Guide: Giv kassettebåndene nyt liv
Sponsoreret af DBA Guide
Sådan redder du dine gamle kassettebånd med en computer og en brugt båndoptager:
Kassettebåndoptagere er for længst forsvundet fra butikkernes hylder. Så hvad gør du, når du lige er stødt på den der kasse med gamle kassettebånd, og minderne vælter frem? Her kan du se, hvordan du lægger dine gamle kassettebånd over på en computer ved hjælp af en brugt kassettebåndoptager fra DBA.
Der var engang, hvor kassettebånd var umulige at undgå. Folk af en vis alder husker med en vis nostalgi, hvordan hele radioprogrammer blev optaget fra P3, og hvordan man blandede bånd med alle de bedste sange i en helt bestemt rækkefølge.
Der var en hel kultur omkring kassettebånd, og derfor har mange mennesker stadig ikke smidt deres ungdoms kassettebånd ud endnu. I stedet ligger de velforvarede i deres plastikæsker i kasser på loftet eller i kælderen og venter på igen at se dagens lys.
Problemet er naturligvis bare, at folk nok har gemt deres kassetter, men mange har smidt deres båndoptager ud, og dermed kan genforeningen med kassettelyden fra 80’erne og 90’erne blive skubbet længere og længere ud i fremtiden. Det er ikke ligefrem fordi, det vælter frem med kassettebåndoptagere, når man går i sin lokale Elgiganten- eller Powerbutik.
Men heldigvis er der masser af gode, brugte båndoptagere på DBA, der blot venter på at blive købt og taget i brug. Og med dem kan du sætte båndoptageren til din computer og overføre båndenes indhold til din computer, hvorfra du så kan lytte til dem over for eksempel en trådløs højttaler.
Hvis du er villig til at ofre lidt penge på at få noget i virkelig høj kvalitet, kan du overveje en Nakamichi-båndoptager, der brugt typisk koster fra 1.000-3.000 kroner – hvilket er ingenting i forhold til, hvad de kostede fra ny.
Det kan være fristende at købe en B&O-båndoptager på grund af designet, men her skal du være forberedt på, at Bang & Olufsen brugte nogle andre stik end de klassiske phonostik, så med mindre, du ligefrem vil have båndoptageren stående fremme hele tiden, er det måske en bedre idé at holde sig til en af de andre.
Det skal du tjekke, når du køber
Men uanset, hvilken, du vælger, skal du tjekke den ordentligt, inden du langer pengene over i sælgers hænder. En god idé er at tage et kassettebånd med, du godt kan ofre på testen – i tilfælde af, at båndoptageren lader båndet gå i båndsalat. Sæt båndoptageren i et strømstik hos sælger og sæt dit eget bånd i og tryk på Play. Så kan du i det mindste sikre dig, at båndoptageren kører nogenlunde stabilt.
Tjek også alle knapperne. Det kan faktisk godt betale sig at kigge efter båndoptagere, der er lavet i starten af 80’erne eller slutningen af 70’erne, da disse ofte har mekaniske knapper i stedet for de elektroniske relæ-knapper, der blev introduceret i midtfirserne. Sidstnævnte blev hurtigere slidt end førstnævnte.
Selve digitaliserings-processen
Når du har købt båndoptageren, er det en god idé at rense tonehovedet og de andre dele, der kommer i nærheden af selve båndet. Disse sidder typisk gemt nederst i selve båndholderen, og kan nogle gange lokkes frem ved at trykke på Play. Her skal du en tur i byen efter vatpinde og Isopropanol, som du kan bruge.
Når først det er overstået, er det tid at komme i gang med digitaliseringen. Sæt båndoptageren til computeren med det ovennævnte kabel. Din computer bør i forvejen være indstillet til at modtage lydsignaler ind igennem stikket, ellers kan det være, du skal en tur ind i computerens indstillinger for at sætte dette op.
Start Audacity, tryk Play på båndoptageren og prøv at lave en testoptagelse ved at trykke på det røde record-ikon oppe i værktøjsfeltet i programmet. Her kan du for eksempel tjekke, om lydniveauet overstyrer, fordi input-signalet er for højt – hvilket kan indstilles i Audacitys værktøjslinje.
Når alt lyder, som det skal, er det næste skridt blot at slette testoptagelsen og gå i gang med den rigtige. Når optagelsen er færdig, kan du gemme den i forskellige lydformater på computeren via Audicitys eksport-fuktion i ’File’-menuen.
Herefter er det bare at lytte til musikken via din normale musikafspiller på computeren, og lade nostalgien flyde.