Er kvinder forelskede i deres smartphones?
Ny analyse viser, at 81 pct. af kvinderne har deres mobil med i seng – 70 pct. bruger den til at tage billeder med.
Hvis du er kvinde, og du elsker din smartphone – så er du bestemt ikke alene.
Kvinder har nemlig nærmest et kærlighedsforhold til deres mobil og bruger dem både til forudsigelige ting – og nogle gange på overraskende vis.
Det viser en ny undersøgelse, som det amerikanske marketing firma Influence Central har lavet. Bureauet har interviewet 500 kvinder om deres forhold til smartphones – og sammenlignet resultaterne med en tilsvarende analyse, som blev foretaget i 2012.
På den måde bliver Influence Centrals rundspørge en fin illustration af den enorme udvikling, der er sket i de seneste fire år i familiers og kvinders brug af moderne teknologi.
Kvinder er i dag knyttet mere til deres smartphones end til deres punge: 48 pct. siger således, at de ikke vil forlade deres hjem uden mobil. Kun 26 pct. mener, at pungen er den vigtigste at få med. For mødre med små børn var rækkefølgen den samme – bleer og snacks kom langt efter på 3. og 4. pladsen.
Kvinder bruger primært deres smartphone til opgaver, de fleste ville forvente – sms, social media og navigation.
Hos mange af dagens kvinder har mobilen afløst pc’en. 38 pct. fortæller således, at de altid bruger telefonen til at surfe på internet. For fire år siden var det kun 24 pct.
- 85 pct. af kvinderne har det fint med at købe deres smartphone selv.
- 70 pct. tager billeder med deres smartphones – kun 30 pct. bruger et fotokamera. I 2012 var tallet nærmest omvendt: 63 pct. fotograferede med kamera og kun 37 pct. med deres mobil.
- Den gennemsnitlige amerikanske familie har i dag 2,6 smartphones. Mon ikke tallet også passer meget godt på danske familier med børn?
- 19 pct. af familierne har tre telefoner – i 2012 var det kun 8 pct. Og familier med fire eller flere smartphones – i dag er det 19 pct mod 4 pct. for fire år siden.
Den amerikanske analyse giver også andre – meget velkendte – eksempler på, hvordan smartphones er blevet boligens vigtigste gadget og lille hjælper i hverdagen.
- 81 pct. af kvinderne fortæller, at de har deres mobil med i seng – eller, at den ligger nær sengen, når de sover. I 2012 var dette tal 62 pct.
- 53 pct. bruger sågar mobiltelefonen som vækkeur – med musik eller ringetoner.
Sjovt og lidt tankevækkende – ikke sandt? Danske tal ville formentlig ikke se meget anderledes ud.