Januar byder på 3 suveræne computerspil

6 Min læsning

2018 er skudt igang med et brag på spilfronten. Vi kigger på nogle af januars bedste spil, hvor du finder alt lige fra monsterjagt i junglen til et spil, der er lige så meget kunst, som det er et spil. Her er noget for en hver smag.

Nicheserien ‘Monster Hunter’ får nu sit store gennembrud

Monster Hunter World fås til Playstation 4 og Xbox One.

Monster Hunter-serien har i mere end ti år været en af de mest populære spilserier i Japan. Serien har dog aldrig kunne slå igennem i Vesten trods utallige udgivelser. Det seneste spil i serien kan dog meget vel blive det store gennembrud for Monster Hunter.

Monster Hunter-serien har været meget svær at komme igang med. Du får ikke særlig meget vejledning, og det forventes, at du selv går på Wiki-sider eller snakker med venner om, hvordan du kommer videre i spillet. Den arrogance er heldigvis lagt på hylden i Monster Hunter World, hvor du i stedet bliver ført nænsomt igennem spillets mange koncepter og idéer.

For selvom kernen i spillet handler om, at du skal tage ud og jage monstre, så er der mange forskellige facetter i det. Du kan vælge mellem en masse forskellige typer af våben. Lige fra sværd, buer til pistoler og kæmpe økser. Dit valg påvirker det i høj grad, hvordan du kommer til at spille spillet, og oveni skal du også holde styr på ting som at lægge fælder for monstrene, du jagter, og lære hvordan du kan få færten af monsteret ved at finde fodspor eller mærker i træer.

Rytmen i Monster Hunter er hurtigt ret opslugende. Essensen i spillet er, at du får en mission om at jage et monster. Du begynder med at lede efter spor, der kan pege dig i retningen af, hvor det er, og så gøre klar til at angribe monsteret. Skulle det flygte, imens du slås med det, skal du igen lede efter spor og angribe det, inden det kan nå at komme sig efter jeres sidste slåskamp. Når jagten er overstået, og dit bytte er nedlagt, kan du bruge knogler fra monsteret, du dræbte, til at skabe nye våben, rustninger eller andet udstyr. Med det nye udstyr kan du så komme på mere krævende og udfordrende jagter, og sådan eskalerer det hele tiden.

Den rytme og det flow er supergodt konstrueret. Hver jagt har en god balance, hvor du både kan udforske spiluniverset på egen hånd og blive hjulpet i den rigtige retning så du ikke vandrer målløst rundt og spilder din tid. Selvom Monster Hunter World ikke er det mest ligetil spil, så er det meget tilfredsstillende at knække koden til spillet, og får det først kløerne i dig, er det svært at slippe igen. Men det kræver en håndfuld timer før spillet virkelig viser kulør, og alle de mange elementer i spillet falder på plads og du forstår sammenhængen mellem det hele.

Hvis du vil have et actionspil som har lige dele strategi og action, og som du kan spille eller sammen med dine venner, så giv Monster Hunter World en chance.

Gorogoa er lige dele kunst og spil, men fuldkommen genialt

Gorogoa fås til iPad og iPhone, PC og Nintendo Switch.

Gorogoa er et spil, som er meget svært at beskrive. Det ene øjeblik skal du løse en simpel gåde, hvor du skal rulle en bold fra et bord ned i en skål, det næste øjeblik er du igang med at flytte spillets hovedperson fra et univers til et andet ved at splitte tegninger ad.

Gorogoa handler basalt set om, at du skal bevæge dig igennem en række gåder. Hver gåde er unikt konstrueret og støtter op om spillets generelle filosofiske tendenser om livet, døden og vores plads i det komiske puslespil. Men selv uden alt det filosofiske, er Gorogoa en fascinerende og unik oplevelse, der er værd at spille  alene i kraft af gådernes geniale design og spillets helt unikke stil.

