Halloween gaming: Ét meget uhyggeligt spil, og to du kan spille selvom du er alene hjemme

6 Min læsning

Kom i Halloween-stemning med vores gaming guide til efterårets uhyggeligste spil, og to andre spil der kan få pulsen ned igen bagefter.

Until Dawn er en sublim gyser du både kan spille alene eller med venner på sofaen

Hvis du skal i den helt rigtige Halloween-stemning, så er det fremragende gyserspil ‘Until Dawn’ en oplagt kandidat til at skrue stemningen i top. Her finder du alle ingredienserne til en klassisk gyserhistorie med teenagere fanget i en stor hytte, hvor strømmen selvfølgelig går, mens der samtidig i mørket kan høres underlige lyde fra noget, som helt sikkert ikke er det lokale dyreliv. Er der en seriemorder på fri fod, eller er det noget meget værre der sker?

En af de største styrker i ‘Until Dawn’ er det store galleri af karakterer, som du møder med et væld af personligheder og holdninger til alt det uhyggelige der foregår. Igennem spillet får du lov til at træde ind i alle deres sko og tage beslutninger for dem. Det giver en masse dybde til hele forsamlingen, da du virkelig lærer at kende deres inderste tanker, samtidig med at alle dine handlinger du foretager får konsekvenser og ændrer på spillets historie. ‘Until Dawn’ retter sig nemlig ind afhængigt af hvad du siger og gør, hvilket også betyder at ingen er sikre på at overleve. 

Alle du spiller som i løbet af ‘Until Dawn’ kan nemlig dø, hvis du træffer de forkerte beslutninger (eller heltemodigt ofrer dig for andres skyld). Resultatet af det er, at det faktisk føles som om at alle dine handlinger har betydning, og du ender med at bide dig selv i underlæben, når du står over for særligt udfordrende dilemmaer med livet som indsats.

Selve mysteriet om hvad der foregår er sammen med fremragende skuespilpræstationer med til at forstærke uhyggen, og det giver kun mere lyst til at sidde og heppe på ens udvalgte favorit blandt de mange teenagere, som selvfølgelig må og skal overleve hvad end der lurer ude i mørket.

‘Until Dawn’ er et fantastisk spil at give sig i kast med, enten alene på sofaen eller som en flok samlet om fjernsynet der i kor råber hvad der skal ske. Hvis du vil have gang i Halloween-stemningen, så er ‘Until Dawn’ den nemmeste vej hen til den uhyggelige stemning.

Until Dawn fås til Playstation 5 og PC

Spring gyset over og gå på et storslået eventyr i det seneste Zelda spil

Hvis nerverne ikke kan holde til den intense uhygge i ‘Until Dawn’, så kan du i stedet kigge på ‘The Legend of Zelda: Echoes of Wisdom’, som er det nyeste spil i den altid populære Zelda-serie. Men for første gang, så er det ikke helten Link som du tager kontrol over, men derimod prinsesse Zelda der nu endelig får hovedrollen.

For denne gang er det Zelda, som skal redde Link efter at han er blevet taget til fange af en mystisk ond magi, der samtidig truer med at sluge hele verden og indhylle den i sit mørke. Zelda må derfor drage ud for at fikse det ved at indsamle fire magiske genstande og redde verden. Historien i ‘Echoes of Wisdom’ er ikke noget at skrive hjem om, men det er en udmærket drivkraft til at sende dig rundt i spillets charmerende verden og kombineret med nogle helt unikke værktøjer til din rådighed, danner det rammen for et virkelig interessant spil.

For prinsesse Zelda er i sig selv ikke en kriger med sværd og skjold, i stedet bruger hun magi til at håndtere sine problemer. Hendes primære våben er nemlig, at hun kan lave kopier af ting omkring sig, et såkaldt ekko, så hvis du skal krydse en kløft, kan du bygge din egen bro ved at lave ekkoer af forskellige ting du har mødt på din rejse, eller når du skal slås mod fjender kan du med et ekko af en gammel fjender du har mødt få dem til at slås for dig.

