Guide til de rigtige hovedtelefoner- Big Spender, Value for Money og Budget

7 Min læsning

Hovedtelefoner er ikke bare hovedtelefoner. Der er alle mulige forskellige slags, der varierer i lydkvalitet, prisklasse og stil. Skal det være in-ear, over-ear eller Bluetooth? Og hvilken prisklasse skal du gå efter? Sammen med Hi-Fi Klubben giver vi dig gode råd til at vælge det helt rigtige.

Det lettere skæve, svenske band Bob Hund skrev engang i en hyldestsang til hovedtelefoner: ”Jag lyssnar i hörlurar / Det låter så bra / Bara bandet och jag”. Lige netop den sidste linje er en af de bedste grunde til at høre musik i hovedtelefoner. Det er bare dig og bandet. Uanset, hvilken musik, du er til, kan hovedtelefoner give dig en solokoncert med alt fra en enlig, elektronisk musiker til et helt symfoniorkester. Og som Bob Hund også gjorde opmærksom på, så lyder det virkelig godt.

Derudover har hovedtelefoner naturligvis også den indbyggede fordel, at man kan spille højt i dem uden at genere andre. Om man så befinder sig i toget på vej til arbejde eller i ens hjem sent om aftenen, når alle husets beboere er gået i seng. Men allerede dér melder der sig en udfordring: Hvilken type skal man vælge? Hovedtelefoner er nemlig ikke bare hovedtelefoner. Der er alle mulige forskellige slags, med og uden ledning, støjreducerende, små, store, formfuldendte og fashionable, klassiske og komfortable.

Hvilken type? Ind i, på eller over øret?

Lad os lige starte med at skelne mellem de forskellige formfaktorer. Hovedtelefoner kan sidde over øret, på øret eller inde i øret. Eller rettere: Dem, der sidder inde i øret kalder man ikke rigtig for hovedtelefoner, men øretelefoner eller in-ear. De sidste findes der endda også flere typer af. Der er de helt klassiske, der typisk er runde og hviler i øret lige uden for øregangen. Men så er der også dem, der går helt ind i øregangen og sætter sig fast med en gummi- eller skumpude. Det er som oftest dem, man kalder for in-ear-øretelefoner, og de har den bedste lyd i denne kategori. Fordi de går helt ind i øret, isolerer de bedre for omverdenen.

AH-C621R IN-EAR HOVEDTELEFON

Det kan være en smagssag, hvad der passer bedst, men disse små enheder kan naturligvis ikke hamle op med et par rigtige hovedtelefoner. Jo større de er, jo større er lyden jo også. Men her står man så over for valget mellem hovedtelefoner, der sidder over øret over-ear eller på øret on-ear. De sidstnævnte har den fordel, at de er mindre, men stadig store nok til at levere et lækkert og fyldigt lydbillede. Til gengæld kan de være ukomfortable at have på i længere tid, fordi de klemmer ørerne. De lukker heller ikke lige så godt af for omgivelserne som de hovedtelefoner, der sidder over ørerne. Det betyder ikke bare, at bandet i dine ører får selskab af folk omkring dig, men ofte kan folk omkring dig også høre musikkens øverste frekvenser – og det kan være ret irriterende for dem.

Over-ear: Luk af for omverdenen

De helt lukkede hovedtelefoner, der sidder over ørerne, vil i sagens natur altid være store og klodsede. Men det er her, du får den bedste isolation fra omverdenen, den bedste komfort og den bedste lyd. Fordi, de er så store, er der plads til større højttalere i hver af ”kopperne”, så lyden bliver stor og fyldig. Samtidig bliver ørerne ikke klemt, fordi hovedtelefonerne klemmer sig ind mod kraniet rundt om øret, og der er som regel plads til nogle dejligt bløde puder at gøre det med. Der var engang, hvor det var højst umoderne at rende rundt med sådan et par kæmpe kraniekogler ude i bybilledet. Men i dag fås de i så veldesignede udgaver, at man kan passe dem ind med sin tøjstil og andre accessories.

Det næste store spørgsmål er så, om ens hovedtelefoner så også skal være trådløse og støjreducerende. Det sidstnævnte, der på engelsk hedder Noise Cancellation, er en smart og temmelig effektiv måde at isolere sig selv og musikken fra resten af verden på. Støjreducerende hovedtelefoner analyserer støjen omkring én og fjerner de allermest støjende frekvenser.

Desværre virker det ikke på små børn og gøende hunde. Det skal helst være nogenlunde kontinuérlig støj, man forsøger at fjerne med støjreducerende hovedtelefoner, altså f.eks. flystøj eller støjen fra en bilmotor. Derfor bruges støjreducerende hovedtelefoner mest af rejsende, og de fås derfor i et begrænset udvalg af former og farver. De er også dyrere end almindelige hovedtelefoner, men til gengæld kan støjreducerende teknologi fås helt ned fra in-ear-øretelefoner og op til over-øret-hovedtelefoner.

