Her kører grammofonen rundt på pladen
RokBlok er en noget usædvanlig måde at afspille vinylskiver på. Men den giver sjov nostalgi og musik for bare 500 kroner.
Hvem siger, at man skal købe sig en hel pladespiller, hvis man kan nøjes med noget mindre.
Den nye RokBlok Record Riding Player er en noget anderledes måde at spille grammofon plader, men den nye gadget skulle altså fungere.
Ideen er at lægge sin vinylplade på et fladt underlag og så lade RokBlok køre rundt i pladerillen – som en sportssvogn på en rund racerbane.
Jeg kan huske en lignende gadget fra 1980’erne, og den lød altså ikke godt. Snarere det, der senere er blevet kaldt ”dåselyd.”
RokBlok indeholder imidlertid moderne og meget bedre elektronik. F.eks. kan man sende den afspillede musik trådløst videre til en eller flere Bluetooth højttaler.
Alternativt kan man lade RokBlok ordne det hele selv. Den lille blok på 90 gram indeholder nemlig motor, batteri, pickup med nål, stereo forstærker og højttaler.
Fabrikanten reklamerer med, at RokBlok kan spille grammofon plader overalt – med 33 eller 45 omdrejninger i minuttet.
Rigtig nok, men hvem slæber rundt med fysisk sarte vinylplader og en RokBlok, når man kan have meget mere musik liggende på en smartphone?
Well – RokBlok er i det mindste sjov og anderledes. Nyheden kan i øjeblikket forudbestilles til priser fra 69 USD – knap 500 kroner….