Lær at spille musik med en iPad 

4 Min læsning

Hvis du altid gerne har villet lære at spille musik, kan det være, du ikke skal starte med at købe et instrument. I stedet skal du måske starte med at købe en iPad, og køber du den brugt, kan du få den til små penge. 

Der er ikke ret mange andre end musikere, der tænker over det. Men en iPad er faktisk også et musikinstrument. Flere og flere musikere bruger en iPad i deres musik-setup, og der er et hav af apps, der kan lære én at spille. Eller i hvert fald sætte én i gang, så man selv kan gå videre med et instrument på egen hånd.

Det mest nærliggende er at lære at spille et tangentinstrument, da man kan få et klaviatur direkte op på skærmen på iPad’en. Så behøver man ikke engang investere i et keyboard til at begynde med.

Men hvis man går i gang på den måde, går der nok ikke længe, inden man får lyst til at få rigtige keyboard-tangenter under fingrene. Og keyboards er bestemt heller ikke det eneste instrument, hvor iPad’en kan hjælpe. Man kan også lære at spille guitar – alt sammen med ting, der kan findes relativt billigt i brugtmarkedet.

  1. Start med iPad’en

Hvis du ikke har en iPad i forvejen, skal du en tur på brugtmarkedet efter den. Afhængig af, hvordan du vil bruge den, kan du overveje en almindelig iPad, en stor iPad Pro eller en lille iPad mini. Hvis du har tænkt dig at gå direkte over til rigtige tangenter, som beskrevet herunder, kan du nøjes med en iPad mini. Ellers skal du nok op i en almindelig iPad eller den store 12.9-tommers iPad Pro. Der skal nemlig være plads til dine fingre på skærm-klaviaturet, hvis det overhovedet skal give mening.

Hvis du går efter en almindelig iPad, kan det godt betale sig at købe en iPad 4. Så er du sikker på, at den holder mindst et par år, og man lærer jo ikke at spille på en enkelt dag. De fås fra omkring 1600 kroner og opefter brugt. Vil du gerne have mere plads til fingrene, kan du bruge en 12.9-tommers iPad Pro, men så skal du op over 5.500 kroner i brugtpris.

Når du har fået fat i iPad’en, skal du downloade en app, der viser dig, hvordan du spiller. Det kan f.eks. være ’Little Big Piano’-app’en eller ’Piano’ fra Yokee. Disse lærer dig at spille populære sange ved at vise dig, hvor på keyboardet, du skal sætte fingrene.

  1. Tilføj et keyboard

Når du er klar til at prøve kræfter med rigtige tangenter, skal du have fat i et keyboard. Når du allerede har iPad’en, er der ingen grund til at investere i et keyboard, der har lyde indbygget. I stedet kan du købe en såkaldt ’MIDI controller’ eller et MIDI-keyboard, der blot er et ’tomt’ keyboard. Tangenterne styrer i stedet klaverlyde (og synthesizere, orgel osv.) inde i iPad’en. De fleste apps, der lærer dig at spille, kan bruges sammen med sådan et keyboard.

Hovedparten af MIDI-keyboards får strøm fra USB og sættes samtidigt til iPad’en med et USB-kabel. Det betyder, at du kan tage keyboardet og iPad’en med dig overalt og øve på stranden eller i skoven, hvis du skulle have lyst. Det hele kører på iPad’ens batteri. iPad’en skal dog bruge en adapter, før du kan sætte et almindeligt USB-kabel mellem iPad og keyboard. Du skal bruge den såkaldte ’USB Lightning Camera Adapter’ fra Apple. Den er en sjælden gæst i brugtmarkedet, men ellers koster den omkring 250 kroner fra ny.

Endelig er der selve keyboardet. De kan både være dyre og billige, afhængig af, hvad de skal kunne. Til dit begynderbehov kan du godt nøjes med et af de billige. MIDI-keyboards med USB og 49 tangenter fås helt ned til 400 kroner i brugtmarkedet. Kan du finde et brugt Samson Carbon 49, er det et kig værd, for det har en smart rille, du kan sætte iPad’en i. Når først du har alle tre dele, kan du enten fortsætte med de ovenfor nævnte apps, eller du kan prøve OnlinePianist-app’en, der indeholder virtuelle klaverlærer-lektioner.

  1. Eller prøv med en guitar

Hvis du i stedet vil bruge din iPad til at lære at spille guitar, er det også en mulighed. Du kan f.eks. købe en billig, brugt, akustisk guitar med stålstrenge (også kaldet en Westernguitar).

Du skal nok belave dig på at give omkring 1.000 kroner eller mere for den, for ellers risikerer du at købe noget, der hverken lyder særlig godt eller er nemt at spille på.

Herefter kan du give dig i kast med apps som ’Beginner Guitar Songs’, der hjælper dig i gang med det nye instrument. Men der er i virkeligheden et hav af apps, du kan gå i gang med. Og skulle du have problemer med at stemme guitaren, findes der også guitar-tunere som apps. Så der er i virkeligheden ingen undskyldning for ikke at gå i gang.

Sponsoreret af DBA Guide.

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 + two =

No Comments Yet.