IKEA lancerer det mobil-løse spisebord
Den integrerede varmeplade i bordet fungerer kun, hvis de spisende lægger deres smartphones i en særlig skuffe. Meningen er nemlig, at man skal tale med hinanden omkring bordet og ikke have næsen nede i mobilens skærm hele tiden.
De fleste af os kender det, og mange er ret irriterede over fænomenet:
Man sidder hyggeligt samlet omkring et middagsbord på en restaurant eller i privaten, og nogle af deltagerne kan simpelthen ikke slippe øjenkontakt med deres mobiltelefon. Den ligger frit fremme ved siden af bestik og vinglas.
IKEA’s afdeling i Taiwan vil nu ændre på denne uhøflige opførsel og har indledt et social eksperiment, hvor et mobil-frit spisebord er centrum.
Helt mobil-løst er spisebordet dog ikke. Telefonerne skal nemlig lægges ned i en central skuffe i bordet – og først når de er dernede, kan spisebordets centrale varmeplade fungere.
Traditionen med en varmeplade i bordet til at koge supper og grøntsager eller til at placere en wok til stegning er selvfølgelig meget asiatisk, men IKEA kunne da sagtens tage ideen op i Europa også. Ved mangen frokost eller middag ligger der lige så mange smartphones på spisebordet, som der står glas og tallerkener.
Det nye ”Phone-less Table” fra IKEA fungerer med en enkelt smartphone, men opvarmningen af induktionspladen går meget stærkere med flere mobiler i skuffen.
IKEAs idé er naturligvis, at folk skal underholde hinanden og tale sammen, mens de spiser. Samtidig skal de hjælpe hinanden med at lade være med at kigge på telefonen hele tiden, mens alle andre gafler den lækre mad i sig.
Skulle en eller flere deltagere alligevel ikke kunne dy sig under middagen og hiver mobilen frem for at tage et opkald, tjekke en sms, email eller en Facebook opdatering, reagerer IKEA-bordet med det samme. Varmen skrues ned på kogepladen, og de spisende må vente i længere tid på, at deres mad bliver færd
IKEA har udsendt denne lille video om sit telefon-frie bord. Velbekomme….