LG præsenterer G3 ved konference i Stockholm
Ved en konference i Stockholm løftede LG sløret for det nyeste skud på stammen. Under mottoet Simple is the New Smart, skal den nye G3 være med til at bringe LG op i top 3 i norden.
På det moderne koncepthotel Clarion Sign Hotel i Stockholm, stod en flok spændte journalister og mobilambassadører klar til at høre om den nye satsning fra LG. Selvom London i sidste uge dannede rammen om den verdensomspændende launch, var den nordiske presse klar på en gennemgående præsentation af LG G3 i Stockholm og Elektronista var med for at snuse til den nye smartphone.
LG G3 er et meget interessant bud på en efterfølger til G2’eren. Ved første øjekast byder den på et sofistikeret ydre som fås i 3 forskellige farver, Metallic Black, Silk White og Shine Gold. Telefonen er blød og buet i udformningen og den store 5,5″ skærm er fyldt ud til kanten. Selve opløsningen på skærmen er også værd at nævne. G3 er nemlig udstyret med en Quad HD skærm som giver dig en helt ultimativ skærmoplevelse med 75% flere pixels end en Full HD skærm. En mere avanceret skærm kræver selvfølgelig også mere af batteriet – derfor har G3’eren et udskifteligt batteri på 3000 MaH.
At tage billeder og optage film skulle også være sand fornøjelse med G3’eren. Med en laserudløser på det bagerste kamera burde autofokusfunktion sidde lige i skabet hver eneste gang. Det er et 13 MegaPixel kamera.
G3’eren byder generelt på en masse spændende features som Knock Code hvor du, som navnet antyder, låser telefonen op ved at banke en mønster på skærmen. Denne funktion er sammen med flere andre sikkerhedsfeatures med til at gøre telefonen topsikker. I denne telefon får du også funktionen Smart Notice – en form for personlig assistent som husker dig på afviste opkald, regnvejr i området og sletning af apps og filer du ikke bruger.
Alt i alt en spændende telefon som virker til at være strammet op og med en række nye spændende features, som er med til at definere LG G3 som en værdig modstander til sine konkurrenter på markedet. Jeg synes desværre, at den trods samme størrelse som flere af konkurrenterne, virker en kende klodset i min hånd – om det er mine små hænder eller at jeg er mere til en flad bagside end det runde look på G3, skal jeg ikke kunne afgøre.
Der findes en lang række tilbehør til telefonen og bagcoveret kan overraskende nok tages af så batteriet kan tages ud, det er også her der er plads til at smide et SD-kort ind. Både bagcovers og og flipcovers er blandt de mange muligheder der er for at sætte et personligt præg på telefonen. Der blev ved konferencen pillet covers af og på og leget med kamera og andre af telefonens mange features.
Og hvad koster den så? Den fås i en 16GB version som i Danmark har en vejlende pris på 4.999 kr. og i en 32GB til 5.499 kr. – G3’eren kan fås fra slut juni, men kan allerede forudbestilles nu.