og Emiraterne er 99 pct. af de voksne befolkning medlem af et eller flere sociale medier. I Kuwait er det 98 pct.
Så ser det helt anderledes ud i Nordkorea, som har verdens mindste udbredelse af sociale medier. Omkring 0,06 pct. af nordkoreanerne har adgang til Facebook, YouTube eller kinesiske medier som WeChat. Næsten lige så sjældne er sociale medier i Turkmenistan, Eritrea og Sydsudan (1 pct).
Danmark er i øvrigt nummer 10 i verden, når det gælder udbredelse af internet. 5,57 millioner danskere eller 97 pct. af befolkningen er online, viser tallene fra analysefirmaerne Hootsuite, We Are Social og Statista….
Christoffer Bengt
marts 24, 2018Lige præcis udviklingen på fx det afrikanske kontinent er virkelig spændende at følge og arbejde i. Generelt, så sker udviklingen i det globale syd på en hel anden og meget mere effektiv måde end i nord.
Det er netop noget af det vi arbejder med i Learning Lab (en del af Folkekirkens Nødhjælp). Hvis I har lyst til at udforske dette emne yderligere, så står vi til rådighed!