Op på hesten eller ned fra hesten- tid til (gen)tænkning?

4 Min læsning

Jo mere vi har investeret i en holdning, jo sværere kan det være at slippe den. I gamle dage blev det set som en styrke at stå fast, men i 2022 bør vi se det som en styrke at kunne give slip og tænke sig om- igen.

Et nyt år giver stof til eftertanke. For nogle kunne det blive året, hvor vi finder modet til at mene lidt mere om og handle lidt oftere. Året hvor vi endelig tager os sammen, kommer op på hesten og tager ansvar både for eget liv og for den verden vi er en del af. Du har kun et begrænset antal klip i det klippekort, vi kalder livet. Bliver de brugt rigtigt, eller er det nu du skal gøre noget ved det?

For andre kunne 2022 blive året, hvor vi skal stige lidt ned fra hesten (den høje) og faktisk mene lidt mindre. I hvertfald mene lidt mindre på andres vegne. Corona har givet os mere tid til refleksion, men desværre også mere tid til facebook og twitter. Og det er desværre ikke altid, vi får valgt refleksionen over hovedløse reaktioner på de sociale medier. Man kan sige det samme om medierne, der som aldrig før, hylder den hurtige overskrift som fodrer klikmonstret fremfor den præcise, retvisende overskrift som historien fortjener.

Vi efterlod fællessang og det høflige afstandsskridt på fortorvet i 2020, og da 2021 alligevel ikke gav den frihed, vi havde håbet på, blev det hele bare lidt indebrændt og forsmået. Den slags følelser kommer der grundlæggende aldrig andet ud af end mistro, skepsis og hurtige domme. På de fleste dage har fløjkrige, personangreb og optrapning faktisk været en grundstemning på sociale medier.

Jeg er stor fortaler for, at folk som bryder loven eller som moralsk opfører sig helt udenfor nummer både skal stilles til ansvar og tage ansvar. Men selv en person stillet for en rigsretsag fortjener fair behandling, selv et menneske som har haft en affære med en overordnet fortjener ikke at blive udstillet som en anden sexkilling i formiddagsbladende, selv en mand som har kopieret noget lertøj fortjener ikke dødstrusler, selv en kvinde som fortæller om krænkelser skal kunne gå i fred på gaden, selv en person som tager en vaccinen er ikke nødvendigvis ejet af Big Pharma, selv en person som ikke tager vaccinen er ikke nødvendigvis vanvittig, selv et bryggeri som har en kunde du er politisk uenig med fortjener ikke at blive boycottet og selv en chef, som har forgrebet sig helt utilstedeligt på medarbejdere er et menneske med mere end blot den historie.

2022 må gerne blive året, hvor vi bliver bedre til at se nuancerne og tænke før vi taler (poster). Faktisk ville vi have godt af at tage os tid til at retænke både idéer og adfærd løbende. Forskning viser endda, at de mennesker, der som udgangspunkt er bedre til at justere holdninger og ændre planer generelt klarer sig bedre og indgår mere harmonisk i relationer. (se videoen nederst).

Det handler ikke om “du får ret, og jeg får fred” som er en rimelig passivt aggressiv tilgang til uenigheder. Det handler heller ikke om at finde en sejrsherre i argumentationen. Som parterapeut Jytte Vikkelsø siger “Hvis du vinder i et skænderi, taber du i forholdet”. Det handler om en villighed til løbende at tage ny viden ind og tilpasse sig. “Du har lidt ret og jeg har lidt ret, men der er også en mulighed for, at vi begge tager fejl”.

Those who cannot change their mind, cannot change anything.

George Bernard Shaw

Noget der nærmest er blevet en folkesport på de sociale medier, er at gennemgå en persons gamle tweets og facebook posts, og konfrontere dem med noget, de sagde for 12 år siden, som havde de sagt det igår. Naturligvis er der en sandsynlighed for, at de stadig mener det samme. Men der er faktisk også en ret stor mulighed for, at personen har fået mere information og er blevet klogere på 12 år.

Jeg tror, vi allesammen vinder meget, hvis vi er åbne for, at vi både selv kan have taget fejl og at andre også kan være blevet klogere. Og ja jo mere vi har investeret i en holdning, jo sværere kan det være at slippe den. I gamle dage blev det set som en styrke at stå fast, men i 2022 er det en styrke at kunne give slip og tænke sig om- igen.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan du selv kan blive bedre til at justere holdninger og handlinger, så kan jeg anbefale Adam Grants bog Think Again- The power of knowing what we don’t know.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

17 − one =

No Comments Yet.