Kæmpe klods holder din mobil kørende i 40 dage
Ankers nye PowerHouse er mere flytbar end bærbar. Til gengæld er batteriet ideelt for campere og andre outdoor-folk, der befinder sig borte fra en stikkontakt i time- eller dagevis.
Et almindeligt smartphone-batteri er på omkring 2.500 mAh og kan holde mobilen kørende en dags tid eller lidt mere.
Ankers nye PowerHouse er på størrelse med en mindre cementblok og indeholder imponerende 120.600 mAh energi.
Det kæmpestore batteri kan holde en moderne smartphone kørende i omkring 40 dage, hvis man af en eller anden grund skulle være borte fra en stikkontakt i så lang tid.
Mere realistisk er nok, at man bruger PowerHouse til at oplade en hel håndfuld smartphones ad gangen eller en blanding af mobilos, tablets og laptops.
Ankers batteri har nemlig fire USB-udgange, som man kan tanke strømmen fra. Plus et 12 volt stik som det, man kan kender fra bilen – plus et hunstik til almindeligt el.
Med andre ord kan PowerHouse også hjælpe med at holde udstyr til camping eller hjemmet i gang, hvis strømmen skulle svigte.
Set i den sammenhæng virker Ankers PowerHouse nærmest som en gadget, man burde anskaffe til sin husholdning. Batteriet kan jo f.eks. holde et mindre køleskab kørende i syv timer eller oplade en travlt beskæftiget laptop 15 gange.
Anker PowerHouse koster den nette sum af 500 USD – ca. 3.350 kroner.
Til den pris er det vel bare rimeligt, at man ikke spises af med fire små lysende LEDs til at vise batteriniveau – som på almindelige powerbanks. Anker-nyheden har i stedet et stort belyst LCD-display, der giver et ganske præcist bud på, hvor længe det gigantiske batteri kan køre endnu.
PowerHouse vejer 4,2 kilo og er derfor mere flytbar end bærbar. Det tager 16 timer at genoplade dette monster fra en stikkontakt….