Trådløs- Farvel til kabel-fnidder

MAJOR II BLUETOOTH TRÅDLØS HOVEDTELEFON

På det seneste er der også begyndt at dukke flere og flere trådløse hovedtelefoner op. Især siden iPhone har droppet deres jackstick. Det er ikke ret mange år siden, disse var noget værre juks. Som regel var det et eller andet med, at man skulle være i nærheden af en trådløs sender, der stod henne ved ens musikanlæg, og hvis man bevægede sig for langt væk, begyndte det hele at lyde som statsradiofoniens langbølge-transmissioner fra Kalundborg-senderen en gang i 1940’erne. Siden kom Bluetooth til, men i begyndelsen havde Bluetooth slet ikke båndbredde nok til at kunne give et fuldt lydbillede, sådan som man kunne få det med et par almindelige hovedtelefoner.

Men i de senere år er Bluetooth-standarden blevet så god, at de fleste mennesker har svært ved at høre forskel på trådløse og kablede hovedtelefoner. Fordelen ved trådløse hovedtelefoner er naturligvis bevægelsesfriheden, at man slipper for ledninger, der krøller sammen og skal filtres ud hele tiden, og at man ikke føler sig bundet til sin smartphone i lommen. Ulempen er, at disse hovedtelefoner kører med batterier, der skal lades op fra tid til anden. De fleste af dem kan dog også benytte sig af et kabel, hvis batteriet er dødt, og batterilevetiden på dem er ret lang. Hvor tit lytter du lige til musik 17 timer i træk, f.eks.?

Alt afhængig af din stil, dit behov, din kræsenhed i forhold til lyd og din trang til at være fri for kabler, kan du komme til at betale fra få hundrede kroner til flere tusinde kroner for dine hovedtelefoner. Uanset hvad du er til, er der dog som regel et par hovedtelefoner, der passer netop til dig. Her er tre bud til tre forskellige budgetter.

 

1. Big Spender

Denon AH-D7200- De lækre

Hvis det ikke var fordi, lyden i dem var så god, kunne man fristes til blot at lade disse Denon-hovedtelefoner ligge på et bord som et element i ens hjemmeindretning. Så flotte er de. Det lækre valnøddetræ-design på det ydre af kopperne i kombination med de bløde skindpuder leder tankerne hen på naturlig skønhed, men skønheden findes ikke kun på indersiden af Denon AH-D7200. Alle ledende elementer i denne hovedtelefon er udført i rent, iltfrit kobber, hvilket bidrager til en lydkvalitet, der er uovertruffen. Men hovedkilden til den fantastiske lydkvalitet er dog de 50mm Free Edge-drivere, der leverer lyden i denne luksus-hovedtelefon. Sammen med elementerne af valnøddetræ skaber de en resonans, der minder mere om en rigtig højttaler end en hovedtelefon – men du bibeholder stadig alle fordelene ved en hovedtelefon. Denon AH-D7200 koster 5.499 kroner hos Hi-Fi Klubben– men er til gengæld en investering, der holder i årtier.

2. Value for Money

Bowers & Wilkins P5 Wireless- kvalitet for pengene

Bowers & Wilkins har aldrig gået på kompromis med lydkvaliteten. Det gør de ikke, når de laver deres roste, trådløse Bluetooth-højttalere, og det gør de heller ikke med deres Bluetooth-hovedtelefoner. Den trådløse Bluetooth aptX-teknologi er den samme begge steder, og det betyder, at du ikke behøver opgive den gode lyd, selvom du opgiver kablet. Derudover er P5 Wireless et studie i komfort og lækkert design. De er udført i ægte læder, aluminium og rustfrit stål, og du kan styre musikken med knapper på selve kopperne, så du ikke behøver at hive smartphonen eller afspilleren op fra lommen hele tiden. Kopperne kan i øvrigt drejes, så hovedtelefonen er nemmere at transportere. P5 kan spille musik i 17 timer på en enkelt opladning, som foregår via et microUSB-kabel. Der følger også et minijack-kabel med, hvis du skulle løbe tør for strøm og vil lytte på den gammeldaws måde. Bowers & Wilkins P5 Wireless koster 2.199 kroner hos Hi-Fi Klubben.

 3. Budget

AIAIAI Tracks2 – design til gode penge

Det danske firma AIAIAI er fokuseret på hovedtelefoner, der leverer høj lydkvalitet, men samtidigt lægger sig ind i den tradition for lækkert design, vi har i Danmark. Tracks2 er et godt eksempel. Dens retro-design er baseret på 80’ernes walkman-hovedtelefoner, der sidder oven på ørerne. Dengang lød disse hovedtelefoner ikke specielt godt. Men efter nogle årtiers teknologisk udvikling kan man i dag få fremragende lyd ud af sådan en letvægter, der ikke sender én til kiropraktoren med nakkesmerter efter flere timers brug. For blot 499 kroner får man fin lyd, et super-funky design og dansk-udviklet holdbarhed. Find AIAIAI Tracks2 hos Hi-Fi Klubben.

Artikelserien Bedre lyd til dig er sponsoreret af Hi-Fi Klubben.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 × 5 =

No Comments Yet.