Guide til London med teens

At skulle planlægge en London tur for to 17 årige lagde et vist pres på mig. Hotelværelser i London er notorisk dårlig value for money, og det blev hurtigt meget dyrt, hvis jeg skulle booke to værelser eller en suite til tre. Jeg kender billige engelske hotelværelser. Typisk alt for varme. Ulækre gulvtæpper. Og frastødende morgenmad. Så jeg gik på jagt og fandt en helt genial og uventet løsning. Et hostel!
Palmers lodge er et nærmest Harry Pottersk hostel kun 2-3 stops fra det helt centrale London og tæt på Camden market. Huset er fuldt af kringelkroge og sjove detaljer ,som rustninger og ældgammelt træværk. I receptionen bliver man mødt af god, afslappet stemning med piercinger og store smil. Der er en stor fælles stue, og en super hyggelig bar med quizaftener og pool.
Det er muligt at booke plads i en sovesal med 14 køjer fra 160 kr. pr. overnatning eller lidt mere for færre køjer. Store, solide, mørke trækøjesenge med forhæng for privatliv og en skuffe man kan låse. Man kan også booke et privat dobbeltværelse med toilet til 790 for to. Og jeg valgte trepersoners-værelset med en dobbelt nedrekøje og en enkelt øvre køje og badeværelse til 1090 kr. Man skal selvfølgelig synes det er sjovt at være sammen for stort er det ikke. Men det var lige, hvad vi havde brug for. Og super rent, pænt og stille. Flot sengetøj og fine hvide håndklæder. Morgenmad kostede 7.50 pund for en ret omfattende buffet inklusiv kaffe og juice.
Den klassiske puboplevelse med fish and chips fik vi på Ye Olde Chesire Cheese fra 1667. Og den kan i den grad anbefales. Book bord hjemmefra, men pas på med tidsforskellen. Vi kom en time for tidligt.
Men gider teens at gå på museer og i teatret? Mine rejsemakkere gad! Vi var på Museum of Natural History (den fra Paddinton filmen) og på Tate Modern. Og det fede er. Det er gratis! Det er den berømte “hop on hop off” bus så IKKE. Den kostede 700 kr. for tre. Til gengæld er det en effektiv måde at se byen på, når man ellers fragtes rundt under jorden.
Vores sidste aften overraskede jeg med “dinner and a show”. Vi spiste god indisk mad, som man kun får det i London efterfulgt af Stranger Things teaterforestilling. Jeg trykkede “køb” da jeg så at selveste The Duffer Brothers havde været involveret i at lave denne prequel til alt vi har set i serien på Netflix. Og det var en KÆMPE succes. Helt vildt imponerende special effects og vi lærte forhistorien med forældrene til de unger, vi kender fra serien. Vi var helt høje bagefter.
Jeg kan på alle måder anbefale en tur med en eller flere teens til London. Forbered jer på 20.000 skridt om dagen og medbring højt humør og varmt tøj.
Enjoy!
Del
Christiane Vejlø
Christiane er direktør for Elektronista Media og en af Danmarks førende eksperter i digital kultur, digitalt content og forholdet mellem mennesker og teknologi. Christiane holder foredrag og rådgiver om digitale trends i ind- og udland. Hun har en kandidatgrad i religionsvidenskab og medievidenskab og så sidder Christiane i dataetisk råd. Følg @christianevejlo på Twitter og på Instagram.







