OriHime – robotten, der kan være der, hvor du ikke selv kan
OriHime er en robot eller en avatar, der fungerer som en stedfortræder for en, der ikke selv fysisk kan være dér, hvor robotten befinder sig.
Den bruges f.eks. af
- Mennesker, der er langtidsindlagte, så de kan følge dagligdagen derhjemme.
- Børn, der af forskellige grunde ikke kan komme i skole, således at de ikke går glip af det sociale og den undervisning, skolen giver.
- Familier, der er langt fra deres ældre pårørende, til at komme på besøg lidt oftere.
- Medarbejdere i arbejdssituationer som et alternativ til videokonferencer.
- Patient eller pårørende, hvor isolation er nødvendig
Jeg synes godt om eksemplet med børn, der ikke kan komme i skole. Ved at placere OriHime på barnets plads i klasseværelset, så husker kammeraterne den fraværende klassekammerat. OriHime er udstyret med en mikrofon, kamera og højttaler, og hoved og arme kan flyttes af fjernbetjeningen. Det fraværende barn kan derved gøre opmærksom på sig selv.
En anden historie, som OryLaboratories præsenterer, er en ALS-ramt far, som er indlagt. Han kan ikke bevæge sig og ikke tale eller skrive. Børnene giver godnatknus via OriHime, den er med ved middagsbordet og alle andre hverdagssituationer og selvfølgelig ved særlige begivenheder. Han følger sin familie via OriHime. Se filmen og hav en kleenex klar.
Adm . Direktør for Ory Laboratory, det japanske selskab, der skabte OriHime, er den 27-årige Kentaro Yoshifuji. Som barn var han fysisk svag og oplevede ensomhed som følge af hospitalsindlæggelse.
Man har ikke lyst til at tænke økonomi i disse situationer, men OriHime koster ca. 7000 Kr. OriHime kan ses og prøves på Dokkx i Aarhus.