Gaming guide: Hogwarts Legacy, Like a Dragon og Kirby

7 Min læsning

Uanset om du er til Harry Potters magiske univers, samuraier med pistoler eller den altid elskelige Kirby, så er der noget at komme efter i vores gaming guide til de bedste spil lige nu.

‘Hogwarts Legacy’ er opfyldelsen af enhver Harry Potter fans drøm

Det er svært at snakke om actionspillet ‘Hogwarts Legacy’ uden at det også kommer til at handle om J.K. Rowling. Spillet foregår i den verden hun har skabt, og tjent styrtende på gennem næsten to årtier. J.K, Rowling er også dybt transfobisk og har aktivt arbejdet for at gøre hverdagen for transpersoner sværere og farligere gennem udtalelser, bøger og hendes kommentarer på Twitter.

Derfor er det svært ikke at have det for øje, når ens magiske fødder rammer Hogwarts og man bevæger sig igennem de mange gange, og udforsker et spil der tydeligvis er lavet af folk med en dyb kærlighed til universet. Selve spillet foregår flere hundrede år før historien om Harry Potter, så selvom der ikke er personer fra bøgerne involveret i spillet, så er der stadigvæk rigeligt med referencer, steder og oplevelser som fans af serien vil kunne nikke genkendende til.

Som en femteårselev på skolen, bliver du nemlig hurtigt rodet ind i et stort mysterie, hvor en Goblin med magiske kræfter truer med at skabe kaos i hele den magiske verden, medmindre du selvfølgelig stopper ham og samtidig åbner op for en gammel skjult hemmelighed der leder tilbage til de første magikere der nogensinde har holdt en tryllestav i hænderne. Men bare rolig. Det handler ikke hele tiden om at bekæmpe mørk magi og Gobliner. Der er også rigeligt med tid til bare at deltage i undervisningen og være en del af Hogwarts. Og det er nemt at få timer til, at gå med at udforske hver en krog af slottet og glædes over det væld af små detaljer, der er lagt i alt fra de snoede trapper til udsmykningen af slottet. Alt føles autentisk og med fokus på at skabe den helt rigtige Harry Potter oplevelse.

Men det er også et spil, der åbenlyst er i dialog (næsten konflikt) med seriens skaber. Der er små rebelske træk som, at den figur du laver i starten af spillet kan have en hvilken som helst kombination af stemme og udseende som du ønsker. Til de direkte konfrontatoriske sektioner, hvor spillets udviklere viser at de ikke er enige med J.K. Rowling på nogen punkter. Det kommer primært til udtryk i form af en eksplicit transkønnet kvinde, som du møder og danner et venskab med igennem spillet. Samtidig er der også en langt større grad af diversitet i etnicitet tilstede i ‘Hogwarts Legacy’ end hvad det oprindelige kildemateriale bød på. Det er et spil hvor udviklerne bag det tydeligvis elsker universet, men også desperat forsøger at gøre det så inkluderende og omfavnende som muligt. Modsat Rowling selv.

Når det er sagt, så er det svært ikke også at rose spillet til skyerne. For det er også et helt igennem fantastisk spil. Det er en fryd at udforske hver en krog af slottet, der er skabt med stor kærlighed til filmen og med masser af små overraskelser. Kampene mod trolde, mørk magik og så meget mere er forrygende og hæsblæsende. Særligt fordi du har et helt enormt udvalg af besværgelser at trække på. Så du kan bygge din egen foretrukne måde at håndtere modstand på, og trække på de besværgelser du synes harmonerer godt med din spillestil. Og når du ikke kaster med besværgelser, er der altid en grund til at udforske Hogwarts. Om det er at nå til undervisning, gå på jagt efter slottets skjulte skatte eller kigge på det omkringliggende miljø og samle ingredienser til dine magiske drikke.

For fans af universet, så vil ‘Hogwarts Legacy’ være en kæmpe triumf, og for dem der bare har læst bøgerne eller set filmene, er der i ‘Hogwarts Legacy’ et spil der udvider universet på en smart og fornøjelig måde, uden at det kræver ekspert viden om den magiske troldmandsverden.

Du kan støtte transpersoner i Danmark ved, at donere til LGBT+ Danmark på deres hjemmeside

Du kommer til at elske Hogwarts Legacy hvis:

  • Du altid har drømt om et Harry Potter spil, der levede op til bøgernes magiske stemning
  • Du vil have et fremragende actionspil, der trækker på Harry Potter verdenen uden at forlange du ved alt om den

Hogwarts Legacy fås til Playstation 4, Playstation 5, PC og Xbox.