Det er et meget fantasifuldt værktøj du har til rådighed i ‘Echoes of Wisdom’, for det betyder langt hen ad vejen at der ikke er én defineret løsning på et problem, men i stedet den løsning som du finder på ved hjælp af de ting du har til rådighed.

Det er i disse situationer, hvor fantasien får frit spil og du får oplevelsen af at det du fandt på faktisk kunne løse problemet, at ‘Ehoes of Wisdom’ viser sig fra sin absolut bedste side. For følelsen du får, når det faktisk lykkedes dig at bruge din hjemmelavede trappe af senge og potter til, at kravle op over en hidtil uoverskuelig mur, er svær at beskrive som andet end en stor triumf. Du føler dig snedig, og som om at du gør noget forbudt – noget spillets designere ikke havde regnet med, og den følelse af løssluppen kreativitet er helt unik.

‘The Legend of Zelda: Echoes of Wisdom’ er et fremragende spil fra top til bund. Spillets gåder er snu, fjenderne udfordrende og værktøjerne du har ved hænderne inviterer til kreativitet og friheden til at løse gåderne på præcis den måde du finder interessant. Det er de færreste spil som formår at give så stor frihed indenfor strukturerede rammer og resultatet er et medrivende spil, som er svært at slippe når først du går igang.

The Legend of Zelda: Echoes of Wisdom fås til Nintendo Switch

Glem uhyggen udenfor og inviter vennerne på en sjov aften med det nyeste Mario Party

Har du hverken brug for uhygge eller storslåede eventyr kan du i stedet samle familie eller venner foran fjernsynet og invitere til en god omgang Mario Party. For det nyeste udspil i serien, ‘Super Mario Party: Jamboree’ er en vidunderlig fortolkning af brætspil kombineret med den digitale verden.

Her kan op til fire deltagere slå sig løs i et brætspil, hvor hvert felt du lander på kan byde på fordele eller ulemper, der kan vende spillet til din eller modstandernes fordel. Og når alle har rullet med den digitale terning, så skal der dystes i små minispil, hvor vinderen kan hive en stak mønter hjem, som er nøglen til at købe de stjerner der bestemmer hvem der i sidste ende kan kalde sig for vinderen.

‘Super Mario Party: Jamboree’ er på mange måder et kaotisk spil, og det er hvad der gør det sjovt. For hver eneste runde er uforudsigelig i dens udfald. Nogle gange rykker din figur sig bare nogle felter frem på brættet efter dit terningkast. Andre gange rammer du måske et felt, som holder på en skjult fordel eller udløser en duel med en valgfri deltager, hvor der kan være alt fra mønter til stjerner på linjen til vinderen af duellen. Nogle felter flytter måske stjernen, som alle forsøger at komme først hen til eller helt forandrer hvordan spillebrættet ser ud.

Udfaldene i er forunderlige, morsomme og gør at det er umuligt at kede sig når først man kommer igang. For selvom at man sidder og venter på, at det bliver ens tur igen, så kigger man spændt med på skærmen for at se hvad der mon sker af uventede overraskelser, imens de andre bevæger sig rundt på det digitale bræt.

‘Super Mario Party: Jamboree’ er en fremragende måde at samle hele familien foran fjernsynet, uanset om du er vant til at spille eller sjældent gør det, så er kompleksiteten i ‘Super Mario Party: Jamboree’ aldrig for høj til, at man ikke kan følge med og konteksten med et digitalt brætspil gør det nemt for alle, at forstå hvad der foregår.

Har du brug for et næsten uudtømmeligt underholdende familiespil, så er ‘Super Mario Party: Jamboree’ den bedste måde at underholde dig selv og vennerne på.

Super Mario Party: Jamboree fås til Nintendo Switch

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

five × two =

No Comments Yet.