HomePod – den nye talende hjemmehøjtaler fra Apple

4 Min læsning

Apple har altid lænet sig tæt op af musikbranchen. Fra iPod til iTunes. Med købet af Beats brandet og gratis albummet med U2. Apple ørertelefonerne AirPods er lydmæssigt ikke vanvittigt imponerende, men de er alligevel blevet en Elektronista yndling. Især fordi de sidder godt i ørerne (hører jeg fra overraskende mange), automatisk og helt nemt connecter til telefonen, og så lader de op i selve opbevaringsæsken.

Nu kaster Apple sig over et populært forretningsområde, nemlig hjemmet. Med Apple HomePod tilføjer Apple et højtalerprodukt på et marked med meget konkurrence. Jeg er personligt meget begejstret for Urban Ears højtalerne. Men også BeoPlay, Jabra, Vifa, Libratone osv. osv. sprøjter lækre, trådløse hjemmehøjtalere ud.

Designet af Apples HomePod blæser mig ikke umiddelbart bagover. Ser man på hvad der ellers er på markedet er det faktisk lidt kedeligt og ligner noget man har set før. For nogle år siden. Personligt kan jeg faktisk godt lide at f.eks. Urban Ears bruger nogle flotte farver til de meget mobile højtalere. Men hvis man nu antager Apple tænker HomePod højtaleren mest som en højtaler, der ikke rigtig forlader hjemmet, så kan der være en fordel i det meget lidt larmende, diskrete look.

En teknologi med automatiserede rumsensorer gør at HomePod kan bestemme sin placering i et rum, uanset om den står i et hjørne, på et bord eller en bogreol og dermed sikre lytteoplevelsen i forhold til placeringen.

Apple Homepod er både en højtaler og en smart assistent. Med indbygget og lysende Siri i toppen fungerer HomePod som et orakel, der både kan huske, når den får at vide at man synes en sang er god. Og samtidig svare på hvem der spiller guitar i et nummer eller hvad opskriften på bearniasesauce er. 6 indbyggede mikrofoner skal sikre at Siri altid lytter ligegyldig hvor man står i forhold til højtaleren. Og i modsætningen til andre digitale assistenter som f.eks. Amazons Echo og Googles stemme assistent, så lytter Siri kun når en sætnings startes med “hey Siri”. Skulle du nu være bekymret for om Apple lytter med, når du taler med Siri, så er svaret (i følge Apple) nej. Samtalen er ligesom iøvrigt iMessage samtaler i iPhone og samtaler i det Facebook ejede WhatsApp krypteret. Det vil sige Apple ikke kan høre hvad du snakker med Siri om og at dine samtaler heller ikke sættes i forbindelse med dit Apple ID. Apple holder ret hårdt på privacy og at USAs regering ikke skal kunne gives adgang til personlig data i Apple devices.

Apple HomePod er naturligvis trådløs og skulle være ligeså let at sætte op som Apples Airpods. Og DET er afgørende!

Prisen bliver 349 dollars. Apple HomePod kommer hvid og Space Grey. Først i USA og England og Australien i december, men hvis vi danskere får den, kommer vi til at vente til 2018.

Yderligere nyheder fra Apples developer konference er nye iPads.

Nye iPads i iPad Pro serien

iPad Pro på 10,5″ og en ny iPad Pro på 12,9″. iPad Pro har samme kameraer på for- og bagsiden som iPhone 7, deriblandt et 12-megapixels-kamera med optisk billedstabilisering, samt et 7-megapixels FaceTime HD-kamera. Det lidt vilde er at vi nu har en iPad der er 500 gange hurtigere end den første iPad! Tablets kan i det hele taget få lidt af et opsving, nu hvor det tilsyneladende bliver forbudt at rejse med laptops i fly til og fra USA.

10,5″ iPad Pro fås i sølv, spacegrey, guld og rosaguld til priser fra 5.599 kr. for 64GB-modellen med Wi-Fi og 6.799 kr. for 64GB Wi-Fi + simkort modellen. 12,9″ iPad Pro fås i sølv, spacegrey og guld til priser fra 6.999 kr. for 64GB-modellen med Wi-Fi og 8.199 kr. for 64GB Wi-Fi + simkort-modellen.

Ny version af computerstyresystemet macOS

Vi går fra Sierra versionen til macOS High Sierra. Apples filsystem (APFS) skulle give forbedret ydeevne og datasikkerhed. Det bliver nu også muligt for udviklerne at lave VR indhold som spil på Mac computeren. Det ser også ud til der sker en hel del med Photos med både nyt design og funktioner.

Ny version af mobilstyresystemet iOS- til iPhone og iPad

iOS 11 bliver ifølge Apple den største softwarelancering til iPad nogensinde og opdateringen vil bl.a. byde på mere effektive multitasking-funktioner, en ny Arkiver-app og flere måder at bruge Apple Pencil på. Der er også kommet en ny både mandlig og kvindelig mere naturlig stemme til Siri som også kan oversætte engelske sætninger til kinesisk, fransk, tysk, italiensk og spansk.

Vi kan forvente flere Augmented Reality-oplevelser på både iPhone og iPad ved hjælp af det indbyggede kamera og bevægelsessensorer.

En fed funktion er Forstyr ikke til bilen. Hvis du har en tendens til at tjekke SMS mens du kører bil kan du vælge at iPhone automatisk skal gøre det umuligt at betjene mobilen med Forstyr ikke funktion der netop kan se du er i en bil. Det er møghamrende farligt ikke tage øjnene fra vejen, og det skal man bare lade være med.

Opdatering af software i Apple Watch

Jeg noterede mig igen at de gik MEGET op i at omtale Mickey Mouse urskiven. Jeg har altid syntes det var komplet åndsvagt. Og nu hvor de også har Toy Story figurer bliver det ikke mindre tosset. Er det mon fordi børn skal bestemme hvilken ur baggrund mor og far har?

Opdateringen indeholder ellers forbedringer af appen Træning. Siri fylder mere og aktivitetscirklerne som måler hvor godt du klarer dig på fitness og bevægelse i løbet af dagen får også et boost.

Der er sommerfarver lanceret til Apple Watch remmene.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

8 + 11 =

No Comments Yet.