Samuraiernes sidste dage er kommet og du afgører deres skæbne i ‘Like a Dragon: Ishin’

Som alle gode historier om hævn, så starter ‘Like a Dragon: Ishin’ med et mord på den vigtigste person i hovedpersonens liv. Hans far. Derefter lyder startskudet på en opklaring af mysteriet om hvem der dræbte din far, og ikke mindst hvorfor mens du rejser igenne 1860’ernes Japan og svinger dit samuraisværd for at få svar.

‘Like a Dragon: Ishin’ er et spil, der skruer helt op for dramatikken, når du som den ærefulde samurai Sakamoto skal rejse til byen Tosa for at finde din fars morder. Men jagten på det svar er ikke lige til. Han blev nemlig dræbt af et medlem af den lokale gruppe af samuraier, der mere opfører sig som rockere der forlanger beskyttelsespenge af byens borgere, og dræber enhver der provokerer dem. Omdrejningspunktet for spillet er, at du går undercover som et medlem af den bande, og forsøger langsomt finde ud af hvem af dem der dræbte din far. Alt imens du kæmoer med at acceptere, at for at få det svar du søger må du også selv gøre nogle grusomme ting.

Til tider føles ‘Like a Dragon: Ishin’ mere som en japansk fortolkning af Sopranos eller The Departed. Det handler hele tiden om at holde masken, ikke blive opdaget og samtidig blive mere og mere involveret i forbryderorganisationen så du kan vinde deres tillid og få de svar du søger. Det hele er meget dramatisk, meget storslået og for det meste virker det og er en overbevisende fortælling der er dragende fra start til slut.

‘Like a Dragon: Ishin’ er også et gammelt spil. Det er nemlig et spil der oprindeligt blev udgivet helt tilbage i 2014, men kun i Japan. Dette er første gang at spillet bliver udgivet udenfor landet, og samtidig har det fået en gevaldig make-over, så det føles mere som et moderne spil. Ihvertfald på nogle punkter, for det bærer stadigvæk præg af at være designet og bygget for næsten ti år siden. Kampene i spillet kan til tider godt blive ret monotone, og det er ikke altid lige nemt at navigere rundt i byen som spillet foregår i.

Historien er til gengæld stadigvæk fremragende og kan mere end retfærdiggøre tiden brugt i selskab med Sakamoto og det skæve selskab af fordrukne samuraier han lærer at kende gennem spillets historie.

Du kommer til at elske Like a Dragon: Ishin hvis:

  • Du elsker samuraier
  • Du vil have et spil, hvor de er i japan, taler japansk og drypper med japansk kultur

Like a Dragon: Ishin fås til Playstation 4, Playstation 5, Xbox og PC

Kirby’s Return to Dreamland er det perfekte familiespil

Kirby er formentlig en af de mest nuttede spilfigurer der findes. Nintendos lyserøde klump er sød, charmerende og spil med Kirby i hovedrollen er altid en eksplosion af farver, kreativitet og sjov. Og ‘Kirby’s Return to Dreamland’ er absolut ingen undtagelse. Hele spillet ligner en børnebog der er kommet til live, når du som Kirby løber igennem den ene bane efter den anden for, at finde vragdele af et rumskib så du kan reparere din vens ødelagte rumskib.

På overfladen er dette et rigtig simpelt spil. Som Kirby løber du fra venstre mod højre, og bruger Kirbys evne til at spise sine fjender og tage deres unikke egenskaber. Så spiser Kirby en fjende med et sværd, får Kirby pludselig selv et sværd. Spiser du en troldmand kan du pludselig skyde med magi. Det er et sjovt system, der hele tiden giver mulighed for at du kan spise de fjender med de egenskaber, du bedst kan lide at bruge og så forsøge at holde på dem igennem hele banen.

For Kirby er ikke et specielt udfordrerende spil. Det er til gengæld et fremragende familiespil, for op til fire mennesker kan spille sammen på samme tid og der er samtidig en masse muligheder for at justere sværhedsgraden, så selv de mindste kan være med og have det sjovt. Hvis du kan lide at blive udfordret, så er dette ikke spillet for dig. Men er du til et sjovt, simpelt og smukt spil så vil Kirby’s Return to Dreamland være en stor succes hos familiens yngste og dem der mangler et spil at spille med dem.

Du kommer til at elske Kirby’s Return to Dreamland hvis:

  • Du leder efter et spil, som store og små kan samles om
  • Vil have et platformsspil, der ikke får dig til at råbe vredt af fjernsynet men i stedet smile over dets vidunderlige verden

Kirby’s Return to Dreamland fås til Nintendo Switch

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

sixteen − 1 =

No Comments Yet.