Gåderne i Gorogoa arbejder alle sammen med deres helt egen særlige logik. I spillet har du en håndfuld vinduer at se på, som var det en side fra en tegneserie. Du kan så flytte forskellige ting fra det ene vindue til det andet og bruge det til at danne helt nye tegninger eller åbne op for helt nye vinduer.

Der hvor spillets genialitet viirkelig kommer til udtryk er, at hver enkelt samling af vinduer og dermed et sæt gåder, har dets egne regler og struktur. Hver eneste gåde er ny, anderledes og udfordrer dig på helt nye måder. Hver eneste gåde i spillet føles som om den er blevet lavet med en enorm mængde kærlighed og eftertænksomhed. De første minutter med en ny gåde, er der hvor ingenting giver mening, men jo mere du prikker, rør og drejer tingene, du ser på, jo mere begynder det hele stille og roligt at falde på plads, og pludselig ser du logikken. Det er i øjeblik som dem, at Gorogoa bliver en helt og aldeles fortryllende oplevelse.

Hvis du vil have et helt unik spil, hvor der er tænkt over hver eneste lille bitte detalje og kan finde tre timer, så får du i Gorogoa et utroligt tilfredsstillende spil. Et spil der aldrig er for svært eller for nemt. Det balancerer hele tiden mellem de to sider, og holder din opmærksomhed fanget med dets geniale gåder.

 

Verdens mest populære PC-spil er nu kommet til Xbox

Player Unknowns Battleground fås til Xbox One

I 2017 blev spilverden taget med storm af et på det tidspunkt fuldkommen ukendt spil. Det hed Player Unknowns Battlegrounds, og på ti måneder gik det fra at være et fuldkommen ukendt spil til et prisvindende spil, der er blevet det mest populære spil på PC-markedet og har solgt mere end 35 millioner eksemplarer.

Den enorme succes har dog indtil videre været isoleret til PC’en. Nu tager spillet så springet over til Xbox One.

‘Battlegrounds’ er det et online-spil, hvor 100 spillere bliver smidt ned på en øde ø.  Den sidste tilbage på øen vinder.

Reglerne er simple, og hvis du har set filmen ‘Battle Royale’, så har du en ret god idé om, hvad slags spil det er. Fidusen er, at ingen af de 100 spillere har noget som helst på sig, når de lander på øen, så det handler om at sprinte ind i det nærmeste hus og finde, hvad du kan af våben og beskyttelse. Forhåbentlig får du ram på de 99 andre personer på øen eller ihvertfald bare nok til, at du står tilbage som vinderen til sidst.

Det, som gør ‘Battlegrounds’ genialt, er tempoet i spillet. Når 100 spillere lander på øen, er det et hektisk ræs om at finde udstyr og hele tiden holde øje med omgivelserne. Til tider bliver det næsten et gyserspil, når du bevæger dig forsigtigt fra hus til hus, i håbet om ikke at blive set af de andre spillere omkring dig.

Kampen om at blive den sidste spiller tilbage er utroligt intens, og det bliver hurtigt ens eget lille spil hele tiden at få en bedre og bedre placering. For jo mere du spiller, desto tydeligere bliver de mange forskellige lag i spillet. Alt lige fra højdeforskelle til afstand har en utroligt vigtig rolle, når kuglerne begynder at flyve om ørene på dig, og nogle gange er det faktisk bedre at flygte fra en kamp og håbe, larmen tiltrækker andre spillere.

https://youtu.be/m0Tnp-3W3z4

‘Battlegrounds’ er et fænomenalt spil, og det er en helt unik oplevelse at kæmpe med 99 andre personer om at være den sidste tilbage. Desværre så er Xbox One-udgaven plaget af en del tekniske problemer. Spillet kan opleves som meget hakkende og ikke specielt flydende, og det tager en stor del af fornøjelsen ud af det. Men hvis du kan se gennem fingrene med de tekniske svagheder i spillet, får du en oplevelse, som du ikke får noget andet sted.

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

three + one =

No Comments Yet.